I vores liv og i vores dagligdag træffer vi mange beslutninger, som kan bedømmes ud fra etiske eller moralske standarder. Vi handler på måder, hvortil vi kan stille spørgsmålet: kan jeg være dette bekendt; er denne handling udtryk for den person, jeg er eller gerne vil være? Herved etablerer vi et moralsk funderet, reflekteret selvforhold. Også når vi bedømmer alle andres handlinger i nære relationer eller i det store perspektiv, vi får adgang til gennem forskellige medier, bedømmer vi en række af disse ud fra moralske vurderinger: er det rimeligt og retfærdigt, at den anden tog det sidste stykke kage, eller at det russiske militær bomber civile i Ukraine?

Moralske vurderinger er noget af det, der definerer os som mennesker, der organiserer sig i grupper eller samfund. Vi har normer for, hvordan vi skal være, for at vi kan holde sammen som en gruppe (en kultur), hvor den enkelte opfatter sig som en del af gruppen. Moral regulerer sammen med det juridiske system samværet mellem mennesker. På denne måde udtrykker moral et værdifællesskab, selvom et sådant også altid er under forandring. Fællesskaber og de historiske betingelser for det udvikler sig løbende. Samfund er dynamiske, hvilket også påvirker de værdier, der kan hævdes at gælde for det. Nye generationer udfordrer fællesskabets værdier og bidrager dermed til den samfundsmæssige og kulturelle dynamik.

Værdier er på denne måde specifikke for bestemte kulturer. Vi har nogle værdier som deltagere på et fodboldhold, ligesom vi har det på en arbejdsplads og i en familie. Som danskere har vi en række værdier, selvom disse hele tiden er til diskussion. En række af disse værdier manifesteres som lovgivning, hvorved værdierne går fra at være en del af det moralske domæne og overgår til det juridiske. Men der skal være en overensstemmelse mellem et samfunds grundlæggende værdimæssige orienteringer og lovene, hvis samfundet skal være stabilt. Lovgivningen - ligesom staten generelt - skal altid have legitimitet gennem den tilslutning som en befolkning har til den. Sådan er det i samfund, der kalder sig demokratiske, hvor en folkelig opbakning er grundlaget for statens udøvelse af magt.

Moralen i det ovenstående er beskrevet ud fra, at værdier er indlejret i kulturelle fællesskaber, hvor værdier så at sige bliver spørgsmål, der er til demokratisk forhandling i offentligheden, og hvor der ikke gives en overordnet etik, der kan siges at gælde for alle. Etik kan her beskrives som de grunde eller det grundlag, som moralske overvejelser bygger på. I førmoderne samfund vil det typisk være en kosmologi, der begrunder værdimæssige bestemmelser, medens der i moderne samfund ikke umiddelbart er et overordnet i betydningen metafysisk grundlag for moralske overvejelser. Her bliver det mere et spørgsmål om pluralistiske overvejelser over fordele og ulemper for den enkelte set i lyset af det samfundsmæssige; almenvellet.

Spørgsmålet er nu, om der alligevel findes “et postmetafysisk svar på spørgsmålet om det rette liv”, som er undertitlen på det første essay i Jürgen Habermas’ bog Den menneskelige naturs fremtid. Som arvtager af den kritiske teori er spørgsmålet om det rette liv altid til stede i Habermas’ refleksioner over modernitet og det moderne menneske. På denne måde er Habermas en meget moralsk tænker, og hans samfundsteori er uadskillelig en teori om moralitet og det autonome subjekts moralske habitus.

Som arvtager af Kants filosofi kæmper Habermas også med den universalisme, der var afgørende for Kant - ikke mindst når det kommer til spørgsmålet om rationalitet, som også er kernen i Habermas’ tænkning, hvor han netop har anvist en postmetafysisk begreb om rationalitet ud fra sprogets måde at fungere på i livsverden; altså det liv, vi lever med hinanden i konkrete sammenhænge. Sprogbrug og livsverden er gensidig konstituerende for hinanden hos Habermas. Det er fordi, mennesker i livsverden kommer til forståelse med hinanden gennem sproghandlinger, at sproget kommer til at udgøre en kvasitranscendental - altså overgribende i forhold til de enkelte sprogbrugere - begrundelsessammenhæng i det mellemmenneskelige samliv.

