Fodboldligaerne ruller igen, og sommerferiens akutte abstinenser er tilfredsstillet. Michael Cox’ fremragende bog om skabelsen af moderne europæisk fodbold gør læseren klar til en ny sæson.

29. maj 2019 kvaste London-klubben Chelsea lokalrivalerne Arsenal med 4-1 i Europa League-finalen på Baku Olympic Stadion i Aserbajdsjans hovedstad. Tre dage senere besejrede Liverpool FC en tredje London-klub, Tottenham Hotspur, 2-0 i en lunken Champions League-finale på Wanda Metropolitano i Madrid. De to finaler var den hidtidige kulmination på det seneste turn i europæisk fodbold: Sportens ypperste aktører er atter samlet i boldspillets hjemland, og det mest innovative spil udvikles her i et mix af indtryk fra de seks andre europæiske hovedlande, Holland, Italien, Frankrig, Portugal, Spanien og Tyskland.

Den britiske journalist Michael Cox, fodboldtaktikkens connaisseur, har skrevet en fremragende pageturner om spillets teoretiske udvikling gennem næsten tre årtier og påviser, hvordan avantgarden skifter successivt mellem landene med en monoton frekvens på fire år.

Cox er en feinschmecker ud i fodboldens kringelkroge og med sin underholdende og tempofyldte stil cementerer han her sin position som en af fodboldkulturens unge stjerner. En veritabel opblomstring af genuin fodboldlitteratur ser i disse år stadionprojektørens lys, hvor indsigtsfulde analytikere og pundits kyndigt guider igennem vildnisset. Blot for at nævne lidt i flæng, så har Gillem Balague, Jonathan Wilson, Uli Hesse, Graham Hunter, Sid Lowe, David Winner og Alessandro Zauli alle skrevet så gode og kloge bøger om moderne fodbold, at det er blevet et intellektuelt overklassetegn at godte sig med denne grønsværslekture.

Rundtur i Europa Moderne fodbold startede ifølge Cox i 1992 og havde Holland som kransekagefigur. Hollandsk fodbold blev defineret i 1970’erne af Rinus Michels pågående ”totalfodbold”, hvor kollektivet opererede flydende i banens rum, så de taktiske positioner på holdkortet konstant blev gjort dynamiske. Kontaktpunktet mellem individ og kollektiv blev et kendetegn for hollandsk fodbold, personaliseret i spilfilosofien hos Johan Cruyff og Louis van Gaal, og Cox viser, hvordan deres gensidige kontroverser udviklede den bedste fodbold i starthalvfemserne – Cruyff som træner for FC Barcelonas Dream Team, van Gaal for de finurlige ”youngsters” i Ajax Amsterdam. Taktisk fokuserer hollandsk fodbold på ”rum” – at åbne banens rum ved besiddelse af bolden, at lukke banens rum, når den er tabt. Rummet åbnes ved positionsskift og hurtig boldomgang, mens det lukkes ved aggressivt pres.

15. december 1995 blev ”Bosman-dommen” vedtaget, en dom, der dels sikrede, at spillere kunne skifte klub på fri transfer ved kontraktudløb, dels at klubberne kunne erhverve så mange spillere med EU-nationalitet, som de ønskede (før var grænsen blot tre). Det bevirkede øget internationalisering, og første land, der blev magnet for stjernerne, var Italien, epicenteret i Cox’ kronologi i perioden 1996-2000.

Italiensk fodbolds normstyrende princip var – og er – ”vind for enhver pris”, hvilket særligt ses i den kontroversielle taktik om ”catenaccio”, en ekstremt defensiv taktik, hvor to stoppere primært mandsopdækker deres direkte modstander, mens en sweeper supplerer fra en tilbagetrukket position. I perioden nyskabes italiensk fodbold med fokus på taktisk fleksibilitet, fysisk styrke og fremtrædende aktioner af verdensklassestjerner. Alt er dog ikke harmoni i denne periode. Italiensk fodbolds traditionelle juvelposition, trequartista – den offensive, kreative midtbanespiller – var på tilbagegang. Fabio Capello brød sig ikke om spiltypen, og det gik udover starthalvfemsernes store stjerne, Robert Baggio, men Capello måtte senere omvende sig, da Francesco Totti uundgåeligt blev spillets dirigent i AS Romas offensive fodbold. Capello står som denne periodes eksempel på en træner, der må opbløde sin insisteren på taktisk fokus, fordi spillernes individuelle kvaliteter kræver justeringer.

