Interesserer man sig for dokumentarfilm, vil man sikkert også vide, at kameraet, set ud fra et naturvidenskabeligt synspunkt, kan benyttes til at registrere og dokumentere virkeligheden med. Som Hight og Roscoe skriver i deres bog Faking it, kunne man pege kameraet i retning af det, man fandt interessant, affotografere det givne emne eller situation, som man så kunne nærstudere uafhængigt af tid og rum efterfølgende.

Dette var gældende både i filmens barndom og nu, hvor digitale kameraer udstyret med linser og forskellige typer elektronik for længst har afløst celluloidfilmen. Disse er i stand til at dokumentere mikroskopiske væseners liv, eller takket være ultra-slowmotion-optagelser vise os, hvordan humlebien faktisk slår med vingerne, så den bliver i stand til at trodse den tyngdelov, som den ellers var bundet af. Kameraet opfattes, i al fald når man benytter ordet ”dokumentar” stadigvæk, i visse sammenhænge som et redskab til at indfange en empirisk virkelighed med.

Mere besværligt bliver det, når filmmagere begynder at benytte dokumentarfilmens formsprog (håndholdt kamera, naturlig belysning, utrænede aktører, mv.) til at skabe fiktionsfilm. Nogle af disse såkaldte faktionsfilm, fup-dokumentarfilm eller lignende kan både være med til at forstærke realismen i fiktionen, mens andre film ligefrem søger at bedrage tilskueren til at tro, at det der sker på skærmen er den skinbarlige sandhed. Grænserne mellem fiktionsfilm og dokumentarfilm har altid været flydende. Der er ligefrem de, der hævder, at der slet ikke findes en ren form for dokumentarfilm, idet filmmageren altid træffer forskellige valg. Kameramanden fokuserer på noget frem for noget andet, klipperen splejser optagelserne sammen på en måde, der bryder med kronologien, eller tonemesteren forstærker enkelte lyde på bekostning af andre. Alt sammen er disse valg med til at manipulere med materialet.

En af de filmmagere, som altid har boltret sig i dette grænseland mellem fakta og fiktion, er Jon Bang Carlsen, der siden sin debut i sluthalvfjerdserne har skabt over fyrre film. Filmene kan muligvis ved første øjekast virke som dokumentarfilm, men faktisk placerer de sig midt mellem den dokumentariske metode og den rene fiktionsfilm.

Selv om nærværende anmelder ikke er særlig velbevandret i Jon Bang Carlsens film, betyder det ikke, at det har været vanskeligt eller uinteressant at læse At opfinde virkeligheden. Bogen leverer en herlig samling essayistiske tekster, dagbogsnotater og generelle betragtninger over livet, samlet og redigeret af Lars Movin. I den forbindelse skal det nok også lige indskydes, at et fåtal af mandens afsnit er skrevet på engelsk (især på de steder, hvor han befinder sig i engelsktalende lande). Disse tekster er ikke holdt i et særligt højtragende sprog, men alligevel kan det nok være en god idé at have sine basale engelskkundskaber på plads for at kunne få det fulde udbytte af bogen.

Teksterne er selvsagt interessante for en, der som undertegnede, er mægtigt interesseret i film, så man på den vis kan få et blik ind i filmmagerens hoved, høre om hans betragtninger og arbejdsmetoder, men samtidig er bogen også en næsten poetisk samling af anekdoter, overvejelser og vinkler på det liv, som manden har levet. Selvom skrivestilen og fokus er et helt andet, kan den rent indholdsmæssigt godt minde om flere af Jørgen Leths betragtninger over livet, kunsten og filmen.

De billeder, som teksten fremkalder hos læseren, er i sagens natur ganske filmiske. Selv om bogen også anvender en række stills fra Carlsens film, så er disse enigmatiske, da de ikke er ledsaget af en billedtekst, men idet læsningen skrider frem, kan man forholdsvis nemt, selv uden at kende mandens film, knytte de enkelte stills sammen med beskrivelser af scener eller figurer fra teksten.

I disse tider, hvor bloggere eller popstjerner i starten af tyverne får mulighed for at forstærke deres selviscenesatte etos, er det befriende at læse en samling tekster fra en person, der ikke kun er fuld af fortællelyst, men som tillige har et levet liv i baggagen. Der er betragtninger om livet, lysten, arbejdet, alderdommen, døden og alle de mange andre ting, der er med til at præge et menneske i løbet af dettes liv, men lige som med mandens film, er der i denne samling af tekster muligvis også manipuleret mere end en anelse med den tekstlige ”virkeligheden”.

Det er jo ikke kun en virkelighed, der er filtreret gennem en enkelt persons optik, men det er også en virkelighed, der på enkelte steder modsiger sig selv. Som Movin skriver i sit forord: ”Eksempelvis fortæller han i essayet ’Looking for Locations’ en anekdote om, hvordan han under en USA rejse på Greyhoundbussens resteplads i Lordsburg, New Mexico var vidne til, at en ung mand forsvandt ud på toilettet, hvor han – måske som udtryk for religiøst vandvid eller svære sjælekvaler – skar sit lem af; blot for nogle sider længere fremme (s. 202 – red.) i sine dagbogsoptegnelser at gengive same episode, men nu som noget, han har hørt på anden hånd.”

Sandheden er dog ikke nær så vigtig som den gode historie, fortalte en vis mand undertegnede engang, og når man tillige hører om, hvordan Jon Bang Carlsen bevidst iscenesætter sine film, lader to for hinanden ukendte ældre herrer spille hinandens bedste venner, eller filmer et landskab ud af et vindue, der på ingen måde er at finde på det badehotel, der skildres, så opdager man hurtigt, at fortælleren er mere interesseret i at forstærke det kunstneriske udtryk, end at forsøge at gengive virkeligheden 1:1. Som han skriver mod slutningen af udgivelsen, så er hans fyrre film mest af alt en spejling af ham selv (s. 307), hvad enten det handler om de regulære spillefilm og de film, der er langt tættere på dokumentarfilmen.

Så hvad enten du er interesseret i Jon Bang Carlsen, i film eller blot i en masse poetisk formidlede tanker fra en mand, der helt bestemt har noget på hjerte, så er At opfinde virkeligheden en dejlig gave, man kan give sig selv. Det er velskrevet. Teksterne er fint udvalgt, og så er den ganske hurtigt læst. Idet man når til sidste side, får man virkelig lyst til at se mandens film, og heldigvis er dette ganske nemt, for en del af disse ligger faktisk helt gratis til skue, såfremt man altså kan tilgå på filmcentralen.