I sit senere forfatterskab, som denne bog indgår i, er Habermas optaget af, hvilke udfordringer det giver, at man i en moderne sammenhæng må afvise metafysik og transcendentalitet. De fire tekster kredser alle om, hvad der er på spil, når man ikke længere kan have tiltro til en metafysisk begrundelse eller en religiøs fundering. Habermas taler om, at vi lever i en post-sekulær tid. Den rent sekulære tænkning, hvor samfundsmæssige og trosmæssige (metafysiske) spørgsmål holdes adskilt, risikerer at udarte i ren nyttemoral og rationalitet uden blik for menneskeheden som sådan. Behovet for en overordnet (artsetisk) orienteringshorisont bliver tydeligt med udviklingen i de moderne samfund - ikke mindst i lyset af den teknologiske og især den bioteknologiske udvikling, hvor grænserne for, hvad vi opfatter som menneskeligt, bliver udfordret.

Bogen stiller spørgsmålet om, hvad der sker med det autonome subjekt, den moralske stillingtagen og ligeværdigheden og gensidigheden mennesker imellem, hvis eller når menneskelivet kan reproduceres uden den tilfældighed, der afstedkommes af det tilfældige møde mellem et æg og en spermatozo. Dette vil være tilfældet, hvis man kan foretage indgreb i det menneskelige genom baseret på en præimplantationsdiagnostik (altså en diagnose og genmanipulation ud fra en diagnose af det befrugtede æg).

Habermas skelner mellem negativ og positiv eugenik - altså racehygiejne. Den negativt definerede eugenik (forbedring af mennesket via genmanipulation) handler om sygdomsbekæmpende manipulation, hvor man klipper et gen ud af det befrugtede æg for derved at undgå, at fosteret udvikler en sygdom, som man kan blive enige om er så ødelæggende for det kommende barn, at man godt må ændre i arvemassen for at undgå den. Her siger Habermas, at man kan forestille sig, at det fødte barn på et tidspunkt i princippet selv ville acceptere og godkende et sådant indgreb. Så denne del lader vi lige ude af betragtningen, selvom dette argument naturligvis fortjener en meget grundig overvejelse.

Den positive eugenik er det centrale for langt den største del af bogen. Andet essay bærer titlen På vej mod en liberal eugenik?. Hvis man har mulighed for at ændre et fosters gensammensætning for at give det fødte barn nogle fordele, hvad vil det så betyde i en større sammenhæng? Habermas hævder, at i et sådant tilfælde, er det subjektets “etiske selvforståelse som helhed [der] er på spil” (s. 29).

Helt banalt kan man sige, at hvis forældre har bestemt sig for, at deres kommende barn skal have nogle forbedrede gener, hvem er så ansvarlig for dette individs handlinger? Er barnet, der vokser op og bliver et menneske, der står til ansvar for sine handlinger, virkelig ansvarlig for sig selv, hvis vedkommendes dispositioner er blevet manipuleret med før fødslen. Her er det det autonome selv, der er på spil. Men dette påvirker også det grundlæggende ved demokratiet, nemlig det forhold, at alle mennesker må betragte hinanden som ligeværdige. Men det manipulerede menneske skubber ved denne ligeværdighed.

Og hvad nu for det menneske, der udvikler sig og gerne vil have en kunstnerisk karriere, men hvis forældre har udstyret hende med naturfaglige evner med en mere logisk end intuitiv tankegang? Kan vedkommende så sagsøge forældrene for at have undertrykt hendes frie vilje i valget af livsvej?

Hvis man indvender, at det jo gælder enhver form for opdragelse, at dette er medbestemmende for et opvoksende barns livsbestemmelse. Men når det gælder opdragelse, så foregår det netop i en livsverdenssammenhæng, hvor man gensidigt kan forholde sig til hinanden. Denne gensidighed er fjernet, når man genmanipulerende fremskriver bestemte ønsker baseret på en genpulje for sit barn ud fra egne (altså forældrenes) præferencer.

Habermas følger en skelnen, som er grundlæggende i megen filosofi, nemlig skelnen mellem det, som fremkommer af naturen over for det, som mennesker tilvirker. Den menneskelige reproduktion er mere eller mindre ‘naturlig’, hvilket indbefatter en høj grad af tilfældighed gennem mødet mellem et æg og en sædcelle. Overfor dette står det instrumentelt planlagte, der fjerner denne tilfældighed, hvilket er kendetegnende for den positive eugenik. Man planlægger nogle bestemte egenskaber hos det kommende barn og tilvirker, at det skal ske ved at klippe bestemte gener ind i genomet for eksempelvis at udvikle det kommende menneskes anlæg for logisk tænkning.

