Det er svært at være sur, når man går ud fra en Ray Cooney-forestilling. Comedieteatret lover endda »grinegaranti« til dem, der går ind og ser lystspillet Færdig med fyrre?. Ingen kan være i tvivl om, at det er underholdningsteater, de går ind til. Og det bliver også de gode grins aften.

Ray Cooney røntgenfotograferer parcelhuskvarteret, middelklassen og ægteskabet, hvor forudsigeligheden har vokset sig større end lidenskaben. I?Færdig med fyrre (originaltitel:? Wife begins at forty) ser vi lige ind i dagligstuen hos Susanne (Joy-Maria Frederiksen) og Torben (Karsten Jansfort), og vi undrer os over, hvordan de to dog overhovedet har fundet hinanden. Susanne er fyldt med mere appetit på livet. Torben synes alt er, som det skal være. Hun vil knalde vildt og inderligt. Han vil helle støvsuge, er glad for det pæne hjem og sit firma. Torbens far (Troels II?Munk) residerer midlertidigt i parcellen, indtil der er en ældrebolig ledig. Han tuller rundt som den lettere glemsomme bedstefar, men skruer bestemt ikke ned for lyden, og har slet ikke mistet sin sans for livets glæder.

Stram iscenesættelse
Så er der teenagedatteren Lærke (Josefine Moody), der kan hidse sig op over et fjernsyn, der bliver slukket for - men ikke over moren Susannes beslutning om, at hun vil går fra Torben. Vorherrebevares - man skal videre i livet. Og bare man ikke bliver sat ned i lommepenge. Og det kommer Susanne sandelig også. Hun kaster sig ud i kunstkurser, tager ny tøjstil og frisure og dater vist nok også en mand. Nu må det være nok! Efter 17 års ægteskab skal der ske noget.

Naboen hedder John (Henrik Lykkegaard). Han har kun få skrubler, når det gælder forretning og sidespring - og strutter af selvtillid. Naturligvis er han guds gave til kvinderne. Iscenesættelsen er stram, Henrik Lykkegaards fordanskning og opdatering af originalen fra 1985 vellykket, og figurerne troværdige, selv om der også smøres tykt på.

Hvor det hele ender, skal ikke afsløres her, men Torben drikker sig en ordentlig skid på, og den perfekte timing i replikkerne gør alt, hvad der følger efter, til en suveræn komedie.

Det sjove er ikke nemt
Det er ikke nemt at skulle spille sjovt teater i et par timer. Alt er veldrejet og velspillet uden det store eller dybe indhold. Det er som den lystige fætter i et selskab, der kan holde alvor og den dybere mening fra døren ved at fyre den ene vits af efter den anden. Alvoren må for Guds skyld ikke indfinde sig.?Den dræber jo det hele.

Ikke at det gør noget, men i stykkets natur ligger, at det er svært at få hamret så meget til, at kuglen ryger helt op til klokken og får den til at ringe - når det gælder de sidste masker på karakterskalaen. Men der er trods alt mere end blot latteren at hente her i Comedieteatrets version af Færdig med fyrre?