Sig navnet Søren Telling (1895-1968), og mange - især ældre danskere - vil tænke på ham som ‘Danevirkes vogter’ eller ‘Danevirkes redningsmand´.

I en ellers seriøs kilde som Dansk Biografisk Leksikon kan man læse, at Søren Telling i 1944 via en direkte henvendelse til SS-rigsfører Heinrich Himmler skal have reddet Danevirke-voldene fra en total ødelæggelse.

I efterkrigstiden stod der også respekt om amatørarkæologen, forfatteren og foredragsholderen Søren Telling, ikke blot i nationale danske kredse, men også i det videnskabelige miljø på tysk side. Kurt Schietzel, der indtil 1988 var leder af Slesvig-Holstens arkæologiske museum på Gottorp Slot i Slesvig, fremhævede Søren Telling for at have reddet Danevirke fra yderligere ødelæggelser efter 1945.

Men Søren Telling var også noget af en fusentast, der var god til at iscenesætte sig selv - især via danske dagblade. Himmler-historien har for eksempel vist sig at være en myte. Søren Telling tegnede et skønmaleri af sine bedrifter og fortiede dybt problematiske aktiviteter, som han var involveret i. Det dokumenterer Danevirke Museums leder, Lars Erik Bethge, i en ny bog, Danevirke - Nationalisme, nazisme og dansk-tysk forsoning.

Lars Erik Bethge fremlægger i bogen beviser for, at Søren Telling var involveret i aktiviteter, som vi i dag vil kategorisere som krigsforbrydelser, og at Søren Telling derfor på ingen måde kan tillægges nogen heltestatus. I 1943 deltog Søren Telling i arkæologiske udgravninger i Ukraine ledet af SS. Udgravningerne skulle blandt andet dokumentere, at befolkningen i Ukraine havde germanske rødder, og til udgravningerne blev der brugt ukrainske krigsfanger til det slidsomme arbejde. “Flere genstridige opsætsige (krigsfanger) blev henrettet i en landsby”, som en af kilderne fortæller.

Desuden blev der foretaget plyndringer i lokale kulturskatte, og disse forbrydelser fandt sted i “en overordnet ramme, som folkemordet var forankret i”, skriver Lars Erik Bethge.

  Her kunne forfatteren dog nok være gået grundigere ind i en begrebsforklaring: Hvordan definerer vi krigsforbrydelser her i 2002 sammenlignet med 1945. Nogle lægger måske en anden værdi i ordet krigsforbrydelse end blot det faktum, at en arkæologisk udgravning er blevet gennemført ved hjælp af kirgsfangers arbejde.

Allerede i 1941 var Søren Telling involveret i evakueringen af kulturskatte fra oldtidsmuseet i Kiel for at bringe dem i sikkerhed, mens Kiel blev udsat for bombeangreb. Også til dette arbejde blev der brugt krigsfanger. Under denne aktion blev blandt andet Nydambåden bragt til Mölln.

Søren Telling var oprindeligt dansk statsborger, men blev i 1941 tysk statsborger. Fra 1935 til 1941 var han medlem af det danske nazistparti. 

Han stammede fra Randers og levede et noget omflakkende liv i sine unge dage. Telling meldte sig blandt andet som dansk frivillig til den estiske frihedskamp mod Sovjetunionen i 1919, og her blev han taget til fange af russerne. Efter at være blevet løsladt arbejdede han fra 1922 til 1926 som skovarbejder i Estland og rejste derefter tilbage til Danmark. Her fik han i 1930erne sympati for nazismen, og i 1935 meldte han sig ind i det danske nazistparti.

I 1938 flyttede han til Tyskland og blev ansat som arkæologisk assistent ved Slesvig-Holstens landsmuseum i Kiel, selv om han ikke havde nogen arkæologisk uddannelse.

I 1941, året da det nazistiske Tyskland overfaldt Sovjetunionen, skiftede han sit danske statsborgerskab ud med det tyske.

I denne artikel zoomer vi ind på efteråret 1944, da det nazistiske Tyskland mobiliserer tusindvis af kz-fanger og civile mænd til at grave pansergrave på kryds og tværs af Sydslesvig.

Meningen med den såkaldte “Friservold” (“Friesenwall”) var, at den skulle forhindre allierede styrker i at kunne trænge ind i Slesvig-Holsten nordfra og vestfra. En af pansergravene kom til at løbe langs danernes gamle fæstningsanlæg Danevirke, og store dele af Danevirke blev beskadiget under gravearbejderne.

Yderst tvivlsom
Efter krigen lykkedes det dog Søren Telling at iscenesætte sig selv som manden, der reddede Danevirke fra ødelæggelse.

Telling fortalte for eksempel vidt og bredt, at SS-lederen Heinrich Himmler personligt havde givet ham bemyndigelse til at stoppe gravearbejderne ved Danevirke. Og - sådan hed det videre - at gravearbejdet først blev stoppet og planerne derefter ændret, så centrale dele af Danevirke-volden blev reddet fra ødelæggelse.

Men den fortælling er yderst tvivlsom.

I Danevirke - Nationalisme, nazisme og dansk-tysk forsning undersøger Lars Erik Bethge især arbejdet med pansergraven i 1944 og historien om Søren Telling. Forfatteren har bevidst valgt at adskille de to fortællinger. Denne del af Danevirkes historie har i årtier lidt under, at den altid er blevet fortalt med udgangspunkt i Søren Tellings egne beretninger og dermed langt hen ad vejen på hans præmisser.

