Finn Juhl (1912-1989) havde en turbulent karriere. I 1950'erne var han én af de mest feterede eksponenter for den danske modernisme ("Danish Modern"), der med stor slagkraft bredte sig ud i verden. Hans superstjernestatus blev skabt, da Juhl blev inviteret til at indrette FN's Formynderrådssal i New York i 1950. Han løste den intrikate opgave på fremragende vis med lige dele kølighed og hjemlighed. I loftet skabte han en illusion om et højloftet rum ved hjælp af sindrige farvelagte bokse (s. 77), mens gulvets dybgrønne farve skabte en tryghed i den tætsiddende hestesko, hvor store beslutninger skulle træffes. Denne evne til at skabe komfort, der var stilfuld og præsentabel, kendetegnede Juhls virke.

I slutningen af 1960'erne vendte lykken totalt på hovedet, og pludselig gled Juhl ud i glemslen. Han måtte flytte tegnestuen hjem i privaten, og den tidligere storvirksomhed blev decimeret til kun at tælle chefen selv. Posthumt er han dog blevet relanceret som en stor kunstner, der inciterende forenede arkitekturen og møbeldesignet. Hans værker bliver solgt til dyre summer rundt om i verden, hvor særligt er japanske samlere blevet opmærksomme på Juhl arbejder.

I Finn Juhl akvareller får vi indblik i det led i arbejdsprocessen, som bestod i at tegne akvareller af produkterne, som kunne bruges til at sælge ideen med værket. Juhl vidste, at akvareltegningen rummede muligheder for formidlingen, som en teknisk tegning ikke besad. Særligt kunne der lægges skygge på møblerne, som gav en varme og dybde, der virker tillokkende. I samarbejde med den dygtige tegner, Marianne Riis-Carstensen, skabte han et væld af akvareller, som denne bog altså præsenterer.

Anne-Louise Sommer, direktør for Designmuseum Danmark, har skrevet et veloplagt forord, hvor flere interessante perspektiver udlægges. Hun forklarer, at akvarellen besidder egenskaber, der ligger tæt op af skitsen, fordi de begge har et klart tentativt udtryk. Akvarellen egner sig desuden godt til Juhls arbejde, fordi stofligheden i materialerne klargøres.

Igennem læsningen af bogen får man indtryk af en kunstnerduo, som besad en særlig fornemmelse for kolorit. Mange af tegningerne er simpelthen elementært lækre at se på, fx den flotte sofa (s. 99) eller - i en helt anden boldgade - tværsnittet af Wilhelm Hansens Musikforlag (s. 168). Sofaens grønne og grå farve med afstemt skygge er flot i sin enkelthed, mens musikforlagets indretning står knivskarpt frem i et klassisk look, der emmer af stil og finesse. Man bliver helt misundelig på tidligere tiders ambition for æstetisk udtryk, når man ser forslag til en firestolsgruppe i SAS' DC-8-fly (s. 143), som kunne være taget direkte ud af Mad Men - men jo bare 20 år tidligere!

Juhl og Riis-Carstensen synes at kunne noget særligt med brun og grøn farve, som går igen i mange tegninger. Nuancerne er ret overvældende, og selvom de samme farver toner frem side efter side stimuleres man til fordybelse i den enkelte tegning.

Finn Juhl har fået en flot udgivelse, som er hans akvareller værdig. Samtidig er den en æggende optakt til den store Juhl-biografi af Christian Bundegaard, som Strandberg udgiver til maj.