Dox – forløb i medier / Dorthe Granild & Mette Wolfhagen / 144 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9788770667036
Anmeldt 10/2 2017, 08:47 af Torben Rølmer Bille
Grundig og overskuelig introduktion
Grundig og overskuelig introduktion
« TilbageForlaget Lindhardt og Ringhof er gået i gang med en ny serie af bøger rettet specifikt mod mediefagsundervisere i gymnasiet og på HF. Af samme årsag har bogserien fået titlen Forløb i medier. Når dette er slået fast, kan det vel næppe undre nogen, at undertegnede har kastet sig over serien, da den selvsagt relaterer direkte til såvel undertegnedes arbejde som en personlig interesse. Samtidig vil enkelte kritiske røster måske mene, at nærværende anmelder er inhabil, fordi det er en bog, skrevet af hans kollegaer, men her på kapellet garanteres du, ærede læser, for en saglig, reel og objektiv vurdering.
Indledningsvist skal det siges, at det er herligt, at der nu kommer en serie af bøger, der på hver deres måde præsenterer færdige undervisningsforløb, og som kan give inspiration til de undervisere, der måske er nye på jobbet og gerne vil se konkrete eksempler på, hvordan forløb kan organiseres.
Nu skal det siges, at mediefaglærere (i al fald de som nærværende anmelder kender) ikke har ry for at holde deres kort – eller de forløb, de har strikket sammen – tæt til kroppen. Tværtimod så deler folk ofte glade ud af deres viden, eksamenscitater og erfaring, for slet ikke at tale om alle de film, der er blevet set både i og udenfor klasseværelserne.
Ikke desto mindre er det også rart at kunne hjemhente klassesæt af bøger, der med fordel kan bruges, hvis man har tænkt sig at lave et længere fokus på et givent emne. Senere på året kommer der i denne serie enkelte bøger dedikeret til vampyrer, minifilm, ungdomsfilm og krigsfilm, men den første bog fokuserer på dokumentarfilmens mange former og har derfor fået den meget passende titel Dox.
Dox er opbygget utrolig pædagogisk og er meget læsevenlig (om end ikke særlig kopivenlig – sikkert fuldstændigt tilsigtet – idet bogen har fået et nærmest kvadratisk layout). Hvert enkelt kapitel slutter med en boks, hvor man nemt kan se de vigtigste pointer i punktform fra det kapitel, man lige har læst. Desuden er den forsynet med et omfattende og brugbart stikordsregister, flotte stills fra de film, der omtales undervejs, en omfattende litteraturliste, en overskuelig indholdsfortegnelse og hver gang, der optræder et ord i teksten, som muligvis kræver lidt forhåndskundskaber hos den enkelte elev, har forfatterne sørget for at forklare pågældende udtryk i marginen. Kort sagt, så er bogen virkeligt fint gennemarbejdet, og det vurderes at den, selv uden selv at have afprøvet den i praksis, nemt kan anvendes i undervisningen.
Helt forventeligt startes med en introduktion til emnet og her lægges ord som ”dokumentaristiske træk” i graven og erstattes med det langt mere brugbare ”autencitetsmarkører”. Herefter benyttes to kapitler på at ridse de fem mest tydelige undergenrer af dokumentarfilmen op for læseren, før denne kastes ud i en ultrakort gennemgang af dokumentarfilmens historiske udvikling.
Kapitel 6 fokuserer på to forløb, som nærmest kan benyttes direkte af underviseren, eller i det mindste benyttes som inspiration. Endelig sluttes Dox. af med betragtninger om det at lave dokumentarfilm i praksis, fortalt af folk, der selv arbejder med dette på hhv. film og tv. Slutteligt gives der et par eksempler på eksamensspørgsmål, som man ville kunne lade sig inspirere af, hvis man havde haft et sådant forløb med ens hold.
Idet bogen er tænkt som én, man kan anvende som klassesæt, eller som vil interessere netop mediefaglærere, er det nok heller ikke den første titel, man burde anskaffe sig, hvis man som lægmand vil søge efter viden om dokumentarfilm – og dog, for selv om bogen er meget anvendelsesorienteret i forhold til mediefaget (der bringes f.eks. løbende ideer til inspiration i undervisningen, forskellige typer teoretiske – og praktiske opgaver, m.m.), så kan den også sagtens fungere som en kort, overskuelig introduktion til emnet helt generelt.
Kort sagt er Dox. en både konkret anvendelig, interessant og indbydende bog, der tegner rigtigt godt for denne bogserie. Hvis dette er standarden for den kommende serie, så sætter den barren virkelig højt og af samme grund vil vi her i kapellet spændt afvente de næste bøger i serien.