I bogen Om børneopdragelse skrev den hollandske augustinermunk og filosof Erasmus af Rotterdam i 1529: “Mennesker fødes ikke, de dannes!” Denne dannelse er en vedvarende proces, hvilket betyder, at man ikke er som menneske; man er derimod i en bliven-til-menneske. Denne tilblivelse viser sig som det, vi gør; vores måde at gøre os til menneske på. I denne forståelse skal mennesker således ikke forstås ud fra en mere eller mindre fast essens. Det enkelte menneske bliver til hin enkelte gennem sin dannelsesproces, og denne kan i større eller mindre omfang stemme overens med det, der opfattes som normalt inden den sociale orden, den enkelte danner sig inden for.

I al pædagogisk arbejde bør man have sig dette for øjet. Man kan således ikke vurdere et barn ud fra, hvad man tror det er, men må forholde sig til, hvad barnet gør; dets handlinger eller dets måde at gøre sig på. Dette er for så vidt ikke noget nyt. I rigtig megen pædagogisk forståelse har det været en pointe, at man naturligvis ikke kan forholde sig til et barn uden hensyntagen til kontekst, situation og det enkelte barn. Børn skal mødes, hvor de er uden skelen til deres ophav eller andre kategorier, som ikke har noget med den enkelte situation at gøre.

Dette er helt enkelt og noget, de fleste inden for det pædagogiske område nok vil være enige i. Men det viser sig ofte, at den pædagogiske virkelighed og praksis ikke stemmer overens med den ideale forestilling om at møde det enkelte barn, hvor det er. Det viser sig ofte, at pædagoger handler ud fra en række fordomme eller normer, som de ikke altid er klar over, at de har. De møder så at sige børnene med en forforståelse, som ikke i tilstrækkelig grad anerkender den enkeltes særegenhed.

Den netop udgivne bog Normkritik i pædagogisk praksis, der er redigeret af Karen Liebing Madsen, Janne Jørgensen & Jacob Graack fra pædagoguddannelsen i København, forsøger at trække en række af de problemer frem i den pædagogiske praksis, hvor pædagogen ikke ser det enkelte barn, men snarere ser en kategori, der reducerer barnet til en repræsentant for denne kategori. Her bliver børn med mørk eller brunlig hudfarve behandlet anderledes end børn med lys eller beige hudfarve. Og pædagogerne er ofte hurtig til at bestemme visse børn som piger og andre som drenge, og ud fra denne skelnen forholder de sig forskelligt til dem. Og dette sker alene af den grund, at opfattelsen af en kategori for etnicitet eller køn ‘farver’ vurderingen af barnet mere end det enkelte barns handlinger - måder som barnet gør sig på. Normerne og kategorierne er ikke nødvendigvis et problem, men det bliver et problem for det første, når man ikke ser barnet frem for kategorien, og for det andet når man bruger kategorien til at privilegere nogle frem for andre.

At være normkritisk forstås i antologien som en nødvendighed for at sikre alle børn lige deltagelsesmuligheder i dagtilbud og børneinstitutioner. Når pædagoger forholder sig forskelligt til børn ud fra en række forventninger, som ikke tager udgangspunkt i det enkelte barn, så risikerer man, at visse børn ekskluderes eller presses ind i nogle roller eller positioner, som de ikke selv trives ved. En række studier har eksempelvis vist, at en del brune drenge positioneres som frække, urolige osv. hvilket så bliver en selvopfyldende profeti, da drengenes deltagelsesmuligheder herved indskrænkes blandt andet for de føler sig misforstået, når de ofte får skældud - og nogle af dem kan så finde sammen i bekræftelse af deres utilpassethed, hvilket så styrker positioneringen af dem som nogle, der bare vil lave ballade. Dette gælder ikke særligt for brune drenge, men er noget, man ser for mange andre kategorier. Børn der marginaliseres kan finde bekræftelse hos hinanden og dyrke en modkultur ift. den herskende kultur i eksempelvis en skoleklasse.

