Det er begrænset, hvad der - ikke blot på dansk, men i lang tid også på tysk og engelsk - findes af fagbøger om Første Verdenskrigs østfront. Både når det gælder de danske vinkler, der er på kampene på østfronten og på Ruslands rolle under Første Verdenskrig.

Det bekræftes også i en undersøgelse af begivenhederne på Østfronten, som de tre historikere, Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Martin Bo Nørregård, netop har udsendt her i 100-året for verdenskrigens afslutning.

Forfatterne giver ingen forklaring på, hvorfor det forholder sig således. Det kan vel næppe være kildematerialet eller adgangen til kilderne, når det gælder de danske vinkler. Hvorfor giver de tre faghistorikere os ikke nogle forslag til forklaringer? Det er jo trods alt dem, der er eksperterne her og burde kende deres fags styrker og svagheder.

Nuvel. Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Martin Bo Nørregård fylder så åbenbart et hul ud med deres udgivelse Fra verdenskrig til borgerkrig. Østfronten 1914-1924 set med danske øjne.

Fra Baltikum til Balkan
I bogen undersøger de tre forfattere begivenhederne på Østfronten fra Baltikum til Balkan - fra august 1914 til marts 1918. Herefter fortsætter de med borgerkrigen i Rusland efter afviklingen af zarstyret frem til 1924, da der blev oprettet diplomatiske forbindelser mellem Danmark og den ny Sovjetunion.

Østfronten var fronten mellem de to allierede centralmagter Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og Rusland på den anden. Den adskiller sig fra Vestfronten på flere områder. Først og fremmest skete der langt større forskydninger på Østfronten end på Vestfronten, hvor skyttegravskrigen i lange perioder ikke rokkede sig ud af pletten.

Geografien og kulturen var også en helt anden østpå end vestpå. Det kan blandt andet læses ud af de breve, som de sønderjyske soldater sendte hjem fra fronten. En interessant pointe i bogen er, at mange dansksindede sønderjyder opfattede mødet med de østeuropæiske folkeslag som så stort et kulturchok, at forskellen mellem dansk og tysk lige pludselig forekom ganske ubetydelig. Derhjemme var det kampen for danskheden, der i en kontrast til tyskheden stod øverst på den politiske dagsorden.

10.000-12.000 sønderjyder Cirka 35.000 mænd fra Sønderjylland (det nordlige Slesvig, der i 1920 blev dansk) gjorde tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig. Forfatterne anslår, at omtrent 26.000 var dansksindede.

Hvordan de når frem til dette tal, skriver de ikke noget om, men det må være vanskeligt at kunne fastslå, hvorvidt den ene soldat var dansksindet, den anden soldat tysksindet og den tredje måske nationalt indifferent - eller “blakket”, som man kaldte dem, der ikke tog stilling i den nationale kamp.

Cirka 30.000 sønderjyder overlevede krigen og blev danske statsborgere ved den ny grænsedragning i 1920. Anslået gjorde mellem 10.000 og 12.000 sønderjyder tjeneste i tysk uniform på Østfronten. En del havnede i russisk krigsfangenskab og oplevede her generelt lidt bedre forhold end krigsfanger af andre nationaliteter.

Set fra en sønderjysk vinkel er de sønderjyske soldaters breve og beretninger naturligvis af speciel interesse, men de er blot sidevinkler i bogen.

  Årsagen til den store bevægelseskrig mod øst skyldtes også, at Østfronten strakte sig over flere tusinde kilometer med ikke blot meget forskelligt, men også ofte ufremkommeligt terræn med urskove og store uopdyrkede vidder. Opstod der et hul på fronten, kunne det ikke stoppes så hurtigt som i vest på grund af dårlige veje og kommunikationsforbindelser. Som forfatterne beskriver i bogen, så spillede jernbanernes linjeføring også ind. Forsyningslinjerne satte simpelthen deres begrænsninger.

Militærhistorisk analyse Den første del af bogen retter fokus mod Ober Ost, der er et tysk begreb for »Øverstkommanderende for alle tyske styrker i øst«, men som også henviser til hele det tysk militære personale på den østlige front, som Tyskland kontrollerede ved Brest-Litovsk-freden i 1917 mellem det tyske kejserrige og den ny Sovjetstat - det vil sige Estland, Letland, Litauen, Hviderusland og dele af Polen.

Denne del er i høj grad præget af en militærhistorisk analyse, hvor storpolitikken spiller en større rolle senere i bogen. Lige som Østrig-Ungarns hårde fremfærd over for Serbien  samt Bulgariens og Rumæniens indtræden i krigen i 1915 og 1916 på henholdsvis centralmagternes og Ententens side (Storbritannien, Frankrig og Rusland).

De sidste to kapitler er helliget 1917-revolutionerne i Ruskland,  freden mellem Tyskland og Tyskland, zarrigets undergang og den kaotiske russiske borgerkrig fra 1917 til 1922.

Det er altså meget forskellige aspekter af krigen, der er samlet i én bog med - groft sagt - den ene fællesnævner, at det var begivenheder, der udspillede sig mod øst.

Det er en faglig og nogle gange lidt tør fremstilling, der registrerer meget og kun udelader lidt - især når det gælder de militære slag. Den henvender sig derfor knap så meget til læsere, der er nye passagerer på toget, som til læsere, der har særlige forudsætninger og interesse.

Anakronistiske stednavne
Der er en ting, der personligt generer mig ved læsning af bogen, og det er det anakronistiske stednavnebetegnelser. De tidligere tyske stednavne i Østpreussen bruges kun sporadisk til fordel for de nyere polske og russiske stednavne. Det havde været at foretrække, hvis forfatterne havde valgt de tyske stednavne først og derefter anført de polske og russiske i parentes - det sidste naturligvis for at hjælpe moderne læsere på vej på landkortet.

Kun det berømte “Slaget ved Tannenberg” ved verdenskrigens begyndelse i august 1914 har forfatterne valgt konsekvent at holde på tysk. Det vil også være lidt komisk, hvis vi skal til at kalde det for “Slaget ved Stebark”.