I litteraturteorien er der et begreb, man kalder for ’voice’ eller ’stemme’. Det dækker det, der sker, når en tekst er i stand til at gengive den unikke stemme som forfatteren besidder. Grunden til at dette nævnes hér er, at for det første er ret fantastisk, hvordan man under læsningen af Peter Lund Madsens nyeste udgivelse Frihedens Pris nærmest kan høre mandens stemme (forudsat man ved, hvordan han lyder) og for det andet, så er det ligeledes et bevis på at vores hjerne er ganske fantastisk indrettet, når den på denne måde er i stand til at omsætte tegn på et stykke papir til en genkendelig stemme i ens hoved under læsningen.

Bogens undertitel fortæller os, at det er en kort historie om menneskehjernen hvilket også er meget akkurat, for det har været Hr. Madsens erklærede formål at skabe: ”[…] en lille bog, man kunne nå at læse på en flyvetur fra København til Tokyo. Ikke nogen henvisninger eller fodnoter. En bog til overblik, ikke til fordybelse” – hvilket også indfries til fulde.

De læsere, der tidligere har beskæftiget sig med værker om neurologi vil opleve, at der muligvis ikke er mange nye ting at hente hér, men for de læsere, der blot er interesseret i, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, især når den ikke fungerer hensigtsmæssigt, kan med fordel starte hér.

Har man været til foredrag med Brd. Madsen eller for den sags skyld blot bogens forfatter, vil man vide, at han er en excellent formidler. Hans sprog er varieret, nuanceret og det føles aldrig som om, han taler ned til sin læser, eller forenkler komplicerede problemstillinger i en sådan grad, at essensen går tabt. Sker det alligevel, så sørger forfatteren også for at gøre læseren eksplicit opmærksom på dette.

Bogen er hamrende sympatisk. Primært fordi den forsøger at gøre sin læser opmærksom på, at skal man forstå hjernen er det ikke nok med en videnskabelig, neurologisk tilgang til den – for skal man forstå det, som sker i vore hoveder, bliver man i lige så høj grad nødt til at bruge psykologien som redskab. Sagt på en anden måde Peter Lund Madsen omfavner krydsfeltet mellem de to opfattelser af vores sind – en naturvidenskabelig kombineret med en humanistisk – for at få så præcis og nuanceret en idé om, hvad det er der sker i knolden på os alle sammen.

Som undertitlen lover så fortæller bogen lidt om den udvikling hjernen har gennemgået fra de mest primitive hvirveldyr til den fuldt udviklede menneskehjerne. Den gentager også mantraet om, at vores hjerne egentlig lå færdigudviklet i stenalderen og af samme grund ofte har svært ved at håndtere den virkelighed af komplekse indtryk og bevidsthedskrævende arbejdsopgaver der eksister i dag.

Ønsker man eksempelvis nogle gode, håndfaste argumenter for at ens børn ikke har godt af at sidde med deres fjæs begravet i deres mobiltelefon hele dagen, har man blot nødig at slå op på s. 127, hvor der tales om opmærksomhed. Her skrives der: ”Der er ingen vej udenom, sidder man med sin computer og surfer på nettet, mens læreren underviser, så husker man mindre af det, læreren sagde, end hvis man havde haft sin opmærksomhed rettet 100 procent mod det, der foregik oppe ved tavlen. Min formaning til eleven er, at man kun lærer noget nyt ved at høre efter, ved at koncentrere sig” (s. 127).

Når man taler om børn, så er det også vældigt interessant, det som skrives om teenagehjernen, hvor forfatteren giver sin læser en god forklaring på, hvorfor det er så svært for teenagere at fungere. ”Det er ikke underligt, at teenageårerne ofte er så turbulente. Der sker en del hormonelle forandringer i kroppen, og nu udstyres man gradvist med en hjerne, der er i stand til at opfatte og forstå meget mere. I den sociale dimension må man indse, at man er langt mere end et barn med en fast rolle i en familie, man skal pludselig finde sin egen identitet og en selvstændig rolle i livet. Pludselig indser man at verden er langt mere kompliceret og spændende, end man i sin vildeste fantasi havde kunne forestille sig. Samtidig med at alt dette sker, er man stadig udstyret med en hjerne, hvor de funktioner, der har med konsekvensberegning og langtidsplanlægning, ikke er færdigudviklede” (s. 148). Måske kan sådanne informationer ligefrem være med til at mindske spændinger i nogle hjem, så længe både teenageren og forældrene er klar over at det er sådan tingene hænger sammen.

Et andet af bogens hovedformål er at fokusere på alt det der kan gå galt i hjernen. De ubalancer, der kan være med til at skabe mental ustabilitet, ja ligefrem sindssygdomme. Af samme grund har forfatteren dedikeret flere kapitler til både diagnoser som ADHD, OCD til meget mere alvorlige tilstande som depression og skizofreni. Det betyder ikke, at man kan benytte bogen som en selvhjælpsbog, der vil give dig evnen til at kurere sådanne tilstande, men hvad enten man har disse sygdomme tæt på livet eller blot kender til dem af omtale, kan Hr. Madsens gennemgang være med til at give læseren en øget forståelse for, hvad der er baggrunden for disse sygdomme.

En af de få anker ved bogen er at der er steder hvor den gentager information (f.eks. kan man finde næsten samme beskrivelse af ADHD på side 91 og på side 183), men det er ikke ofte dette sker. Mest af alt vil man blive begejstret over en uhøjtidelig fagbog, der ikke kun kaster lys over menneskets hjerne, men også over nogle af de mest hyppige sindslidelser. Dette gøres med stor faglighed og ikke mindst med empati for både de, der har diagnosen og deres omgangskreds. Så uanset om du skal til Tokyo eller ej, vil Kapellet give de varmeste anbefalinger til bogen. Læs den, det har din hjerne godt af!