Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Dialogbaseret undervisning / Michael Bang Sørensen og Mikkel Risbjerg / 136 sider
Columbus. ISBN 9788779704343
Anmeldt 11/12 2018, 17:04 af Ove Christensen

Dialogcirkler


Dialogcirkler

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er en tendens til at tænke læring som noget, der foregår individuelt. Læring forbindes med udviklingen af den enkeltes kognitive kapacitet. Historisk set er undervisnings- og uddannelsessystemerne også udviklet med henblik på den enkeltes udvikling, også når undervisning foregår på et hold eller i en klasse. Her er grupperingen af dem, der skal undervises, mest af alt en praktisk foranstaltning, der skal sikre en mere effektiv udnyttelse af underviserne, der jo lige så godt kan tale til mange frem for til (eller med) hver enkelt.

Denne individualiserede tilgang til læring står dog ikke fuldstændig uimodsagt, selvom den har været meget dominerende. Forskellige reformpædagogiske bevægelser har peget på behovet for andre tilgange. Disse bevægelser har dog de seneste mange år været trængt i defensiven, og der er blevet vrænget af dem blandt andet af den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der meget nedladende talte om ’rundkredspædagogik’, dog uden at vide noget som helst om, hvad der kunne ligge i den betegnelse.

Lige præcis rundkredspædagogikken er ved spirende at få en renæssance gennem en øget interesse for læringsfællesskaber, hvor forestillingen er, at man lærer i fællesskaber. En særlig aftapning af denne interesse for læringsfællesskaber får man præsenteret i bogen Dialogbaseret undervisning, der har den meget sigende undertitel: Om bæredygtige læringsfællesskaber i individets tidsalder. Bogen er skrevet af to undervisere fra Det frie Gymnasium: Michael Bang Sørensen og Mikkel Risbjerg.

Bogen præsenterer og eksemplificerer den metode, de kalder for ‘dialogcirklen’, som er inspireret af amerikanske ‘discussion-based-classrooms’. Dialogcirkler fungerer på den måde, at faglige emner diskuteres blandt elever, der konkret sidder i en cirkel og kan se hinanden i øjnene, mens læreren fungerer som facilitator, der kan stille åbne spørgsmål for at holde diskussionerne i bevægelse og fungerer konstruktivt som et læringsfællesskab. Det sidste blandt andet ved at håndhæve reglen om, at man behandler hinandens indlæg respektfuldt. Men læreren er ikke den, der skal bedømme elevernes forskellige bidrag, og læreren må ikke fungere som ‘sandhedsviden’, som forfatterne flere gange gør opmærksom på.

Dialogcirkler skal struktureres stramt og styres ud fra fire forskellige orienteringer, som det er lærerens rolle at sørger for bliver inddraget i det omfang, det skønnes at være givende for elevernes læring og udvikling. De fire retninger er:

- Identifikation
- Udsyn
- Metode
- Værdigrundlag (s. 21)

Diskussionerne tager typisk udgangspunkt i at skabe identifikation mellem det faglige felt eller emne og eleverne. Dernæst er det vigtigt at undersøge feltet: hvad er det, hvad består det i osv.? ’Metode’ handler om, hvordan man kan undersøge et felt, og værdigrundlag for holdninger skal også inddrages i diskussionerne.

Det er vigtigt, at alle elevernes bidrag ses som værdifulde og ligeværdige, hvilket bidrager til at eleverne også lærer, hvad det vil sige at indgå i heterogene fællesskaber, hvilket af forfatterne betragtes som et væsentligt dannelseselement.

“Dialogbaseret undervisning er en metode, der tager udgangspunkt i den banale konstatering, at individet ikke er en isoleret ø, og at en velfungerende - og faglig dygtig - samfundsborger skal kunne indgå konstruktivt i fællesskaber, der ikke nødvendigvis er homogene” (s. 49)

Bogen gennemgår metoderne og fremhæver også betydningen af tavshed, der netop sikrer, at læreren ikke tager ansvaret for, hvad der skal ske; dette overlades til fællesskabet, som gennem processen modnes at lærer at tage ansvar. Det er dog også lærerens opgave at introducere et emne og sætte cirklen i gang.