“Hvis det kontingente ved sammensmeltningen af to kromosompar forsvinder, mister generationssammenhængen den naturgroethed, der hidtil har udgjort den trivielle baggrund for vores artsetiske selvforståelse” (s.126f).

Så spørgsmålet bliver, om der er eller må være en artsetik, der er overgribende i forhold til den liberale tænkning, der tager udgangspunkt i, at der ikke er noget over eller ved siden af de enkelte menneskers og kulturers egenbestemmelse ud fra afvejning af forskellige hensyn og enighed. Der er ikke nogen metafysisk givet grænse for menneskers skalten og valten med verden som disponibelt materiale, men er der alligevel noget, der har samme status som en metafysisk givet grænse - det er det, artsetik handler om for Habermas. Og det er det, der er det overordnede motiv for hans bog. Og det er en grundig og meget nuanceret diskussion, Habermas bidrager med, som man (læs: jeg) kun kan ønske, at alle, der arbejder inden for feltet medicinsk forskning, ville gå til. Desværre er Habermas i denne bog meget forudsætningskrævende at læse, så det kommer nok ikke til at ske.

I det sidste essay diskuterer Habermas religionens betydning i det postsekulære samfund. Her afviser han to dominerende indstillinger. “Ifølge den ene fortolkning bliver religiøse tænkemåder og livsformer erstattet af fornuftige, i hvert fald overlegne ækvivalenter; ifølge den anden fortolkning diskrediteres de moderne tanke- og livsformer som illegitimt eksproprierede goder. Fortrængningsmodellen refererer til en fremskridtsoptimistisk fortolkning af det affortryllede moderne, ekspropriationsmodellen til en forfaldsteoretiske fortolkning af det hjemløse moderne” (s.176). Det handler altså om to former for verdensanskuelse: en rational moderne overfor en religiøs førmoderne, hvis man skal gøre det meget firkantet.

I livsverden har de religiøse erfaringer sin ligestillede ret med dem, der bygger moderne rationalitet. Man kan argumentere i den politiske offentlighed ud fra de politiske, moralske og følelsesmæssige overvejelser, man gør sig. Men, hævder Habermas, de religiøse overvejelser må anerkende, at der findes andre former for tro i et pluralistisk samfund, og derfor må disse anerkendes som ligeværdige. En religion kan således ikke afvise andre religioners legitimitet. Her trækker Habermas på den klassiske oplysningsfilosofiske tolerance, som den kommer til udtryk hos eks. Locke. For det andet må en religiøs argumentation anerkende videnskabernes autoritet, ligesom den også må acceptere “den konstitutionelle demokratiske stats præmisser, der er begrundet ud fra en profan moral” (s. 178).

Omvendt peger Habermas også på, at de religiøse erfaringer og opfattelser kan fastholde, at det kunne være anderledes - at verden ikke behøver at være et sted, hvor alting nivelleres, og at der faktisk gives grænser for menneskers behandling af verden eller kloden som disponibelt materiale - jf. klimadebatten. At der er en bedre verden mulig er også et udtryk for en negativ religiøsitet, hvor messianismen (forløsningen) bliver pladsholder for utopien om det gode samfund.

Det er en superinteressant bog, Habermas har skrevet. Desværre er den skrevet i et sprog og med en referenceramme, der vil afholde mange for at gå i dialog med den. Habermas har skrevet bogen til filosoffer og andre indforståede, hvilket er rigtig ærgerligt, fordi hans overvejelser i den grad fortjener at blive diskuteret i en bred sammenhæng, hvor vi både kigger ind i en nær fremtid med muligheder for kunstigt liv og kunstig intelligens - og klimatisk og økologisk destruktion af jorden. At forholde sig til disse mulige fremtider kræver overvejelser, der er fortrolige med filosofiens og etikkens mange refleksioner, som kan være med til - men på ingen måde bestemme - den måde vi som mennesker må forholde os til vores egen fremtid. Også på hele menneskehedens vegne. Dette sidste vil være umuligt uden et udvidet refleksionsrum, som Habermas og mange andre moralfilosoffer åbner med filosofisk og videnskabeligt informerede refleksioner.