Den kendte religionshistoriker, Mikael Rothstein, har begået en bog om Den kristne krop. Bogen er egentlig en essaysamling af tidligere udgivne artikler fra tidsskriftet CHAOS – skandinavisk tidsskrift for religionshistoriske studier – dog i revideret form. Selvom der er tale om en artikelsamling, udgør bogen et fint og afstemt hele, som sagtens kan læses som et selvstændigt værk.

Rothstein er en blændende formidler, som han også tidligere har bevist med velskrevne bøger som Gud er blå og Regnskovens religion. Skrivestilen er let og ubesværet, og som læser bliver man grebet af forfatterens formidlingsengagement. Stilen er også temmelig polemisk, og Rothsteins tilsyneladende afsky for kristendommen titter jævnligt frem – ”tilsyneladende”, fordi det ikke er helt let at afgøre, hvor intens væmmelsen er; jeg mener, han har jo trods netop udgivet 360 siders grundigt studium om fænomenet!

Bogens fem tekster kredser alle om forholdet mellem krop og kristendom. Der er en stigende abstraktion fra det første til det sidste essay, hvor det første essay behandler kristendommens vigtigste ritual, nadveren, og det sidste essay handler om det kosmiske drama, som kristendommen beskriver, hvor mennesket skal frelses ud af sin syndighed. I dette drama spiller kroppen en afgørende rolle, både som årsag til syndefald og som genstand for frelsen.

Det første essay om nadverkulten er komparativt og sammenligner nadveren med kannibalistiske religioner blandt sydamerikanske indianere. Rothsteins pointe er, at den kristne nadver bør forstås som rituel kannibalisme, fordi nadverens brød og vin i den kristne forståelse forvandles til Jesu legeme og blod. Det andet essay kaldes ”Jesus er en frisure”, som dækker over en grundig undersøgelse af den kristne Jesus-ikonografi. De fleste mennesker ”ved”, hvordan Jesus så ud – langt hård og skæg – men det er en ikonografi, som er konstrueret, og som ikke kan bekræftes i nogen tekstlige kilder overhovedet.

I kristen teologi er Jesus Guds søn og som sådan en inkarnation af Gud. Derfor er hans krop hellig. Jesus blev ifølge kilderne omskåret på 8. dagen efter jødisk tradition, og den katolske kirke har derfor holdt på, at Jesu afskårne forhud var hellig. Den relikvietanke er emnet for essay tre. Så vidt jeg kan se mudrer Rothstein lidt rundt i inkarnationslæren, men hans pointe er tankevækkende nok: ”Det mest interessante ved Jesus’ forhud er altså, at den på én gang konsoliderer og udfordrer inkarnationsmytologien” (220) og senere ”Den paradoksale pointe bliver herefter, at omskærelsen, som definitorisk består i en relativ opløsning af legemet, ikke forhindrer en fortsat helhedskonception af den inkarnerede guddom” (224).

Det fjerde essay har en temmelig polemisk karakter, hvor kristnes påstand om, at Jesus er unik, manes til jorden. Jesus besidder alle de træk, som kan identificeres ved en gennemsnitlig sektleder, så han er blot én blandt talrige frelses-prætendenter. For mig var det et højdepunkt i bogen at læse den omfattende liste af karakteristiske træk ved sektledere, som opregnes på side 258-305. Hele atten træk går igen, og ifølge Rothstein passer Jesus på dem alle. Man kan dog spørge, om komparation i sig selv endegyldigt udelukker muligheden for, at én blandt disse skulle være unik? Det forekommer mig, at den religionshistoriske forudsætning for analysen, som Rothstein beskriver i forordet (11) – at alle religioner er kulturprodukter og derfor egentlig ens – styrer tolkningen og lukker for nye overvejelser.

Det afsluttende essay er som sagt om det kosmiske drama, og Rothstein bygger videre på indsigter fra det første essay om nadveren, men tilføjer også nogle polemiske kommentarer om kristendommens fornuftskritik. Ifølge Rothstein er syndefaldet i Bibelen beskrevet som en intellektuel vækkelse, og frelse består derfor i at vende tilbage til uvidenheden.

Der er meget at gå i clinch med i denne bog, og jeg er langt fra overbevist om alle pointerne. Men pointerne, ideerne og de stimulerende analyser er der mange af, og frugten af læsningen er mærkbar.