Her er ingen nisser, grantræer, sne eller flæskesteg. Men alligevel er det en sand juleklassiker. Lige som med Nøddebo Præstegaard på Folketeateret bliver det først rigtig jul, når man har været på Bellevue Teatret i Klampenborg og besøge Folk og røvere i Kardemommeby.

Det er den 32. repremiere på Folk og røvere i Kardemommeby. Men målt på antal publikummer i salen kunne det lige så vel være første opsætning. Det er heller ikke så tit, undertegnede har den glæde at føle sig lidt malplaceret i salen. Som den lille fyr på det blå barnesæde på stolen ved siden af også påpeger “Har du glemt dit barn?”.

Det er mit første møde med Folk og røvere i Kardemommeby på Bellevue, og jeg kan mærke på de mange forventningsfulde børn, at jeg skal være med til noget godt og dejligt.

Lyset sænkes i salen. Bang, så er vi i gang. Der er fart over feltet, og vi får alle grinet med og af karaktererne i stykket, og de af os som kan teksterne bliver bedt om at synge med.

I forestillingen møder vi mange forskellige personligheder, såsom Politimester Bastian (Michael Hasselflug), der til dags dato er den flinkeste politimester set i Klampenborg og omegn. I fyrtårnet bor gamle kloge Tobias (Folmer Rubæk) sammen med sin syngende, amerikanske papegøje og som giver beboerne i Kardemomme den daglige vejrudsigt. I Kardemomme bor også Tante Sofie (Tine Miehe-Renard), der kan sin Emma Gad til fingerspidserne – for eksempel at det er meget vigtigt for hendes lille niece Kamomilla (Kathrine Elvira Boysen) at blive vasket flere gange om dagen – og der er bestemt ikke nogen, som skal bestemme over hvad hun skal. En bestemt tante!

Kardemomme er virkelig en dejlig, lille by. Men den hærges af røverier, som både Bageren (Niclas Vessel Kølpin) og Slagteren (Sune Svanekier) rapporterer til den gode Politimester Bastian. De tre røvere bor uden for byen sammen med deres vagtløve, som nu ikke er helt så farlig, som den ser ud. Hver gang røverne, Kasper (Peter Aude), Jesper Christian Damsgaard) og Jonatan (Finn Rye), kommer til byen, er der lagt op til sjov og spas, og en teatersal med skraldgrinende børn. For det går ikke altid som de tre har planlagt.

Det er meget muligt, at Thorbjørn Egners fortælling er, hvad man kan kalde for gammeldags, og den har nogle svære ord for de små at forstå. Men ordene virker mere som tiltænkt os voksne i salen under alle omstændigheder. Og ja, det virker lidt meget morsomt, at der bliver lavet “sing-a-long” med teksten til Tobias’ fødselsdagssang på et stort skilt på scenen, når over halvdelen af salen ikke er gamle nok til at læse endnu. Man kommer ikke uden om, at det er en rigtig god forestilling, som i den grad kommer ud over scenekanten. Den giver sit publikum alle muligheder for at deltage i festen. Der bliver spillet med store armbevægelser, og det er et ensemble, som er i topform og har lyst til at lege på scenen, så vi i salen kan trække på smilebåndet.

En tur til Kardemomme er bestemt noget man bør unde sig selv mindst engang i livet fordi: ”Her i Kardemomme er der vældig godt at bo. Alle har det dejligt, for her ta’r vi den med ro. Skomar’n laver dansesko og bager’n bager brød. Og aftensolen maler byen rød”.