Der findes et væld af indføringer i forskellige fags metoder, problemstillinger, grundlæggende videnskabsteori med mere, men Metodekogebogen fra U Press er alligevel noget særligt. Dels fordi den favner så ekstremt bredt, som den gør, dels fordi den har et meget konkret og applicerende perspektiv. Begge dele må ses som både styrke og svaghed.

Bogens redaktører, Mie Femø Nielsen og Svend Skriver, har samlet en relativt stor skribentgruppe til at forfatter bogens 130 artikler. Artiklerne er inddelt i 12 forskellige grupper, som repræsenterer fagområder eller fagtilgange under samfundsfag og humaniora. De fleste metoder beskrives på mellem to og seks sider og følger alle en fastlagt struktur, hvor metodens ophav, dens fremgangsmåde, den styrker og svagheder og eventuelle faglige uenigheder beskrives. Desuden gives der konkret eksempel på ”sådan gør du”, som netop giver artiklerne det dér kogebogsagtige format. Som en håndsrækning er alle artikler udstyret med to karakterer fra et til tre, som angiver, hvor megen tid man må forvente at skulle bruge, samt hvilken sværhedsgrad den enkelte metode har.

Som nævnt er bogens styrke ”sådan gør du”-delen. I nogle artikler, som fx Netværksanalyse/Relationer i sociale netværk/Social Network Analysis af Mie Femø Nielsen får vi præsenteret et udførligt tolv-trinsprogram for analysen (desuden rummer punkt ni, ”analysér de indsamlede data”, tyve (a-t) underordnede spørgsmål, man kan overveje!). Det er altså en relativt omfattende indføring. Andre gange gøres det mere sparsomt, nogle gange oplistes helt ned til fire basale trin – fx artiklen Performativ biografisme af Svend Skriver. Der er altså en betydelig variation i artiklernes informationsomfang, men det mærkelige er, at det ikke altid er givet, at de korteste artikler er de mindst konkrete. Nogle lange indføringer kan enten være så specifikke eller forfalde til så overordnede principper, at de virker vanskelige at applicere.

Selv ved jeg mest om de humanistiske tilgange, som fylder bogens anden del. Her finder jeg generelt indføringerne gode og præcise, men mit gæt er også, at de fleste læsere vil højne udbyttet ved en trial-and-error-tilgang, hvor læsningen af en metode og forsøget på at anvende den må justeres løbende gennem en spiral proces. Med andre ord er metoderne ofte så koncise, at det ikke står fuldstændigt klart, hvad man skal gøre i anvendelsen. Naturligvis vil der være et learning-by-doing-element i det her, men det quick-fix, som bogen selv ligger til op til at være, er den nok alligevel ikke helt.

Alt i alt er Metodekogebogen en spot-on bogudgivelse, der rummer mange interessante artikler, og som alene ved sin pluralisme kan stimulere til at arbejde med analyser af alle mulige slags. Meget vedkommende udgivelse.