I bogen giver Lars Erik Bethge for første gang et bud på, hvor pansergraven fra 1944 forløb, og han tegner et mere kritisk billede af Søren Telling end det, vi har været vant til.

Bogen er et supplement til bogen “Danevirke - Danmarks fødselsattest og verdens kulturarv”, der udkom i 2020. I denne bog er Thyra-mytens oprindelse samt det danske stillingsbyggeri og krigsforløbene i 1800-tallet beskrevet detaljeret, og derfor kommer Lars Erik Bethge ikke nærmere ind på netop disse forløb i den nye bog.

Stærkt selektive
Tellings beskrivelser af sig selv og sine gerninger er generelt »stærk selektive og forskønnede«, skriver Bethge i bogen. I Grænseforeningens leksikon på grænseforeningen.dk kan man læse følgende:
“Søren Telling fik den idé at kontakte den ligeledes oldtidsinteresserede Heinrich Himmler, og det lykkedes Telling - i en timelang telefonsamtale - at få Himmler til via et telegram at udstede en ordre om at stoppe gravearbejdet i Danevirke”.

Disse oplysninger stammer dog fra Søren Telling selv, og ifølge Lars Erik Bethge skal fortællingen revideres.

Fakta er, at Søren Telling i slutningen af oktober 1944 som den første blandt museumsfolkene erfarede om byggeriet, og at Heinrich Himmler i efteråret 1944 havde udsendt en instruks om, at oldtidsminder og lokaliteter af stor arkæologisk betydning “i videst mulig omfang skulle skånes og dokumenteres”, men - og det er en væsentlig tilføjelse - at “slutkampen for Tyskland har den højeste prioritet”, hvis man var i tvivl.

Det efterfølgende forløb er dog mere kompliceret end den version, Søren Telling gav.

Telling orienterede sin chef, arkæologen Gustav Schwantes, tidligere museumsdirektør i Kiel og ‘statslig tillidsmand for oldsagssamlinger’, og denne bad Søren Telling om at ringe til Wolfram Sievers, der var forretningsfører for det Nationalsocialistiske Forschungsgemeinschaft Deutsches Ahnenerbe.

Det famøse telegram
Telling påstod i sine erindringsbøger, at han ringede til Himmler og kom med den kryptiske antydning, at “ham selv” var koblet med på telefonsamtalen til Sievers - og med “ham selv” mentes naturligvis Heinrich Himmler. Dette anser Lars Erik Bethge dog for værende “fuldstændig urealistisk”.

Telling fik bagefter et møde i stand med den lokale ledelse af Værnemagten, hvor han stillede med et telegram, som Wolfram Sievers sendte den 2. november 1944. I dette telegram skrev Sievers til Telling, at “Rigsfører-SS (l altså: Heinrich Himmler)… har befalet, at mindesmærker på jorden også ved de nærværende fæstningsarbejder i videst muligt omfang skulle skånes, og fund, der til dags dato er kommet frem, skal bjærges. Bemyndiger Dem hermed til at foretage alle nødvendige skridt”.

Det var dette telegram, Telling viftede med - og efter Tellings eget udsagn betød det, at gravearbejderne ikke kunne påbegyndes, bortset fra den vestlige del af Krumvolden. Derudover skulle Valdemarsmuren også skånes.

Det lykkedes dog ikke Telling at stoppe arbejdet, konkluderer Lars Erik Bethge. I begyndelsen af november 1944 begyndte de omfattende skansearbejder.

Dog lykkedes det Schwantes sammen med Telling at få værnemagten til at lægge pansergraven 40 meter syd for Danevirke i området mellem Skanse 14 og Oksevejen - altså nogenlunde i det område, hvor Danevirke Museum i dag ligger (den gamle bygning er dog netop revet ned for at give plads til en ny).

Allerede i slutningen af november var det dog åbenlyst, at der var sket “massive skader” på Danevirke-volden. Også Valdemarsmuren havde taget skade, og når tøvejret satte ind, ville der kunne ske store jordskred.

Pansergraven kom aldrig i brug. Den var anlagt omsonst, og efter Det tredje Riges sammenbrud gik arbejdet i gang med at udbedre skaderne. Arbejdet var først afsluttet i efteråret 1946. Strukturerne ved store dele af den fire kilometer lange Valdemarsmur var dog ødelagt for altid.

Efter krigen fik Søren Telling af Schwantes et ulønnet hverv som opsynsmand ved Danevirke. Han boede på Danevirke og inspicerede hyppigt voldanlægget med sin motorcykel. Med sit opbrusende væsen kom han derved i konflikt med både den lokale befolkning og med myndighederne.

I november 1945 blev Søren Telling amtssekretær i Den Slesvigske Forening (der senere skiftede navn til Sydslesvigsk Forening). Ret så bizart kunne han dog ikke blive medlem af Den Slesvigske Forening, da tidligere medlemmer af nazistpartierne ikke måtte optages. Som Lars Erik Bethge skriver i bogen:
“For kredse i Danmark og Den Slesvigske Forening vejede hans indsats for Danevirke og hans nationalistisk-danske indstilling tungere end hans nazi-fortid”.

Sammenfattende må man sige, at Lars Erik Bethges bog bringer megen ny viden på bane og sætter Søren Telling ind i et lys, som alle eksperter på Danevirke tilslutter sig. Den kan varmt anbefales.