Fransk klubfodbold har aldrig brilleret, men 2000-2004 blev landsholdets år, hvor det multikulturelle samfund fik sit synlige aftryk i Les Bleus. VM-titlen på hjemmebane i 1998 og den meget overbevisende sejr ved EM-turneringen i Holland og Belgien i 2000 blev sikret ved hjælp af teknisk overlegenhed fra superstjernen Zinedine Zidane, ekstrem speed i angrebet fra folk som Thierry Henry, Nicholas Anelka og Sylvian Wiltord, samt agtpågivenhed fra defensive midtbanespillere som Didier Deschamps, en såkaldt ”vandbærer”, der tempererede den angrebsivrige fodbold. De franske tendenser spredte sig til Spanien via Zidane og Makéléles indtog i Real Madrid og de franske træneres succes i Premier League. Alligevel var det landsholdets omfangsrige succes, der definerede den franske epoke.

Den portugisiske dominans i 2004-2008 blev indledt, da FC Porto i 2004 med José Mourinho som træner vandt Champions League på næsten mirakuløs vis, mens landsholdet samme år var snublende tæt på at vinde EM på hjemmebane. Mourinhos væsentligste bidrag til spillets udvikling er nok optimeringen af forberedelsesfasen, hvor et stort team af assistenter gør holdet klar til kamp. Den fallerede træner, Andres Villas Boas, var protege for Mou i flere år og forfinede analysen af modstanderholdet, som resulterede i bibeltykke rapporter, som spillerne gennemtærskede inden kampene. Med årene blev resultatet dog destruktivt, hævder Cox, fordi de grundige analyser førte til et taktisk oplæg alene baseret på det andet holds præmisser. Afsnittet om Portugal er nok Cox’ mindst sprudlende, måske fordi figurerne – på nær Mou og Ronaldo – er knapt så interessante, og fordi Portugals dominans er mindst iøjnefaldende, sammenlignet med de andre udvalgte epokers ledestjerner.

Skal man udråbe ét hold til det bedste i moderne tid, så falder valget hurtigt på FC Barcelona, som det så ud i slutningen af 00’erne. Pep Guardiolas tropper var en homogen trup af midtbanespillere, der kunne distribuere bolden rundt i små trekanter i deres kendte tiki-taka-stil, så modstanderne ønskede sig langt væk. Denne form for radikal ”possession football” blev hyldet unisont af fodboldens iagttagere og har inspireret lige siden. Spillere som Xavi Hernándes, Andrés Iniesta, Sergio Busquets og Cesc Fàbregas var alle uddannet på Barcas berømte akademi, La Masia, og de tog spansk fodbold til nye højder i storhedstiden fra 2008-2012, hvor de dels vandt tre landsholdspokaler på stribe, dels regerede enevældigt i Europæisk klubfodbold. Pep kunne lide midtbanespillere, og med en vanvittig magtdemonstration vandt holdet VM for klubhold over brasilianske Santos i en 3-7-0-opstilling. Uhørt.

Cox forklarer, at ethvert fodboldland har en hævdvunden kliché, som klæber sig til spillerdragterne. Italien er defensive mestre, Holland virtuose, England direkte, mens Tyskland er effektive. Selvom klicheer kan være ondsindede vandrehistorier, så har karakteristikken af Die Manschaft noget for sig. Selvom de var de nye darlings mellem 2012 og 2016, kronet med verdensmesterskabet i Brasilien i 2014, så var de gamle, effektive dyder stadig vigtige. Tysk fodbold handler om overgange. Overgangen mellem at være i boldbesiddelse og være forsvarende – og omvendt. Den karismatiske Jürgen Klopp førte arbejderklubben Borussia Dortmund til stor succes med sit tempofyldte spil baseret omkring gegenpressing, hvor det væsentligste angrebsmønster er en hurtig tilbageerobring af bolden højt oppe på modstanderens banehalvdel. Klopps fokus på presspil og vertikalitet – afleveringer mellem kæderne – var afgørende for Dortmund og Tysklands succes, for Joachim Löw tog nemlig dele af taktikken med på landsholdet. I denne periode var Guardiola skiftet til FC Bayern München, og det tyske landsholds nye udtryk kan derfor ses som et mix af tysk tradition og spansk import.

Profetisk afrunder Cox med at kalde 2016-2020 for Englands periode. Men han bemærker også, at betegnelsen er problematisk. For nok er Premier League igen dominerende internationalt, men ingen af de store hold har engelske trænere, og deres taktiske dispositioner er klart kontinentale. Englands fine resultat ved VM i Rusland sidste år gav dog enormt rygstød til Gareth Southgates projekt med Three Lions, og hvis han kan bringe trofæet hjem til øerne ved næste sommers EM, så kan man for alvor tale om, at fodbolden er kommet hjem.

Forrige anmeldelse
« Udenfor skinner solen – en re... «

Næste anmeldelse
» GETAWAY »

Flere sagprosaanmeldelser