Ernest Hemingway var selv af den opfattelse, at en forfatter ikke burde tale om det at skrive eller lade andre gennemlæse hans arbejde før udgivelse. Ironisk nok fik han i løbet af sin produktive karriere udbredt sig ikke så lidt om netop kunsten at skrive, og i 1984 udkom så en samling af Hemingway-citater om skriveri og livet som forfatter redigeret af Larry W. Phillips. Den er udgivet på dansk før, men Lindhardt og Ringhof genudgiver nu bogen som led i en række genudgivelser om den store, amerikanske forfatter.

Citaterne stammer især fra Hemingways noveller, romaner og breve, varierer i længde og kommer emnemæssigt ret vidt omkring. Flere af brevene, de er plukket fra, er stilet til F. Scott Fitzgerald, en anden af datidens store forfattere og manden bog klassikeren Den store Gatsby. Citaterne er i bogen blevet systematisk samlet under kapiteloverskrifter som ”Hvad det at skrive er og gør”, ”Råd til andre skrivende” og ”Arbejdsvaner”.

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke alle tips, der er lige brugbare (endsige forståelige) for en læser, der blot har et basalt kendskab til Hemingway og hans litteraturhistoriske kontekst. Det er heller ikke alle citaterne, der kan karakteriseres som ’råd’, idet flere af dem er forfatterens subjektive udgydelser omkring diverse emner med relation til skrivehåndværket, andre forfattere og lignende. På sin vis kan denne lille bog siges at henvende sig til to forskellige typer læsere: Den, der søger konkrete tips til at skrive bedre, og den, der ønsker at vide mere om forfatteren Hemingway.

Hvad angår de konkrete råd til at forbedre sin skrivning, har den minimalistiske Hemingway flere. Eksempelvis skal man lære at fatte sig i korthed og hellere lade noget stå mellem linjerne end forfalde til overdreven beskrivelse. Man bør også stoppe dagens skrivearbejde, mens man stadig ved, hvad der videre skal ske i historien – hvis man skriver, til man går i stå, bliver det alt for hårdt at komme i gang igen næste morgen, advarer forfatteren.

Flere af citaterne er som sagt med til at tegne en indirekte biografi af Hemingway. De fleste ved formentlig, at forfatteren selv var involveret i flere af sin samtids krige, og måske er det derfor, at han i Om at skrive udpeger ”krig” til at være verdens bedste tema at skrive om. Det rummer simpelthen det hele. Det er også interessant, hvor ofte han beskriver sit forhold til det at skrive som en form for had-kærlighedsforhold. Det er en ”sygdom” og en ”last”, men dog noget, han er nødt til at gøre for rigtigt at leve.

Noget andet, der springer i øjnene, når man læser sig igennem citaterne, er, hvor ofte ordene ”sandt” og ”virkeligt” optræder. Hemingway synes næsten besat af ideen om, at det er en forfatters fremmeste opgave at skrive sandt og virkeligt – også når historien bare er noget, der vokser ud af hans fantasi. Det skorter heller ikke på bramfri eller direkte selvhøjtidelige udsagn i bogen, og nogle gange ryster man på hovedet over, hvordan manden så sig selv og sit projekt, mens man andre gange sidder og klukker hyggeligt for sig selv og må give ham ret.

For nu at runde af med Hemingways svar på et spørgsmål om, hvilken forudsætning der er vigtigst for en ung forfatter, så er forfatterens fyndige – og måske evigtgyldige – svar kort og godt: ”En ulykkelig barndom”.