"Du er velkommen her." Med åbne arme byder Mads Ananda Lodahl indenfor til et 435 siders angreb på Den Heteroseksuelle Verdensorden. Eller: med 100.000 ord i bagagen går han i manegen med de lakerede negle skudt kampklar frem i lige dele lokkende og aggressiv gestik. Lodahl er med egne ord en svans. En velskrivende svans, vil jeg så tilføje. Men måske også en svans med et problematisk ærinde? I hvert fald bliver jeg gennem læsningen i tvivl om, hvorvidt jeg er velkommen. Jeg mener, jeg er, så vidt jeg kan læse, kransekagefigur i Den Heteroseksuelle Verdensorden. Jeg er en heteroseksuel mand, der ikke er trans. Jeg er gift og lever i et monogamt parforhold. Jeg er akademiker, kristen (endda kirkeaktiv!), (forholdsvis) velbjærget. Jeg har en ret stor omgangskreds, hvor jeg aldrig møder negative attituder imod min person, min seksualitet, mine holdninger osv. Jeg er altså én af de personer, som virkelig skummer fløden i den verdensorden, som ifølge Lodahl er blevet etableret gennem århundrederne. I denne sammenhæng er det mindre vigtigt, hvis ikke det affødte det uundgåelige spørgsmål: kan jeg agere kritiker overfor dette værk qua min position? Fremskriver bogen ikke en præmis, hvor kritik af dens position fra én i toppen af hierarkiet er undermineret på forhånd?

Det bliver ikke lettere at anmelde, når Lodahl allerede på s. 5 - og flere gange siden - gentager, at "[b]ogen er fuld af selvmodsigelser, paradokser og huller, der ikke bliver fyldt ud, og det er meningen". Med en sådan tilgang er enhver opposition afmonteret fra begyndelsen, fordi enhver påpegning af fejl, mangler, manglende nuancer etc. kan afvises med henvisning til egen bevidsthed om den selvvalgte utilstrækkelighed.

Lad mig tage et konkret eksempel, der viser, hvor utilfredsstillende denne tilgang er. I det interessante introduktionsafsnit, "Definitionen på en mand" (s. 16-92), gennemgår Lodahl en række både amusante og tankekrævende teoretiske bud på, hvad en mand egentlig er. Som en kratlusker vandrer han rundt og roder i hække og buske for at finde interessante ting, og der er en del gevinster undervejs. Da han kommer til den amerikanske kønsforsker, Judtih Butler, og ideen om, at køn er socialt konstrueret, skriver han: "Der er ikke noget naturligt. Det mandligt og kvindeligt konnoterede er kun oppe i vores hoveder, og alt kunne i princippet være anderledes. Jeg mener alt" (s. 47). Den påstand konkretiseres per eksempel ved at hævde, at penis kunne være en ubetydelig kropsdel, mens en fregne kunne have penis-status i en anden konstruktion. Eller tør hud på albuerne! Men det er jo ikke sandt, for når penis, kusse, røv og bryster er zenit i vores seksuelle solsystem, så skyldes det selvfølgelig, at de er erogene zoner. De stimuli, der knytter sig til disse, er næppe socialt konstrueret.

Da Lodahl langt senere i bogen kommer til sin besyngelse af analsex (s. 384-387), udlægger han entusiastisk, hvordan ethvert menneske har et g-punkt eller p-punkt i røven, som faktisk er skabt til at blive stimuleret ved analsex. Ja, faktisk er vejen til demokrati og ligestilling, at vi alle både giver og modtager analsex. Fint nok, men hvorfor det store fokus på røven, hvis det ligeså godt kunne være knæhasen, lilletåen eller armhulehår? Analsex er for nogen en nydelse. Andre væmmes ved tanken, men hvad er Lodahls problem, hvis det bare er konstrueret nydelse?

Problemet er nu at på trods af denne påpegning af inkonsistens, så har bogen allerede erklæret, at den er ligeglad. For som vi erindrer fra s. 5, så "er det meningen", at det skal være selvmodsigende. Det gør altså bare samtalen noget besværlig.

Fristil fra frontfigur
Mads Ananda Lodahl er en kendt queeraktivist og skribent. Siden 2003 har han kæmpet for at ændre danskernes syn på sex, minoriteter og køn. Mest kendt er han vel for sin TED-talk Ending the Straight World Order" fra 2013, hvor han erklærede krig mod den heteroseksuelle verdensorden. I 2012 udgav han Se! Den heteroseksuelle verdensorden går under med undergrundsgruppen Queer Jihad. Det er altså en erfaren og aktivistisk indstillet forfatter, som læseren kan få et møde med.

Upassende opførsel er en meget velskrevet, varm og humoristisk bog. Jeg var glad for at læse den, alt den ovenstående kritik til trods. Lodahl er nuanceret i mange komplekse diskussioner; han er kritisk, når han gennemgår teorier, som han faktisk langt på vej er enig i (hvilket er ret svært, faktisk); han er poetisk på den fede måde, når han i flere af sine selvbiografiske afsnit fabulerer løs; han er sympatisk, interessant, ja, kærlig. Han fremstår bare som en fuldgod person, uden at det skyldes selvforherligende fremstilling - snarere tværtimod. Hans kærlighedserklæring til sin far, der altid har kunnet rumme hans normafvigende seksualitet, er noget af det mere rørende, jeg har læst. Hans beskrivelser af nydelsen ved majssnacks og appelsinjuice er isoleret set litterære sandperler.

Man bliver også oplyst om et væld af LGBTQ+-historik, om homoseksuelles kamp under naziregimet, om seksuelle minoriteters problematiske status i folkeskolen og mange andre ting. Man hører motiverede indlæg imod homoseksuelle vielser i folkekirken, om nødvendigheden af selvforsvar, om retten til at kysse sin kæreste i det offentlige rum og - igen - mange andre ting.

Oplysningsarbejdet og polemikken er vævet tæt sammen i en broget mosaik, som dog i det store hele udgør et flot samlet værk. Desuden er der en stribe interviews, som dog er mindre interessante og en række selvbiografiske afsnit, som til gengæld er hyperinteressante. Særligt kritikken af opvæksten i Herning er et lille antropologisk studium, som nok burde generere en større debat i Lars Krarup-land.

Om det er rigtigt, at 90% af os er på kant med Den Heteroseksuelle Verdensorden. Om den overhovedet eksisterer på den måde, som Lodahl skriver frem. Om de mange køns- og queerteoretikere virkelig har fat i den lange ende med deres konstruktivistiske gebærder. Om friheden virkelig ligger og venter for enden af regnbuen … Alt det er jeg mindre overbevist om, også efter endt læsning. Men Lodahls nye bog, der er sammensat af 50 forskellige tekster i forskellige genrer, er en samlet fristil fra en frontfigur i frigørelseskampen. Den type tekst, han er endt med at producere, ægger i den grad til refleksion og samtale, selvom den med sine problematiske sider - særligt den indledningsvist beskrevne lapsus in mente - godt kunne trænge til at overgive visse dele af sin argumentation til kohærenskriteriet.