Jacques Ranciere udgav i 1987 en bog med den paradoksale titel Le maître ignorant; Den uvidende lærer. Titlen er paradoksal, fordi det almindeligvis opfattes som en lærers rolle at undervise andre i noget, de ikke i forvejen ved, men som læreren formodes at vide. Undervisning kan opfattes på forskellige måder, men ofte vil det involvere et forhold mellem en allerede vidende og én eller nogle uvidende. De sidste skal bringes til at vide. De underviste har en mangel, som undervisningen skal råde bod på. Derfor lyder det underligt med en uvidende lærer.

Men hvad er læring? Ovenfor er læring impliceret som det, der udfylder den mangel, de underviste angiveligt havde. Læring er her tilegnelse af en viden, som er defineret forud for undervisningen. Den viden, de underviste skal tilegne sig, skal fylde det hul, som manglen udgør. Det afgørende her er, at der er tale om en defineret viden og dermed også en klar forestilling om manglen.

Man kan dog spørge, om det at tilegne sig den definerede mangel er læring. Det er dette, Rancère stiller spørgsmål ved, og det gør han i en tæt læsning af en pædagogisk tænker fra 1800-tallet, nemlig Joseph Jacoto.

Jacotos opdagelse var, at man sagtens kan undervise i noget, selvom man ikke ved noget om det, man underviser i. Denne tanke førte ham frem til en række erkendelser om forholdet mellem undervisning, læring og ikke mindst frihed. Det er ikke en lærers viden om et emne, der er afgørende for elevernes læring, fordi læring handler ikke om at overføre viden fra én til en anden.

Og dette kan man også klart forstå, hvis man bare kigger på kendsgerningerne. Hvordan har det barn, der ikke er kommet i skole, lært noget som eksempelvis sit modersmål? Det har det, hævder Rancière, lært sig selv. Barnet har lært at tale et sprog ved at være opmærksom på andre sprogbrugere. Barnet tilegner sig et sprog ved at gentage andres tale uden, at der er nogen, der har forklaret et sprogs struktur, grammatik, semantik, syntaks og virkemåde.

En anden kendsgerning, Rancière trækker frem er, at en undervisers forklaringer virker selvmodsigende i forhold til det at lære fra en bog. Skolen fungerer på den måde, at børn sidder med en bog, men det, de finder i bogen, er ikke nok, hævder underviseren. Derfor er den vidende, den lærde lærer, en nødvendighed for at forklare, hvad det er barnet læser i bogen. Men hvis barnet ikke forstår ud fra bogen, hvordan og hvorfor skulle det da forstå forklaringen? Forklaringen er jo bare en oversættelse af, hvad der står i bogen.

Dette fører frem til, at det faktisk ikke er eleven, der har brug for læreren og hans eller hendes forklaringer. Det er tværtimod læreren, der har brug for eleverne for, at læreren kan hævde sin intelligens’ overlegenhed i forhold til elevernes underlegenhed: “At forklare noget til nogen er først og fremmest at vise ham, at han ikke kan forstå det selv. Forklaringen er pædagogens handling, men den er i første omgang pædagogikkens myte, lignelsen om en verden delt op i vidende og uvidende sind, modne og umodne sind, egnede og uegnede, kloge og dumme.” (s.15). Der indstiftes med denne bevægelse en opdeling eller ulighed mellem en overlegen og en underlegen intelligens.

Men alle intelligenser er fra naturen lige - og alle vil kunne lære alt gennem en opmærksom brug af sin egen intelligens, hvis den blot med sig selv erkender, at den ikke er underlegen andres intelligens. Læring består i, at selvstændige og dermed emanciperede intelligenser gensidigt agter og anerkender hinandens lighed. Den emanciperede elev er den elev, der agter sin egen intelligens i en sandhedssøgen; i en vilje til at vide. At sige, at der er noget, man ikke kan (finde ud af) er blot dovenskab mod det arbejde, der kræves for at arbejde med stoffet - uanset hvordan det måtte tage sig ud.

