Lene Andersen, der først blev kendt under navnet Jesper Knallhatt, har skrevet en bog om dannelse. Bogen er et lidt underligt produkt, der på den ene side forsøger at etablere et globalt perspektiv ud fra et fokus på EU, og på den vil det fremhæve en særlig dansk egenart, der ser ud til at være et bud, hvordan vi kan overkomme de globale udfordringer, som Danmark, EU og verden står i i øjeblikket.

Det handler langt hen ad vejen om, at mennesker skal blive ‘voksne’. Der er en klar opfattelse af, at mennesker langt hen ad vejen er børn - og at det nu handler om modning - altså en klar tænkning i menneskelig vækst. Som det hedder i bogens sammenfatning: “Dannelse er moralsk og følelsesmæssig modenhed.” Og lidt senere: “I stedet for at frarøve alle deres frihed og ansvar samt en grøn planet kan vi blive voksne.” (s.9 og 13)

Inspirationen til dette ‘nye’ og mere globaliserede dannelsessyn henter Lene Andersen primært tre steder fra: en psykologisk, en filosofisk og en historisk. Den filosofiske udspringer af oplysningsfilosofien - især den tyske. I en noget egensindig læsning af Kant, når Andersen frem til at Kants forståelse af oplysning ikke så meget skal forstås som noget kulturelt epokalt, men snarere som “noget meget tættere på ego-udvikling”. (s.47) Så når Kant skriver i sit berømte essay fra 1784 Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung?: “Aufklärung ist der Ausgang des Menschen aus seiner selbstverschuldeten Unmündigkeit”. Så forstår Andersen ikke dette som en markering af et epokalt skifte, men som en ego-psykologisk udvikling.

Det er naturligvis en spændende og interessant læsning af Kant, som kunne afstedkomme en argumenterende diskussion, da den jo står i temmelig grel modsætning mod de traditionelle udlægninger og forståelse af Kant, men måske er dette også årsagen til, at Andersen vælger selv at oversætte denne sætning fra Kant frem for at bruge nogle af de tilgængelige oversættelser. Andersen oversætter sætningen “Oplysning er, når folk forlader deres selvvalgte umyndighed.” (s.47) Her kan det godt lyde som noget, den enkelte eller folk selv vælger. Men Kant betonede menneskets udgang (des Menschen), hvilket også fremgår af oversættelsen i Slagmark, hvor sætningen er oversat: “Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.” Her er der langt mere tryk på, at dette er noget, der gælder mennesket - og at det hænger sammen med en ‘udgang’ af noget til noget andet, hvilket de fleste vil oversætte som en udvikling fra, at den menneskelige tilværelse og tænkning har været styret af fordomme og overtro til, at den skal styres af forstand, fornuft og rationalitet - altså en markering af et epokalt skifte.

Det er forståeligt nok, at der ikke er en længere diskussion af Kant i denne populærvidenskabelige (eller måske snarere politiske) bog, men at gøre argumentationen helt overflødig gennem sjusket oversættelse, virker meget betænkeligt.

Den historiske inspiration af, hvad det vil sige at være ‘moden’ i dannelsesmæssig forstand hentes hos Grundtvig og hans indflydelse på ‘folkedannelsen’. I den nationalromantiske bevægelse bliver danskerne samlet til et folk med et fælles sprog, en fælles historie og en fælles kultur. Det er nationsdannelse, der fører til etableringen af de moderne stater/lande, som vi kender i dag - og som jo er stærkt udfordret af globaliseringen.

Lene Andersen fremhæver dog også en anden bølge af folkeoplysning, som påbegyndes med George Brandes, og som bliver kendt som kulturradikalismen. Denne er på mange måder en udløber af oplysningstiden med sit opdaterede begreb om rationalitet og realisme. Kulturradikalismen lægger vægt på, at alt kan diskuteres og alt kan tages op til debat.

Ud fra denne sammentænkning af en romantisk og en oplysningsorienteret bevægelse efterlyser Andersen nu en bølge tre: ‘folkeoplysning 3.0’. Dette lyder som en god ide, men det er også en meget løs og bred ide, der efter denne anmeldelsers undermineres af den tredje fundering af dannelsestænkningen - nemlig udviklingspsykologien.

Andersens begreb om dannelse er grundlæggende ego-psykologisk og hentes hos Robert Kegans fasemodel efter hvilken en sund udvikling af menneskets psyke - mentale tilstand - udvikles i fem faser. De to sidste faser handler om, at man bliver udviklet til en voksen, der er i stand til at ‘forfatte sig selv’ - at udvikle egne normer og værdier, som det hedder om fase 4. I den femte fase er mennesket i stand til at overskride sig selv og har udviklet holistisk tænkning.

Disse faser kan naturligvis metaforisk oversættes til en kulturhistorisk udvikling, hvis man har en trang til at se udviklingen fra umælende baby til selvoverskridende personlighed (med kunstnerisk eller filosofisk islæt) som en ontogenetisk spejling af en fylogenetisk udvikling af universet - altså udvikling fra primitivt samfund til metamoderne komplekse samfund.

Det virker dog ikke særlig overbevisende, men trækker faktisk i retning af en eurocentrisme, som Andersen også delvist erkender i begyndelsen af bogen. Men dannelsesbegrebet er jo udviklet i Europa, så det er der ikke noget at gøre ved. Og Danmark har jo også en særlig placering her - netop med Grundtvig og Brandes, som gør, at danskere er mere innovative end andre.

Lene Andersens bog handler ikke i nogen traditionel forstand om dannelse. Det er primært et indlæg for en tænkning, som dels tænker videre i et europæisk fællesskabstanke, hvor vægten ligger på det innovative. Det handler om, at mennesker skal blive modne og forlade deres barnlige stadie, så vi kan tage udfordringen med globaliseringen op på et informeret grundlag. Det er ikke nogen dårlig ambition - og jeg tvivler på, at der er mange, der vil modsætte sig. Men bogen bidrager ikke til en grundlæggende forståelse af, hvad det har med dannelse at gøre.

Andersen oversætter det meste af det, hun observerer - og læser - til en udviklingspsykologisk grundmodel, men der er ingen eller kun få overvejelser over, hvad en sådan oversættelse betyder. Og det gør det heller ikke nemmere at sluge, når hun opstiller en temmelig karikeret ‘virkelighed’ som modbillede på det, hun ønsker. Det sker, når hun eksempelvis beskriver den danske skole som “reduceret til PISA og andre test, til målbare indikatorer, til konstant konkurrence og til læringsfabrikker, der ikke producerer andet end en konkurrencedygtig arbejdsstyrke”, der udsulter vores ånd.

Man kan nok beskylde skolen for i for høj grad at være bestemt af læringsmål, men Andersens beskrivelse vidner om, at hun ikke har noget som helst kendskab til skolen, som den bedrives i dag - og hun har ikke blik for, hvordan skole forvaltes på et utal for af forskellige måder.

Dannelse. At blive et større menneske er på mange måder en bog, der har et agtværdigt sigte om at forberede børn, unge og voksne på at tage klima- og globaliseringsudfordringer op. De historiske og filosofiske gennemgange, som skal inspirere den call to action er dog langt hen ad vejen tvivlsom og bygger på nogle alt for lette spejlinger af en ego-psykologisk udvikling, som er svær at se som et ideal for dannelsen, hvis man skal tage dannelsesbegrebet og dets historie bare nogenlunde alvorligt.