Derfor er det afgørende i den pædagogiske praksis, at man forsøger at blive bevidst om de ‘farvede forventninger’, som Laila Colding Lagermann skriver om. Men ofte er pædagogerne ikke selv klar over, hvilke forventninger de møder børnene med, da de ofte vil have en intention om at behandle alle børn lige. De har som de fleste andre mennesker en opfattelse af, at den lighed, de går ind for, også præger deres praksis i omgangen med andre mennesker. Det er derfor vigtigt, at man i det pædagogiske arbejde gør sig anstrengelser for at få øje på, om man har bestemte normer, som præger ens forventninger til bestemte ‘grupper af børn’, som kan være med til at give disse børn bestemte og måske begrænsede deltagelsesmuligheder, hvilket jo vil præge børnenes videre liv og deres nuværende trivsel. Denne selvrefleksion er det, forfatterne forstår ved normkritik.

I sit bidrag refererer Jacob Graack til Cecilie Nørgaards Han, hun hen for at definere begrebet: “Normkritik handler i al sin enkelhed om at forholde sig bevidst til normerne i den kultur, som man lever i, at undersøge dem kritisk og at handle aktivt i forhold til dem, når man synes, at det er nødvendigt” (s.46) og i Lagermans artikel hedder det, at normkritik “handler om at stille sig kritisk over for alle de etablerede normer og diskurser, der farver pædagogens praksis med børn og unge” (s.181).

Der er flere af forfatterne, som diskuterer forholdet mellem normkritik og tolerance. Og her er det en rigtig god pointe, at tolerance handler om, at nogen (med magt) giver plads til, at nogle andre accepteres. Der er altid et ulige magtforhold i tolerance. Dermed sætter tolerancen heller ikke de herskende normer til diskussion. Normerne står fast, men det accepteres, at ikke alle lever op til dem; de tåles med andre ord. Tolerance bliver dermed en bekræftelse af de herskende normer, mens normkritikken gerne vil sætte dem til diskussion, så refleksionen også kan være med til at ændre de normer, som vi/man vurderer begrænser nogle børns eller andre borgeres deltagelsesmuligheder i børneinstitutioner eller mere bredt i samfundslivet.

Bogen falder i tre dele. Den første del beskriver en række af de centrale begreber, der er definerende for normkritikken. Det drejer sig om, hvad normer er for en størrelse, og hvordan man kan forstå begrebet ‘normkritik’. Derudover beskrives begreber som ‘kategorisering’, ‘intersektionalitet’, ‘positionering’ og ‘racialisering’. I anden del beskrives forskellige målgrupper inden for det pædagogiske felt. Der ses eksempelvis på, hvordan køn, seksualitet, hudfarver og handicaps tackles i pædagogisk praksis. Endelig sættes der i tredje del fokus på, hvordan man forskellige steder har arbejdet bevidst med en normkritisk tilgang til den pædagogiske praksis.

Det er på mange måder en fremragende bog, der sætter nødvendig fokus på, hvordan den pædagogiske praksis bidrager til den dannelsesproces, hvert enkelt barn skal igennem. Pædagoger har en enorm indflydelse på, hvordan det enkelte barn er med til at forstå sig selv og sin egen verden. Derfor er det vigtigt, at det enkelte barn også kan genkende sig selv i den verden, der bliver til i de pædagogiske sammenhænge, det færdes i. Her skal det enkelte barn anerkendes og ses. Det kan være et problem, hvis pædagogen ikke forstår at forholde sig til det barn, der vælger at klæde sig imod visse kønsnormative forventninger, men har travlt med at sige, at drenge skam også kan gå i kjole. Dermed har pædagogen allerede etableret en normativ vurdering af barnets måde at gøre sig på, som forholdes til en bestemt opfattelse af drengethed. Dreng - nu med kjole, kan man sige, hvorved kjolen betydningssættes inden for en social orden, hvor den er ‘mærkelig’ eller ‘forkert’ i et ‘rigtigt’ drengeunivers.

Bogen er også rigtig god fordi alle artiklerne er godt og klart skrevet - der er krydsreferencer til andre kapitler i bogen, der er utrolig godt redigeret.