Dette gør man ikke nødvendigvis af sig selv. Rancière viser, at det kræver en vilje at lære, men denne vilje kan disciplineres. Så selvom læreren ikke kan og ikke skal forklare noget for eleven, så er læreren nødvendig for at anspore den lærendes vilje. Det er lærerens ordre om, at eleven skal være opmærksom og følge nogle simple instruktioner, der gør eleven i stand til at anvende sin egen intelligens til at lære. Læring er det møjsommelige arbejde med at lære et særligt sprog, som kendetegner det område eller domæne, man gerne vil lære. Læring består i at gentage det, som de, der allerede kan det særlige sprog, kommunikerer. Ikke for at lære det samme som dem, men tværtimod ved selvstændigt at tilegne sig en egen sandhed, der så kan kommunikeres videre.

Emancipationen består således i, at den enkelte ikke skal tro på, at andre har en anderledes og overlegen intelligens, og i at blive fastholdt i arbejdet med anvende egen intelligens. “Jacoto havde været lærer ved hjælp af den ordre, der havde lukket hans elever inde i en cirkel, som de kunne komme ud af alene, og han havde således trukket sin intelligens ud af spillet for at lade elevernes intelligens kæmpe med bogens intelligens. Dermed havde han adskilt de to funktioner, som forenes i den forklarende lærers praksis, nemlig den lærdes funktion og bestemmerens funktion. Dermed havde han ligeledes adskilt og gensidigt emanciperet de to evner, der står i spil i læringen, nemlig intelligensen og viljen. Mellem lærer og elev var der opstået et rent forhold mellem to viljer, et forhold, hvor læreren bestemte, og hvis konsekvens var et fuldstændigt frit forhold mellem elevens intelligens og bogens intelligens” (s.24).

Mennesket defineres som “en vilje, der tjenes af en intelligens” (s.85). Men da den emanciperede intelligens følger sin egen vej ind i viden om tingene, så kan man ikke forene intelligenser. Emancipation i Den uvidende lærer gælder kun individets, og ikke et samfunds, emancipation. Samfundet er underlagt og kan kun fungere gennem en række konventioner, som man må tilslutte sig. Hvis man gør oprør mod konventionerne gennem revolutioner, så får man blot andre konventioner, der ikke står til diskussion. Her skelner Jacoto og Rancière mellem menneske og borger. Mennesket er emanciperet, når det anerkender alles lige intelligens, mens borgerne netop ikke fuldstændig kan vælge sin egen vej. “Vi siger, at der kun findes lighed mellem mennesker, det vil sige mellem individer, der udelukkende opfatter hinanden som fornuftige væsener. Borgeren, det vil sige indbyggeren i den politiske fiktion, er derimod et menneske, der er faldet ned i ulighedens verden” (s.145).

Det er en rigtig interessant bog, Rancière har skrevet. Den peger på et grundlæggende pædagogisk paradoks: hvordan kan man gøre mennesker frie ved at underlægge dem vore forståelser, som det jo sker i skolen? Forklaringer af noget i verden er at udstede en ‘forståelse’ som en ‘konvention’, der ikke kan anfægtes. Det er op til eleven at lære og gentage denne konvention, og dermed bliver eleven en bugtalerdukke, der blot siger det, læreren har sagt i forvejen. Lærerens stemme bliver også til elevens stemme.

Men det, jeg ikke synes, Rancière får med i denne fremstilling, er den gensidighed, der kan opstå mellem mennesker, der er nysgerrige og interesserede i det samme. Den måde man gennem dialog og lytning kan berige og ændre egne perspektiver på et emne. Intelligens bliver i bogen til den enkeltes intelligens, men det er et meget snævert syn på intelligens, der gentager bevidsthedsfilosofiens opfattelse af, at intelligens er noget, der eksisterer i den enkeltes hoved - uden krop og socialitet.

Rancière følger i sin fremstilling Jacoto meget tæt og citerer ham flittigt - også så meget, at de to glider sammen til én. Selv i skrivestilen mimer Rancière Jacotos måde at skrive på. Det er ikke en bog om Jacoto, men en bog, hvor Rancière fremstiller sin egen tænkning gennem Jacoto. For mig ville det have udvidet bogen, hvis Rancière havde adskilt sig selv fra Jacoto og diskuteret hans tænkning.

Men jeg anbefaler meget, at enhver, der beskæftiger sig med undervisning, læser bogen, da den er rigtig god til at sætte refleksioner i gang over, hvad vi vil med skole, hvad undervisning er og bør være - og ikke mindst, hvordan vi forstår læring som et begreb.