Da mørkemænd og ondskabsfulde kræfter, der vist ikke kræver nogen nærmere introduktion (I ved selv hvem I er - og I skal fortsat skamme jer), fik lukket Radio 24/7 var det at sammenligne med et ungt menneske, der i 1770’erne umiddelbart efter at have læst Den unge Werthers lidelser kastede sig i døden – for et liv uden Den korte radioavis var jo nærmest ubærligt.

Et lille håb dæmrede da nyheden om at Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørshom og Rasmus Brun ville dukke op i forestillingen Sommer på Birgitø, der efter planen skulle kunne opleves på Teater Bremen her i foråret 2020, men takket være manglende kinesisk madmarkedshygiejne og en forkærlighed for at æde sig en pukkel til i ferske flagermus, så blev der sat en brat stopper for den fornøjelse.

Alt håb syntes ude.

At Mette Fredriksen og hendes slæng af medløbere skulle forhindre os i at more os i selskab med Kisser, var ligesom at betragte en partybus, der hastigt bevæger sig væk fra dig, ud i nattens mørke, umiddelbart inden den iskolde regn gennembløder dig og du opdager at du havde glemt alle dine indkøb på førnævnte partybus.

Som sendt fra himlen er derfor Det har jeg altid sagt. Den første reelle biografi om Kisser, skabt i samarbejde med Rasmus Brun. Hr. Rasmus Bruun var jo en af de mange medarbejdere som Kisser havde i sin tid på Radio 24/7. En tid der for alvor gjorde hende til et højt elsket folkeeje. I dette skelsættende værk får læseren et unikt blik ind i Kissers liv, fra hendes spæde barndom lige indtil arbejdet på sandhedsmediet Den korte radioavis og selvsagt også grunden til hvorfor hun frivilligt valgte at drage i eksil på Birgitø, den privatejede ø, som kun Kirsten Birgit kender koordinaterne til.

Vi gribes af fortællingen om barndommen i Søften, der ud over levende skildringer af forholdet til faderen, Jens Birgits, handler om livet på familiens gård. Blandt andet får vi historien om hvordan Kirsten modigt reddede sig ud af gylletanken som hun var faldet ned i. En situation der godt nok kostede en af karlene på gården livet, men som til gengæld var med til at forme vor unge heltinde helt fra barndommen.

Læseren får anekdoter fra skoletiden, fra gymnasiet og senere fra journalisthøjskolen og det vilde liv i Århus by Night. Læseren får kendskab til alle de spændende mennesker, der i løbet af årene har krydset Kissers liv. Undervejs hører man også om alle de banebrydende ordsprog og ting vi alle benytter i hverdagen som Kirsten har opfundet. Læseren inviteres overraskende nok også helt ind i soveværelset, hvor Kirsten åbenhjertigt fortæller om alle mændene og kvinderne i sit liv. Om hvordan Kirsten har inspireret mange af de hun har mødt til at virkeliggøre deres drømme, skrive sang der gjorde dem berømte, og meget, meget mere.

I det hele taget er det en bog der damper af (k)ærlighed, erotik, spænding, eventyr og alt sammen fortalt på Kissers karakteristiske, hylende morsomme, kloge og sexede måde. Læseren bliver inviteret indenfor i Kirstens liv og får lov til at følge med på mange af de journalistiske opgaver hun har været på. Fra borgerkrigen i Rwanda, til den situation der næsten havde kostet Kirsten livet da hun som udsendt som krigsreporter i Grozny måtte kæmpe for sit unge liv. Vi hører om tiden på DR. Vi hører om tiden på TV2. Vi hører om tiden på Ritzau og andre medier. Der kastes også lys over de tidspunkter, hvor Kirsten tilsyneladende havde trukket sig tilbage fra offentligheden og får at vide hvad der skete i disse mørke perioder af hendes superinteressante liv. I det hele taget, er der ikke noget som er hverken helligt eller hemmeligt, for hvis Kisser er noget, så er det et ærligt, redeligt og ikke mindst et virkeligt ordentligt menneske.

Til gengæld kan det godt irritere Kapellets anmelder, og selvudnævnte ’number one fan’ af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørshom, at Rasmus Bruun, der skal forestille at være den kritiske journalist, som har sat sig for at tage spaden frem for at grave ned i Kissers fortid, konstant synes at forholde sig kritisk til de udtalelser bogens smukke hovedperson kommer med. Det føles nærmest som en slags karaktermord, idet læseren konstant skal forholde sig til denne sensationshungrende skribents personlige (og kedelige) holdninger og alle de neuroser, som han blotlægger undervejs. Det er måske den væsentligste anke mod Det har jeg altid sagt.

At Hr. Rasmus Bruun konstant søger efter noget der, som han skriver ”gør rigtigt ondt”, i Kissers liv er muligvis noget han har lært under sit eget tvivlsomme ophold på en journalisthøjskole, der bestemt har ændret sig til det dårligere siden Kissers tid. At han konstant plager hende med at ville finde frem til denne smerte forekommer nærmest som et decideret overgreb på vores elskede Kisser. Leave Kisser alone, Rasmus!

Når Hr. Bruun så samtidigt skal fylde siderne med sit politisk korrekte ævl og bævl om hvad han mener og tænker, er i Kapellets optik helt unødvendigt. Det samme er mandens sindssyge og helt igennem grundløse anklager om at Kirsten Birgit under sit ophold på Birgitø er blevet forvandlet til en slags monstrøs skabning. Det er jo himmelråbende tåbeligt og injuriesagen venter lige om hjørnet, Hr. Rasmus Bruun. Det er jo helt tydelig for enhver, der har opholdt sig i nærheden af en bog, at Hr. Bruun udelukkende forsøger at trække tiden ud og fylde det antal sider han letsindigt har lovet forlagsredaktøren på People’sPress ved at copy/paste passager fra Bram Stokers verdensberømte vampyrroman ind i hvad der kunne være endt som en ellers saglig og lødig fortælling om en af dansk journalistiks, måske dansk histories, allervigtigste og mest spændende kvinder. Han burde i stedet have skrevet sig selv helt ud af denne bog og fokuseret på at lade Kirsten Birgit komme til orde.

Selv om de, i Kapellets optiks, alt for lange passager med Hr. Rasmus Bruuns paranoide tvangsforestillinger ikke hører hjemme i en bog, der slet ikke burde handle om ham (er det måske Hr. Rasmus Bruun der er et stort, flot billede af på forsiden? Nej vel! Det er jo Kisser!), så har læseren heldigvis stadig masser af ord fra Kissers egen mund. Ord og gerninger, der med sikkerhed vil blive nogle som alle i Danmark kommer til at kende som mundheld og sandheder i de kommende år. For selv om Kisser har trukket sig tilbage på Birgitø så lader hendes rolle som samfundsrevser, profet og frontkvinde sig ikke fornægte. Så skynd dig ud og få fat i et eksemplar af Det har jeg altid sagt - den vil med garanti – lige som Kissers mange fornuftige investeringer som hun også nævner i bogen – sikkert blive et uvurderligt samlerobjekt i løbet af ganske kort tid.