Det er også en god, fordi den er nødvendig - både i den pædagogiske praksis, hvor alle der arbejder med børn bør blive mere bevidste om, hvordan de bidrager til at forme børns dannelsesprocesser på måder, som alt for ofte udgrænser visse personer og personlighedstræk og dermed skaber meget forskellige deltagelsesmuligheder for børn.

Alt for mange børn bliver præget at pædagogers opfattelse af, om de nu er rigtige eller forkert - om de lever op til pædagogernes - og samfundets - opfattelse af, hvordan man er et normalt menneske. Der bør være meget videre rammer for, hvad der opfattes som normalt, end hvad den pædagogiske praksis anerkender gennem den måde børnenes adfærd italesættes som acceptabel eller ikke. Men også for pædagogstuderende, som er på vej ud i en praksis, hvor normer alt for let får lov til at fungere regulerende på børn, selvom det ikke nødvendigvis er det, der er formålet med den pædagogiske praksis.

Det betyder dog ikke, at bogen bare er god. For det første er den alt for gentagende. Som jeg gjorde opmærksom på indledningsvist, så handler det i pædagogiske praksis om at møde det enkelte barn. Alle måder, hvorpå dette ikke sker, bør gøres til genstand for refleksion med henblik på ændret praksis. Dette beskrives i Normkritik i pædagogisk praksis på mange forskellige måder med udgangspunkt i forskellige kategorier. Men selvom kategorierne og målgrupperne er forskellige, så er processerne de samme, hvilket gør de mange beskrivelser i bogen meget ensartede - selvom erfaringerne er hentet mange forskellige steder fra.

Det er også nogle elementer ved normkritikken, jeg savner. En mere grundlæggende diskussion af forholdet mellem normalitet og afvigelse. De fleste bidragsydere er nok enige om, at alle børn skal anerkendes med de personlige forskelligheder, de kommer med. Men er målet at ophæve forskellene, så man ikke ser dem, eller er målet, at man skal lægge mere vægt på forskellighederne. Forholdet mellem lighed og forskellighed som idealer kunne have været taget op til en mere direkte behandling. Det er fint, når det trækkes frem, at de uligheder, der eksisterer i samfundet, skal være nærværende for pædagogerne, så de kan forholde sig til socialt marginaliserede børn. Man skal ikke lade som om, der ikke er sociale uligheder i samfundet ved at lade som om, at alle børn i udgangspunktet er lige.

Men hvad skal bruge denne bevidsthed til i en samfundsmæssig kontekst? Dette savner jeg en diskussion af. Bør målet være farveblindhed - alle børn er lige - eller nuancerigdom - alle børn er forskellige? Svaret er sikkert et både og, men diskussionen tages ikke i denne udgivelse, hvilket ellers ville være nærliggende.

Et andet spørgsmål, der kun behandles perifert, er spørgsmålet om, hvordan det enkelte barn bliver hin enkelte barn. Udgangspunktet er her i samtlige bidrag, at barnet ikke er sin sociale baggrund. Barnet er ikke ‘etnisk’ et eller andet - det er i hvert fald ikke noget, der determinerer, hvem det bliver. Men omvendt - og det diskuteres ikke - så bliver børn til; de dannes gennem den påvirkning, de udsættes for. Barnet kan derfor ikke ses som et, der allerede er dannet som noget bestemt. Tværtimod er pointen jo, at det danner sig gennem måder, det gør sig til på. I denne proces er modstand, modsigelse og påvirkning en vigtig del - hvordan det pædagogiske arbejde indgår i denne proces behandles ikke.

I samfundsmæssige institutioner produceres normalitet - og at udvide grænsen for det normale er et godt ideal. Men normalitet skal til stadighed produceres, og det vil være fint, hvis vi også diskuterer denne del af det pædagogiske arbejde.

Jeg håber Normkritik vil finde et stort læsepublikum blandt pædagoger og pædagogstuderende. Og så må vi håbe at næste udgave udvider fokus, så det også kommer til at omfatte arbejdet i skole og på ungdomsuddannelserne.