Hvad alle bør vide om mænd – pik, potens og parforhold / Jesper Bay-Hansen og Ann-Marlene Henning / 304 sider
Lindhardt og Ringhoff. ISBN 978-87-1169641-5
Anmeldt 12/7 2018, 10:47 af Birgitte Amalie Thorn
Sådan har du aldrig fået den før
Sådan har du aldrig fået den før
« TilbageAllerede den mundrette undertitel Pik, potens og parforhold lover et anderledes og underholdende bud på en populærvidenskabelig håndbog om manden og hans seksualitet. Og værket skuffer ikke.
Bogens udforskningsområde er alle de spørgsmål og problemer, der kan opstå i forhold til en mands krop, seksualitet og kærlighedsliv over et helt livsforløb. Her kan du blive klogere på emner som orgasmetyper, stødteknikker, bækkenbundstræning, sexsygdomme og rejsningsbesvær, ligesom værket også slår et slag for det, forfatterne kalder ”piksund livsførelse” – generelle tips til at holde dig sund og slank, så du får det bedst mulige grundlag for et velfungerende sexliv. Endelig aflives en række udbredte myter om sex og kærlighed også.
I sagens natur henvender Hvad alle bør vide om mænd sig til den mandlige læser, men du kan faktisk også lære en hel del af den som kvinde – og om ikke andet få stillet din nysgerrighed!
Bogen gør desuden en dyd ud af at rumme alle inden for det seksuelle spektrum, lige fra aseksualitet til hyperseksualitet og desuden homoseksualitet. Ligesom du kan læse den fra ende til anden, kan du vælge at behandle den som opslagsværk og plukke de mest interessante kapitler ud.
Det bedste er næsten måden, som indholdet i denne bog formidles på. Det sker med overskud og humor, og emnet til trods er den ikke klinisk i tonen. I stedet berettes der i øjenhøjde og i et direkte sprog (måske netop velegnet til mandlige læsere?). Eksempelvis har vi denne perle af en overskrift: ”Mål din livvidde – ikke din pik!” Derudover er bogen rigt illustreret med både humoristiske tegninger og billeder af helt almindelige, nøgne mennesker. Noget, der nok kan være en sund modvægt i disse tider med perfekte kroppe over alt i medierne.
Bag Hvad alle bør vide om mænd står to særdeles veluddannede forfattere, der begge har psykologien og sexologien til fælles, men hvor Jesper Bay-Hansen desuden er læge. Det mærker man også i bogen, idet der bruges en del sider på de fysiologiske og helbredsmæssige sider af et godt sexliv. Ann-Marlene Henning har til gengæld sit eget tv-show.
En grundlæggende interessant bog, som gør det lidt sjovere at lære noget om mænd samt om sex og parforhold i det hele taget.