Erasmus – han rejste på kryds og tværs af Europa, og han var i sandhed en lærd mand.

Åbner du denne bog, bliver du sendt durk tilbage til renæssancetidens Europa, og jeg ønsker dig en rigtig, rigtig god tur, for der er tale om en fremragende færd, ganske enkelt!

Nina Burton er en glimrende guide udi Erasmus’ liv, og hun er detaljeorienteret, så det fænger. Vidste du måske, at Erasmus blev ganske træt af det italienske køkken, da det endelig lykkedes ham at nå det forjættede land? Hvem ville ikke blive det, når den stod på gennemsigtig, udkogt suppe?

Erasmus var sin tids blogger! Han forstod som den første, hvad markedsføring kan gøre. Han ville være kendt som digter, og han gjorde sit til det. Han indyndede sig hos de rette personer, og pludselig blev hans navn slået fast. Han var utilfreds med datidens læring i skolerne, hvor lærerne typisk dikterede, og eleverne makkede ret. Han ville tænke for sig selv, gå sine egne veje, og han blev fortaler for dialog og for nytænkning. Han søgte tilbage til antikken, og han blev beruset for et godt ord. Passionen delte han med Thomas Moore, manden med de utopiske tanker og drømme.

Erasmus blev aldrig træt af at plædere for den individuelle tilgang, den selvstændige færden. Han var uenig med Martin Luthers stød mod katolicismen, men han havde ikke brug for at stå i spidsen for en fraktion. Han ville hellere bevæge sig rundt som pacifist og frit menneske.

Erasmus blev ledestjernen i den gutenbergske tidsalder, hvor bøger blev skudt af sted som kugler i en strid religionskrig, og hvor flyveblade ramte mange læsere lige i smasken.

Vi kan uvilkårligt få et umiddelbart indtryk af Erasmus, idet han træder frem med sit navn i mange henseender. Førend jeg kastede mig hovedkulds ind i denne beretning om denne meget spændende hollænder, var jeg vis på, at han var en fremtrædende skikkelse, der nød at være i centrum. Jeg troede, han yndede at polemisere og debattere. Jeg takker Nina Burton for at korrigere min anskuelse – en anskuelse, jeg tror, mange deler, eftersom de færreste giver sig tid til at forstå tiden for denne personlighed. Nina Burton beretter meget forbilledligt, at Erasmus faktisk må anses for at være noget af en enspænder, der umiddelbart trivedes allerbedst i sit bibliotek, hvor politik var en fjern faktor, og hvor eftertænksomhed og dybde virkelig var en kilde til glæde.

Dette er et stort værk – på mange måder. Det er en af mine store hits i dette læseår, der roligt går på hæld.