Bogen består af en lang række af eksemplificeringer af, hvordan man kan bruge dialogcirkler, og der ligger mere eller mindre færdige forløb i bogen (’Plug and Play’), man kan sætte i gang. Forfatterne viser også, hvordan metoden kan anvendes som en skrivedidaktik, hvor cirklen dels anvendes til kollektiv igangsætning af skriveprocesser hos de enkelte elever, og også kan bruges som en effektiv måde at lave peer-baseret formativ og summativ feedback.

Der er tale om en rigtig god brugsbog med masser af virkelige eller virkelighedsnære eksempler, så man kan som lærer faktisk tage bogen og bruge som en inspirerende introduktion, hvor man kan følge bogens forløb skridt for skridt.

Der er dog også noget, der generer denne anmelder.

For det første er selve titlen Dialogbaseret undervisning misvisende. ”Diskussionsbaseret undervisning” eller ”Dialogcirklen” havde været mere korrekt. Der er en lang tradition for ‘Dialogbaseret undervisning (og læring)’, og denne tradition inddrages ikke i bogen, selvom en af de store, nemlig Olga Dysthe nævnes. Principperne og formålene i ‘dialogbaseret undervisning’ er nogle andre end dem, der gælder for dialogcirklen, selvom der også er et vist sammenfald som ‘demokratisering af læringsrummet’, ‘elevstemmer’, ‘peer-to-peer-læring’. I ‘dialogbaseret undervisning’ arbejder man med mange andre facetter af dialog, end det gælder ‘dialogcirklen’. Desuden er ’dialogbaseret undervisning’ langt mere rettet mod det, man kan kalde faglig læring og altså er en metode til at konstruere viden om et givet emne/felt.

Det forekommer også underligt, at der ikke er en diskussion af begrebet ‘læringsfællesskaber’, hvor der også findes en lang tradition for teoretisk at arbejde med dette. Læringsfællesskaber reduceres i bogen mere eller mindre til ‘praksisfællesskaber’, hvilket faktisk forekommer en anelse misvisende, da begrebet egentlig ikke er rettet mod fællesskaber af elever, men fællesskaber af praksisudøvere. At man kan overføre en række bestemmelser fra begrebet er dog indlysende. Men set i et begrebshygiejnisk perspektiv så forekommer det misvisende.

Den russiske tænker Bachtin inddrages - og citeres flere gange - men der gøres ikke brug af hans udfoldede begreb om dialog (den dialogiske forestillingsevne), som er langt mere grundlæggende end det dialog-begreb, der anvendes i bogen. Bogen forekommer i det hele taget rimelig tynd, når det kommer til den teoretiske fundering, hvilket selvfølgelig også er i orden. Kritikken i denne anmeldelse retfærdiggøres (af anmelderen selv) ved, at der henvises til teoretikere i bogen, og der er forsøg på teoretisk argumentation i bogen. Denne er dog ikke på et akademisk niveau.

Hvis man ikke er interesseret i den akademiske diskussion, er der tale en om god og inspirerende bog, der peger på et helt konkret behov, nemlig at få gjort op med den kraftige individualisering af elevers læring eller af læringsbegrebet generelt. Læring foregår langt hen ad vejen som sociale aktiviteter i faglige fællesskaber, fordi elevens kobling til det faglige stof handler om at danne mening ud fra ens egen tilværelse i samspil med det sociale fællesskab og den kontekst, som skole og undervisning udgør.

Der er “et behov for en ‘afindividualisering’ og refokusering på, at de bedste ideer og den mest grundige tænkning opstår i det, vi vil betegne som ‘bæredygtige læringsfællesskaber’. Kunne man ikke forestille sig, at noget af svaret ligger i at undersøge en mere socialt bæredygtig tilgang til høj faglighed og dannelse, hvor udgangspunktet ikke er individet, men fællesskabet?” (s. 11f)

Anmelderen nikker kraftig!

793
Forrige anmeldelse
« Olsen Banden «
Næste anmeldelse
» Den protestantiske etik og kapi... »