”Den 17. mai 1814 var grunnlovsarbeidet ferdig, og Christian Frederik ble valgt til konge i den nyoprettede staten Norge.” (s. 205).

De fleste danskere ved nok, at 17. maj er Norges nationaldag, og at den norske grundlov – og det norske folkestyre – nu er mere end 200 år gammelt (og altså meget ældre end den/det danske).

Men hvor mange danskere ved, at den danske kronpris Christian Frederik – den senere kong Christian den 8., den sidste enevældige konge på den danske trone – spillede en afgørende rolle i Eidsvoll-forfatningens tilblivelse og var den første konge i et selvstændigt Norge? Jeg tror ikke, det er særlig mange, i hvert fald ikke uden for kredsen af fagfolk eller seriøst historisk interesserede. Egentlig mærkeligt, for historien om dobbeltmonarkiet Danmark-Norge er meget interessant, og begivenhederne som førte til dets endeligt i 1813-14 er det ikke mindre.

Danmark befandt sig i en vanskelig situation i 1813. Den enevældige Fredrik den 6. havde satset på Napoleon og var dermed havnet i et modsætningsforhold til stormagterne England, Rusland og Preussen, som tilføjede Napoleon det afgørende nederlag ved Leipzig 17. oktober. Det betød ifølge de internationale aftaler, der blev stadfæstet ved freden i Kiel i 1814, at Danmark skulle afstå Norge til Sverige. Sverige havde nemlig været på den ’rigtige side’ i alliancen og havde endog fået en fransk general (Jean Baptiste Bernadotte, tidligere general i Napoleons hær, men nu en af hans fremmeste modstandere) som konge: Karl III Johan.

Den danske kronprins, den 26-årige Christian Frederik (fætter til regenten Frederik den 6.), drog til Norge i foråret 1813 på en mission, der skulle bevare ”tvillingeriget” og holde svenskerne borte. Eller var det nu også det, der var missionen? Det er bl.a. det, bogen Christian Frederiks Tapte Rike handler om.

Den er skrevet af den norske historiker Mona Ringvej, og hun har valgt en ret speciel fremstillingsform, hvor Christian Frederik (herefter CF) fremstilles som protagonist i et drama efter klassisk græsk mønster, i praksis via en gennemført analogi til Thebens kong Eteokles i Aischylos’ dramaer, specielt De syv mod Theben. Analogien fremtræder i alle indledningsvignetterne til bogens ni kapitler, men foldes først ud på bogens allersidste sider. Jeg vil komme tilbage til dette litterære greb senere.

Ellers er bogen anlagt som en helt kronologisk fremstilling af CFs norske eventyr (eller tragedie), fra afrejsen fra Frederikshavn mod Christiania 17. maj 1813 til flugten fra samme by 10. oktober 1814. Historien er selvfølgelig hverken ”ny” eller uudforsket, og så vidt jeg kan se bruger Ringvej ikke nyfundne kilder. Men historien, som den fortælles her, bygger i høj grad på kilder af mere personlig karakter, især CFs dagbog og nogle af de norske nøglepersoners optegnelser (dagbøger og breve), plus masser af citater fra samtidige lejlighedsviser, annonceaviser og norsk presse. Det giver bogen en særlig karakter, hvor vi kommer meget tæt på hovedpersonen og de vigtigste norske medvirkende i dramaet.

Bogen er ikke en historisk roman, for alt faktuelt er belagt med kildehenvisninger (noter bag i bogen), men fremstillingen er psykologiserende og dramatiserende, og forfatteren bruger kilderne som afsæt for at formulere ikke bare CFs, men også mange af de øvrige personers tanker og følelser. På den måde bliver bogen medrivende og let at læse. Illustrationerne bidrager ligeledes hertil.

En følsom og ambitiøs ung mands store plan
Det begynder smukt og lovende for den unge kronprins. CF har forberedt sig godt og nærmest indstuderet sin ankomst til Norge som et teaterstykke. Det er spændende at læse om brugen af dramatiske tableauer og allehånde retoriske og teatralske greb i kronprinsens arbejde for at vinde nordmændene for sin sag.

