Mange danskere fulgte med i dokumentaren Den sorte boks om ”Mysteriet om René”, som handlede om en ganske almindelig dansk dreng, der pludseligt konverterede til Islam i et forsøg på at skabe sig en identitet og et tilhørsforhold. Muhammad Ali Hees bog tager udgangspunkt i denne problemstilling. Muhammed blev selv født som Leon og voksede op i en dansk familie, spiste svinekød og drak alkohol og opførte sig som en almindelig dansk gut – lige indtil han blev forelsket i Fatima.

Fatima har rødder i Makedonien og er muslim. Disse to forelsker sig og stikker af for at være sammen (dette syntes som en oplagt mulighed, da hendes familie misbilligede forholdet). Egentlig lå der ingen tvang bag Muhammads valg om at konvertere; han blev rådet til dette, da dette ville mindske komplikationerne med Fatimas familie og fremme deres accept af forholdet.

Da Muhammad konverterer, føler han umiddelbart efter et stærkt tilhørsforhold i moskeen, som gør ham nysgerrig. Hvad står der i Koranen, og kan den give svar på hans mange spørgsmål til livet? Muhammad begynder at deltage i studiekredse, der reciterer Koranen og diskuterer indholdet, og herigennem finder Muhammad tryghed og mening med livet.

Langsomt indsluses han i Hizb-ut-Tahrir, der er en ekstremistisk gruppe, som ønsker det islamiske kalifat genindført. Muhammad hjernevaskes langsomt og optager en så ekstrem holdning, at selv svigerfamilien må vælge pas og se sig udenforstående. Lige indtil en dag Muhammad stilles over for nogle moderne moderate muslimer på Københavns Universitet, som modsiger hans argumenter om at forstå Koranen bogstaveligt; at man i en moderne verden må filosofere over indholdet, og se indholdet i en symbolsk betydning. Muhammad indser nu, at hans hidtidige ekstreme livsstil ikke er brugbar i en moderne verden, og han lever i dag som en moderat muslim.

Bogen er yderst aktuelt og følger strømningen i den offentlige debat vedrørende Islam og ekstremisme. Bogen tager fat i identitetsdannelse, og hvordan denne higen efter mening med livet kan føre én ad mærkelige, ekstreme veje efter søgen på svar. Muhammad kan i dag se, hvordan han blev ledt dertil, hvor han endte; hvordan Hizb-ut-Tahrir benytter sig af bestemte teknikker til at rekruttere (især) unge i søgen efter mening med sin eksistens og livet. Endvidere tager bogen fat i emner såsom fordomme blandt danskerne, hvordan den danske befolknings holdning til fremmede er med til at marginalisere unge muslimer i stedet for at hjælpe dem ad en moderat vej.

Bogen er et godt udgangspunkt til en diskussion af Hizb-ut-Tahrirs grundlag i Danmark, og hvorvidt organisationen burde gøres ulovlig i Danmark. Muhammad selv mener, at dette ville være en fejltagelse, da de unge i så fald ikke ville kunne holdes under opsyn, men at møderne ville foregå i tavshed og derved antage endnu mere ekstreme holdninger. Skal man så tale om kommunikation med en så ekstrem organisation? Man kunne lige forestille sig Pia Kjærsgaards reaktion på dette spørgsmål, men man må synes, at spørgsmålet er vigtigt. I stedet for at tage afstand til ekstremismen burde den danske befolkning måske tage kontakt til organisationer som Hizb-ut-Tahrir i stedet for at marginalisere denne. Ud fra Muhammads oplevelse må man synes, at gensidig kommunikation mellem mere moderate fortolkere af religion, og ekstremister kan skubbe ekstremisterne ad en mere moderat vej.

Endvidere er bogen medvirkende til en revision af ens eget liv. For følger vi bare strømmen? Har vi taget stilling til, hvor vore egne holdninger er grundede? Kan vi stå inde for egne holdninger? Som førnævnt lægger bogen op til flere tanker omkring vores samfund og vort eget liv. Muhammad fandt sig selv på ny og lagde hele sit liv om i en ny kontekst, men ikke alle er så stærke.