“Denne bog skulle egentlig have været skrevet af en franskmand, en nordmand, en litauer eller en kroat”. Det skriver Klaus Kellmann i forordet til sin bog Dimensionen der Mittäterschaft - - Die europäische Kollaboration mit dem Dritten Reich, der er udkommet på det tysksprogede akademiske forlag Böhlau.

Bogen handler om kollaborationen i 24 europæiske lande i de år, hvor det nazi-tyske rige på bestialsk, røverisk og uhørt aggressiv vis terroriserede for det meste helt uskyldige lande på kontinentet.

Underforstået: Bogen skulle egentlig være skrevet af en forfatter eller forfattere, der ikke var tysker. Det kan man være tilbøjelig til at give ham ret i, for så havde man nok fået en lidt mere nuanceret fremstilling.

Klaus Kellmann er historiker og var i 30 år rådgiver i Slesvig-Holsten inden for den særlige tyske disciplin, der kaldes for “Politische Bildung” - begrebet kan oversættes til “politisk dannelse” og dækker over en pædagogisk indsats - man kan kalde det “opdragelse” - der skal gøre borgeren i stand til at udvise tolerance over for anderledes tænkende og sætte vedkommende i stand til at forholde sig kritisk til tendenser, udviklinger og ytringer i det politiske liv - så at sige styrke det selvstændigt og kritisk tænkende menneske i civilsamfundet og i forhold til den offentlige politiske debat.

På bogens 666 sider gennemgår Klaus Kellmann kollaboration, der under Anden Verdenskrig foregik i en række lande med Det Tredje Rige. Det dækker over et samarbejde med Nazi-Tyskland på såvel et administrativt, politisk, militært og økonomisk plan.

Begrebet statskollaboration betegner samarbejdsregeringer, som blandt andet fandtes i Danmark, Frankrig og Böhmen-Mähren. Her samarbejdede regeringerne med den tyske besættelsesmagt med det formål at beholde så megen national selvbestemmelse, som det under de vanskelige vilkår var muligt. De tilpassede sig den autoritære styreform med et vigtigt argument: At beskytte egen befolkning mod det tyske terrorregimes overgreb.

Begrebet ideologisk kollaboration betegner de nationale nazistpartier, der havde som mål at komme til magten eller få del i magten med støtte fra den nazityske besættelsesmagt. Det gjaldt for eksempel DNSAP i Danmark.

Især i Østeuropa var kollaborationen etnisk begrundet, når de nationale grupper ønskede løsrivelse fra et centralstyre. Derudover var der naturligvis en kollaboration, der var økonomisk betinget.

Til Tyskland af nød
I afsnittet om Danmark redegør forfatteren for den officielle danske samarbejdspolitik - dog flere gange ved at bringe de dilemmaer og skismaer, der var forbundet med den, ind i billedet. Klaus Kellmann fremdrager alle de kendte aspekter ved den danske samarbejdspolitik og den kritik, der har været med hensyn til - manglende - erindringskultur. Det sker på grundlag af primært danske historikeres forskning. Desværre går forfatteren glip af flere nuancer, og det gør, at fremstillingen nogle steder er skæv. Jeg vil her fremdrage en række eksempler fra kapitlet om samarbejdspolitikken og kollaborationen i Danmark:

Klaus Kellmann nævner ganske rigtigt, at cirka 100.000 danskere under besættelsen rejser til Tyskland som såkaldt “tysklandsarbejdere”. Det gjorde de ikke af tvang, og det var et af argumenterne for, at de efter 1945 blev fordømt i Danmark. Kellmann konstaterer frejdigt og uden kildeangivelse, at disse 100.000 danskere søgte til Tyskland, fordi de “kunne tjene bedre penge”.

Har det strejfet forfatterens opmærksomhed, at en høj arbejdsløshed i Danmark var en begrundelse for mange tysklandsarbejdere at søge en levevej sydpå?

Forfatteren nævner det ikke med et ord. Redaktøren og forfatteren Hans Jørgensen har i bogen Mennesker for kul (Fremad, 1998) dokumenteret, at det var mennesker på den absolutte bund af det danske samfund, der drog til Tyskland for at arbejde - for at overleve.

De østtyske flygtninge
Klaus Kellermann refererer kritikløst historikeren og læge Kirsten Lylloffs meget omdiskuterede ph.d.-forskning om den kvarte million flygtninge, der i 1945 kom til Danmark primært fra Østpreussen og Pommern.

Flere tusinde tyske flygtninge - hovedsageligt børn - døde, fordi de danske myndigheder og læger ikke behandlede dem for sygdomme, der let kunne være helbredt. Alene i 1945 døde 13.492 tyske flygtninge i Danmark. Cirka 7000 af dødsofrene var børn under fem år. Men de kunne være hjulpet, lyder Kirsten Lylloffs påstand. De fleste kunne nemt være behandlet, men de danske læger ville ikke, fordi de mente, at det ville skade forholdet til de allierede. Hos Røde Kors var opfattelsen, at man ville miste befolkningens tillid og tilslutning, hvis man hjalp tyskerne.

Det havde været rimeligt, hvis Klaus Kellermann i det mindste blot havde refereret dele af den kritik, som Kirsten Lylloffs ph.d-forsvar blev mødt med. Bedømmelsesudvalgets formand på Københavns Universitet, Palle Roslyng Jensen, konkluderede i 2005, at Kirsten Lylloffs forskning har leveret ny perspektivrig viden, men at “afhandlingens svaghed var den manglende samfundsmæssige kontekst”. Dette nævner Kellmann heller ikke.

I 2003 kritiserede den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den danske samarbejdspolitik og beskyldte i den forbindelse de danske politikere for at svigte moralsk. Dette nævnes i bogen for at vise, at diskussionen om samarbejdspolitikken stadig spiller en rolle i Danmark. Fogh Rasmussen brugte dog dette som argument for at forsvare Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Statsministeren instrumentaliserede på den måde historien og brugte det i sin egen dagsorden.

Dette nævner Klaus Kellmann slet ikke over for den forudsætningsløse læser. Han formidler blot Anders Fogh Rasmussens udtalelse, og lader den stå ukommenteret. Forfatteren havde kunnet referere følgende: “Det er fejlplaceret at tale om et moralsk svigt. Sådan så det måske ud fra modstandsbevægelsens synspunkt. Men for regeringen var det et forsøg på at undgå, at landet blev smadret og led store tab, som man for eksempel gjorde i Polen”, udtalte Hans Kirchhoff, lektor i historie ved Københavns Universitet, dengang i Kristeligt Dagblad.

Anders Fogh Rasmussen prøvede i sin tale at hæve besættelsestiden op på et principielt plan: “Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt”. Hertil sagde historikeren Aage Trommer, tidligere lektor ved Syddansk Universitet, at også samarbejdspolitikken var rettet imod diktaturet.

“Den danske regering førte en samarbejdspolitik for at undgå, at styret blev nazificeret, som det gjorde i Norge”, forklarede Aage Trommer. Hvor ville det have løftet denne bogs kvalitet, hvis Klaus Kellmann havde taget disse nuancer med.

Sådan kunne man blive ved. Man kan håbe på, at denne bog vil blive læst af kritisk tænkende mennesker.