Han er ung, flot, selskabelig, god til at lytte og gør derfor et overbevisende indtryk (ikke mindst på kvinderne) og vinder mange tilhængere, ikke bare i Christiania, men også i Bergen og senere i Trondheim. Ikke bare blandt adel og velhavere, men også blandt bønder og fattigfolk.

Norge er pga. krigen, der stort set har stoppet handelen over Nordsøen, nærmest i en tilstand af hungersnød, så korn eller løfter om korn er et godt våben i debatten om landets fremtid. Kronprinsen spiller sine kort dygtigt, men også på grænsen til løgn og bedrag, dels fordi han skubber ubehagelige kendsgerninger til side i sin egen vurdering af situationen, dels fordi han med sin baggrund i enevældens magtkodeks sørger for at alle ubekvemme nyheder holdes tilbage for offentligheden. F.eks. varer det mange måneder, før den eksakte ordlyd af freden i Kiel (altså Sveriges legitime krav på Norge) offentliggøres, og CF foregøgler også længe en ikke-reel støtte fra England til det norske frigørelsesprojekt.

På den måde kommer CF i sidste ende faktisk også til at snyde sig selv, for selvfølgelig vil stormagterne i almindelighed og Karl III Johan i særdeleshed ikke finde sig i en lille nations oprør mod indgåede internationale aftaler. Især ikke, hvis den er iscenesat af en egenrådig og ambitiøs prins.

Inden sandheden kommer for dagen, har CF som en del af det store tragediespil indgået en meget speciel samarbejdsaftale med Norges intelligentsia, nemlig at vedtagelsen af en demokratisk forfatning for Norge går forud for at han kan blive valgt som konge. Dette kulminerer 17. maj 1814 med proklameringen af Eidsvollforfatningen og valget (netop ikke udråbningen eller salvingen) af Christian Frederik som det frie Norges første konge. Efter et par måneder, hvor CF endnu kan bilde sig ind, at han har støtte både i det norske folk og i udlandet, går det stort set ned ad bakke for kongen, der ikke magter at lede den norske hær i krigen mod svenskerne, som nu gør krav på landet. Lettere sindsforvirret må CF forlade Oslo i det tidlige efterår, lige så ubemærket som han var ankommet halvandet år før. Norge er endegyldigt tabt for Danmark.

Et eksperiment med den historiske fortælling
Brugen af den græske tragedie som ”matrix” for fortællingen er interessant, men jeg synes ikke den udført i praksis er specielt vellykket. Læseren får aldrig en ordentlig forklaring på, at analogien mellem CF og Eteokles er specifikt relevant. Faktisk kræves det af læseren, at man kender de græske tragedier, især De Syv mod Theben, måske også Aristoteles’ dramateori, for dette kraftfulde græske tragedieunivers bliver aldrig rigtig introduceret eller begrundet i konteksten.

Med mit eget kendskab til de græske tragedier og Theben-historierne finder jeg det ikke oplagt, at det netop er Eteokles, der vælges som analogi-figur. Det kunne måske have været (hans efterfølger) Kreon, som – på linje med CF – ikke faldt i kamp, men mistede riget på grund af hybris. Eteokles var en ægte kriger; CF var netop ingen kriger, men mere eller mindre en retorisk-teatralsk fantast, der blev angst og faldt fra tronen og magten, da det kom til realiteterne: da den svensk-norske krig begyndte og blodet flød.

Læsningen af bogen er med andre ord en blandet oplevelse. Selve historien fortælles fint, medrivende, ganske originalt og kildenært. At Christian Frederik tabte ”sit” norske rige kan godt forstås som en tragedie, men jeg synes ikke bogen – via Aischylos – overbeviser om at den danske kronprins virkelig har tragisk format. Hans senere (Danmarks)historie er da heller ikke beretningen om en helt. Men det er en anden historie.