Cykelsport tilhører sin egen besynderlige kategori. Sportens centrale element er et transportmiddel, men nu omkalfatret til konkurrencemiddel. Herved minder den om både løb og motorsport, men modsat disse er der en væsentlig faktor, der inkluderes: naturen. Cykelsporten er særegen ved, at den konkurrerende udøver skal forcere og overvinde modstandere, vejrlig og naturens afvekslende terræn. Det er et bistert trekløver, der fører rytteren ud i anstrengende strabadser, hvor uforudsigelighed og monoton smerte forenes i jagten på succes.

Sportens tilbøjelighed til at opskrive denne fortælling til myte er velkendt, hvilket kun forøges ved et ganske simpelt krydderi: det er gratis at være tilskuer! Det betyder jo, at alle undes at deltage i begivenhederne på nærmeste hold, og sportens mytemagere bliver således iagttaget fra kantsten og vejkryds close-up.

I sportens cirka hundredårige historie er visse gentagelser begyndt at indfinde sig. Selvfølgelig er rytterne de centrale aktører, men som beskrevet er naturen en selvstændig (mod)spiller, hvilket gør, at fx bjergtinder bliver gennemgående figurer, selv når rytterne udskiftes ad åre. Nogle bjerge opnår en status, som personliggør dem og gør dem nærmest til individuelle skikkelser i løbet. Faste Tour de France-seere vil kunne genkende stigninger som Mont Ventoux, Galibier, Tourmalet, Hautecam, d’Aspaigne og Croix de Fer, der alle nyder stjernestatus som skrækindjagende og tillokkende udfordringer for henholdsvis sprintere og lykkejagende klatrere.

Ingen af disse stigninger når dog Alpe d’Huez på popularitetsskalaen. Selvom den med sine 13,8 km er noget kortere og med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 7,8 er mindre stejl end de fleste af de nævnte højdedrag, så er ”Alpen” – som den overlegent kaldes – den stigning, som flest ryttere helst vil vinde. Med en sejr på stigningen bliver man øjeblikkeligt legende og hele karriere er reddet med en sublim præstation op gennem de 21 skarpe hårnålesving.

Historien om dette forunderlige bjerg bliver endevendt grundigt i cykeljournalisten Peter Cossins bog Alpe d’Huez. Cykelsportens største bjerg. Cossins har tidligere brilleret med en fremragende beskrivelse af de såkaldte monumenter (de største endags-cykelløb) i bogen The Monuments, men skærer nu genstandsfeltet helt ned til én stigning. Det er dristigt, og man tør vel forstå, at det hurtigt vil kunne briste, når teksten er endt med at udgøre 264 sider. Når det ikke ender som en selvmål, er det, fordi Cossins besidder et køligt overblik over de formelle dele af bjergets historie og kombinerer det med en smittende fortælleglæde, relevante sidehistorier og en række interessante interviews med nogle af cykelsportens største koryfæer.

Bogen er struktureret således, at en intro og en outro er rammen om tolv kapitler, der alle indledes med dele af et referat af den legendariske etape i 1976, hvor Joop Zoetemelk besejrede rivalen Lucien van Impe i en direkte duel, mens den forsvarende Tour-vinder, Bernard Thévenet, sad passiveret længere nede ad bjerget.

Ellers får vi historien om, at Alpe d’Huez i 1952 blev den første stigning med mål på toppen – en etape som den legendariske Il Campionissimo, Fausto Coppi, vandt overlegent. Vi får historien om den drevne præst, Jaap Reuten, der fra 1964 og 28 år og frem var præst i regionen, og som formåede at integrere kirken som en del af fortællingen om etapeløbet. Vi får den triste skyggehistorie om de mange dopingsyndere, der gennem tiden først har imponeret på Alpen for sidenhed at blive buhet ud i rendestenen (særligt Marco Pantani og Lance Armstrong med hver to sejre i de hurtigste tider, der er sat på bjerget). Vi får kortere beskrivelser af nogle af de mere marginale vindere – ”konger for en dag”, som Cossins kalder dem – som Joaquim Agostinho (1979), Beat Breu (1982), Federico Echave (1987), Roberto Conti (1994) og Guiseppe Guerini (1999) Sidstnævnte der famøst blev væltet af en ivrig fan kort før målstregen, men som heldigvis kom sig over chokket og fik fuldført sit løb. Vi får historien om, hvorfor Alpen også kaldes ”hollænderbjerget”, og de spøjse fakta, der fortæller, at otte af de første fjorten afslutninger på Alpe d’Huez blev vundet af en hollænder, mens 90’erne var ejet af italienerne, som vandt seks ud af syv etaper, og endelig den franske dominans her i 10’erne, hvor de tre foreløbige afslutningerne er endt med en fransk vinder (Rolland, Riblon, Pinot). En demokratisk fordeling af meritterne kronologisk forordnet efter geografiske forhold.

Cossins prosa er overbevisende uden at være forhippet, og man tages glimrende i hånden gennem de mange fakta. Fx er beskrivelsen af stigningens data rigtig god, da man som lægmand begynder at forstå, hvorfor netop dette bjerg er så berygtet. Ganske uortodokst er Alpe d’Huez nemlig stejlest i bunden, og med 21 hårnålesving på vejen er skiftene mellem stigning og flad vej i svingene konstant og bryder enhver rytme. Ryttere, der ikke er bjergspecialister, kokser rundt i gearingen og finder aldrig et godt tråd.

Da Roland Barthes udgav sin klassiker, Mytologier, var en af myterne Mont Ventoux, som han beskrev som en ond gud, der krævede sine ofre. Peter Cossins viser overbevisende, at cykelsporten ikke kun har én ond gud, men et lille pantheon, hvor hollænderbjerget indtager en central plads på olympen.

Mennesket har altid forsøgt at klatre op på bjergenes tinder for at nå det transcendente, indsigten, kontemplationen eller lignende. Fra de persiske ziggurater, til Bibelens hellige bjerge, til buddhistiske munkes klostre. Endvidere er der selvfølgelig alle cykelsportens vovehalse, der trodser tyngdekraften – ikke for at vinde deres sjæles frelse, men for at forevige deres navn i cykelsportens plettede annaler.