De fleste kender sikkert bøgene Find Holger (Where’s Waldo?) Det kan det være meget vanskeligt at finde ham, fordi billedet i øvrigt er fyldt med distraherende figurer og ting, der i mønstre minder om Holger. Det er svært at finde ham, fordi der er så mange tilsyneladende udgaver af ham. Så, hvor er Holger?

Det lidt en tilsvarende mission bogen Muslimernes Muhammad - og alle andres af Jakob Skovgaard-Petersen er ude i. Dog med den afgørende forskel, at den ‘virkelige Muhammad’ ikke er tilstede.

Muhammad kendes ikke særlig godt, men alligevel er han blevet gjort til en væsentlig og vigtig figur i opfattelsen af, hvordan verden er indrettet og ikke mindst på, hvordan den burde og bør være indrettet.

Med figuren Muhammad gælder det, at han bliver skrevet frem af de, der kan bruge hans autoritet til noget; bruge ham til deres egne forhold. Og dette har han tilfælles med alle andre figurer, der har været betydningsfulde som inkarnationer af en særlig ideologi. Dette ikke nødvendigvis på en lusket måde, hvor der ligger et bevidst forsøg på at forføre folk med henblik på at opnå magt, selvom dette også kan være tilfældet, men der er ikke noget underligt eller mærkværdigt ved, at Muhammad spiller forskellige roller og tillægges forskellige karakteregenskaber alt efter, hvordan et samfund – evt. et religiøst samfund - forstår religionen og det samfund, som denne religion er en del af eller opfatter sig som i modsætning til.

Helte og mytiske skikkelser bruges som karakterer, man projicerer egne forståelser og opfattelser over i, så opfattelserne på denne vis bliver mere end historisk kontingente. De indgår i en særlig diskurs, kunne man med Foucault sige, selvom det vil være en sprogbrug, der ikke er Skovgaard-Petersens.

Muhammad tillægges i mange muslimske samfund en rolle, som overskrider det historiske og profane, hvilket jo netop er den måde ideologier fungerer på. De tilskrives en værdi, der kan forklare det historiske liv, alle mennesker er en del af og tager del i. Ideologier er med til at forlene tilværelsen med mening - eller i det mindste en vis orden og forståelighed, der trækker på grunde og årsager, der opfattes som overskridende af den enkeltes egen erfaringsverden.

Det er derfor også et oplysningsprojekt, Skovgaard-Petersen er ude i. Han finder og opsporer de forskellige Muhammad’er, der har sat sig mere eller mindre varige spor i historien efter den historiske Muhammads død i år “632 efter den kristne kalender - år 11 efter hijra.” (s.36) Hijra er er angivelsen af Muhammads udvandring fra Mekka til Medina, får vi at vide i en ordforklaring (s.430).

I virkeligheden er dette faktisk ikke ‘den historiske Muhammad’, men derimod Ibn Hishams Muhammad, som kapitel 1 hedder. Gengivelsen af Muhammads liv er først nedskrevet ca. 140 efter hans død af Ibn Hisham, og den har derfor også en særlig status som en ‘urtekst’ - den første Sira, som en beretninger om profetens liv kaldes.

Meget tyder på, at Muhammad for det første har levet og altså er en historisk person. Hans liv kan beskrives i forhold til en række hændelser som fødsel, giftemål og forskellige bedrifter som at opbygge en tilhængerskare og føre en række krige. Men det er ikke det afgørende, hverken for bogen eller for Muhammads ‘eftermæle’. For som Skovgaard-Petersen tørt konstaterer, så er en religion ikke “fiks og færdig, når grundlæggeren dør. Da skal den først til at formes.” (s.8) De forskellige Muhammad’er handler også om denne formning af ikke en, men af mange forskellige religioner inden for fællesbetegnelsen islam.

I forhold til den videre historie inden for de muslimske verdener er spørgsmålet, om Muhammad udpegede sig efterfølger - eller om efterfølgeren skulle udpeges på en rådslagning efter hans død. Forskellen mellem shia-islam og sunni-islam er netop grundlagt i striden om dette spørgsmål, og det har ført en hel del fjendskab og krige med sig. Dertil kommer så senere sufierne med deres forestilling om en mere direkte forbindelse til Gud, hvilket så yderligere gør historien indviklet - som historie jo er, når man kigger den nærmere efter.

