Svend Brinkmann behøver næppe nogen generel introduktion. Efterhånden er psykologiprofessoren vel landets bedst kendte akademiker. Hans veloplagte debatbøger har iøjnefaldende store salgstal, og hans populære klummer i Politiken holder løbende de mange fans tilfredsstillede. Sideløbende med det offentlige formidlings- og debatarbejde har Brinkmann også gjort kometkarriere på universitetet. Her er han engageret i en række interessante forskningsgrupper, hvor hans eget arbejde ofte ligger i krydsfeltet mellem psykologi, filosofi og kulturkritik. Således også med nærværende bog, Det sørgende dyr, der er et udkomme af arbejdet i forskningsgruppen ”Sorgens kultur”, som har til huse på Brinkmanns arbejdsplads, Aalborg Universitet.

Bogen er derfor ikke en terapibog eller en selvhjælpsbog, men et analytisk værk, der fænomenologisk indkredser sorgens væsen. Ifølge forfatteren selv forstår bogen sorg som ”et generisk fænomen, altså som noget, man kan sige noget generelt om, selv om fænomenet varierer” (8). Bogens indhold er således en række undersøgelser af variationer af sorgens fænomen, som den giver sig udtryk i fx følelser, krop og psyke.

Efter en beskrivelse af den fænomenologiske metode og en kort skitse over sorgens nyere historie tager analyserne fat i kapitel 2 til 6, inden der samles op og afsluttes i kapitel 7. Brinkmanns grundlæggende pointe er, at sorgen kræver to betingelser, nemlig døden og kærligheden. Døden er den ulykkelige hændelse, at et elsket enkeltindivid for altid rives bort fra mig. Hvis ikke døden adskilte os, ville vi ikke sørge. Hvis ikke vi elskede, ville vi ikke sørge over tabet. Da både død og kærlighed er centrale elementer i menneskelivet, er sorg ikke noget unaturligt eller mærkeligt. Det er helt oplagt og selvfølgeligt. Derfor skal sorgen heller ikke behandles som en sygdom, for det er den netop ikke (jf. diagnosediskussionen i kapitel 6).

I flere af Brinkmanns bøger gør han op med centrale praksisser i sit fag, hvor psykologien på en eller anden måde overvurderer sine metoder eller forklaringspotentiale. Det sker også her, hvor han efter en mere teknisk, fænomenologisk undersøgelse af sorgen, kritiserer megen psykologi for at være reduktionistisk og kausal-søgende. Når mennesket er et relationelt væsen, indgår der uundgåeligt elementer i analysen af mennesket væsen og ageren, som unddrager sig kausal beskrivelse. Det er godt set, og man kunne håbe, den faglige selvkritik vil brede sig som en selvbesindelse. Det kommer også til udtryk i kritikken af psykologiens ”problematiske individualisme”, som overbetoner individet i samspillet mellem individ og omverden. Igen et velplaceret cirkelspark til eget fag.

Kapitlet om sorg i kroppen er nok mere intuitivt, hvor pointen er, at sorgen sidder i kroppen og er et centrum for forholdet mellem sind, krop og omverden. Det er en anelse banalt, men alligevel vigtigt, dog ikke ligeså vigtigt som den emfatiske betoning af kulturens rolle i sorgen. Kulturen bærer praksisser for sorgbearbejdning, som er essentielle at udpege og beskrive. Kunst og musik er klassiske medier til at formidle og bearbejde sorg, og det spiller alt sammen en rolle i vores forståelse af sorg og sorgbearbejdning.

Faglig formidling er en gave, og Det sørgende dyr er et excellent bidrag. Brinkmanns ubesværede prosa, faglige overskud og (selv)sikre stil, gør det udfordrende og stimulerende at læse hans bøger. Med nærværende bog er vi blevet én rigere, og vi kan kun håbe, at manden bliver ved i mange år endnu.