Forskellen mellem shia, sunni og sufisme er dog heller ikke fastlagte størrelser, fordi de hver især også har deres egen historie, hvor Muhammad skal genbeskrives inden for de nye historiske og forståelsesmæssige horisonter, som løbende udvikler sig. Derfor giver det også mening at Skovgaard-Petersen kalder sine kapitler for De kristnes Muhammad, Shiitternes Muhammad, Sufiernes Muhammad og så videre ud fra, hvem der projiceret deres opfattelser over på ‘grundlæggeren’ islam. Men vi finder også kapitler, der anlægger vinkler, der ikke er teologiske, som eksempelvis De koloniseredes Muhammad, Danskernes Muhammad og Massemediernes Muhammad.

I hvert enkelt kapitel får man en grundig gennemgang af en række vigtige figurer og præsentationer af Muhammad inden for netop den vinkel, der er valgt i kapitlet. Skovgaard-Petersen har en utrolig indsigt i mange hjørner af fremstillinger af Muhammad, og han inddrager også gerne sine egne erfaringer som ikke-muslim. Dette kan han gøre, da han har været en central figur i håndteringen af forskellige forhold, hvor islam har spillet en rolle i Danmark. Det gælder således under Muhammadkrisen, hvor han deltog som mellemmand mellem det officielle Danmark og forskellige interessenter, der repræsenterede forskellige sider af islam - religiøse samfund og stater. Skovgaard-Petersen har også fungeret som ekspert i danske retssager, hvor spørgsmål om tro og islam har spillet en rolle, som det har været tilfælde i forskellige sager, hvor der har været rejst tiltale efter terrorloven.

Man finder ikke religionssociologiske eller andre afsnit, hvor forholdet mellem tro, religion og kirke nærmere bestemmes, selvom det er tydeligt, at forfatterne nøje skelner mellem disse forhold. Mange steder kommer han ind på forholdet mellem stat og religion, som for mange religioner kan blive temmelig intrikat, da verdslig lovgivning og religiøse overbevisninger principielt står i et spændingsforhold lige så snart stat og religion er skilt, som vi jo ser det for langt de fleste konstitutioner i dag - også i lande, der kaldes muslimske.

Skovgaard-Petersen har skrevet bogen blandt andet for at give alle en mulighed for at få en indsigt i, hvad man mere eller mindre minimalt må vide, hvis man vil tale med om islam og Muhammad. Der er alt for meget tale i det offentlige rum, der bygger på halvkvædede viser og personlige opfattelser, der ikke bunder i en viden om eller indsigt i, hvad islam er for en størrelse, hvad den betyder for forskellige muslimer eller hvad Muhammad står og ikke står for. Om det sidste kan man sige, at Muhammad ikke ‘står for noget’. Han er en mere eller mindre tom beholder, som mange forskellige har fyldt alt muligt i.

Desuden er det en vigtig pointe i forhold til den offentlige diskussion, at man prøver at adskille en teologisk diskussion fra den måde muslimer lever deres liv på; man må skelne mellem teologisk religion og levet religion. På samme måde, som man ikke kan føre en mangegenerationsdanskers liv tilbage til Biblen eller en bestemt udgave af kristendommen, kan man heller ikke forstå mere eller mindre praktiserende muslimers moralske habitus ud fra en eller anden opfattelse af Muhammad. I debatten om samfundslivet i dag er det interessante jo “vor tids muslimer og deres normer - ikke Koranen, og ikke engang nutidens islamiske teologi.” (s.421)

I den aktuelle debat er det jo helt rigtigt - men som Skovgaard-Petersen også viser, kan det bestemt også være interessant at kigge på islams og Muhammads labyrintiske historie - og på deres sammenvævning med alle andre verdensbilleder og ideologier, som løbende krydsbestøvet hinanden.

Det er en oplysende bog med mange detaljer, Skovgaard-Petersen har skrevet. Der er mange gennemgange af forskellige betydningsfulde værker, der på forskellige måder skriver forskellige Muhammad’er frem - også så mange, at bogen bliver noget gentagende. Man må dog håbe, at bogen vil blive læst - om ikke andet så i uddrag - af de mange, der gerne kaster sig ud i samfundsdebatter, hvori islam og Muhammad indgår. Så kan debatten blive både mere oplyst og mere nuanceret - og hvem ved: måske kan man ligefrem bliver klogere på hinanden og efterleve oplysningens ide om, at indsigt skaber forståelse for hinanden og gensidig respekt.

Men forestillingen om, at man kan finde ‘den rigtige’ Muhammad holder ikke stik. Men det betyder jo omvendt ikke nødvendigvis, man skal holde op med at lede. Det er vel det, religiøsitet også handler om.