Ejvind Hansen, forskningschef ved Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, har den seneste måned (igen) gjort sig bemærket med en række opsigtsvækkende holdninger til ytringsfrihed og demokrati. Hansen har tidligere redigeret antologien Ytringsfriheden til forhandling (2013), som fik en blandet modtagelse af kritikerstand og journalister. Det samme gør sig nu gældende for bogen Kugleregn møder kuglepen, hvor Hansen undersøger ytringsfrihedens muligheder og konditioner i kølvandet på terrorangrebene mod Charlie Hebdo i Paris og Krudttønden i København. Kritikken går særligt på, at Hansen åbner døren for en markant indsnævring – nogen siger lodret krænkelse – af ytringsfriheden, fordi han klart melder ud, at grænser er en uundgåelig del af ytringen i et fællesskab. Grænserne, hævder Hansen, kan være udtalte eller skjulte, men de er der, og det tjener ingen, at de ikke er eksplicitte og lovfæstede, så man kan diskutere dem åbent i en demokratisk ramme.

Hansen fremskriver i bogen en række teser, som følger af hinanden. For det første kan ytringsfriheden aldrig være en total frihed. F.eks. er både blasfemiparagraf og visse faggruppers tavshedspligt eksempler på kloge begrænsninger af den frie ytring. Lægen er selvfølgelig begrænset i sin ytringsfrihed, fordi han ikke må dele personlige oplysninger til andre, men det er en vigtig del af hans virke som læge.

Rammerne for ytringsfriheden skal også positivt sikre, at flest mulige bliver hørt i den offentlige debat. Hansen hævder nemlig, at ytringsfrihed forudsætter, at man bliver hørt. Et talt ord uden et lyttende øre er ikke meget bevendt. Derfor må der begrænsninger på ytringsfriheden, så visse grupper over tid ikke bliver isoleret i debatten. F.eks. vil latterliggørende tegninger isolere bestemte grupper fra at deltage i den offentlige debat, fordi de får frataget deres position som seriøs opinion. Ytringsfrihed hjælper ikke noget, hvis vi ikke bliver hørt eller bliver udsat for uformelle repressalier.

Den anden tese er, at vi skal grine med og ikke af hinanden. Derfor er nogle former for karikatur ikke værd at kæmpe for. Hansen skriver: ”Trykningen af Muhammed tegninger (sic) har givet os en forringet ytringsfrihed" (s. 71), hvilket han netop skriver i forlængelse af den første tese. Tegningernes konsekvens har været, at færre tør ytre sig af frygt for repressalier. Effekten har været imod intentionen.

Desuden hævder Hansen, at tegningerne ikke blev trykt, for at vi kunne grine sammen, men var et nedværdigende statement mod muslimer. Her glemmer Hansen vist Flemming Roses kontekst til tegningerne i den berømte indledende tekst i JP – pointen med tegningerne var jo netop, at ytringsfriheden var truet, fordi visse kunstnere udøvede selvcensur af frygt for repressalier fra muslimer. Men Hansen fastholder: ”Satirens funktion bliver først udfoldet, når de skaber en grinen med. Hansen mener endda, at denne grine-med-tænkning besidder et indre kritisk potentiale, der kan få selv forhærdede islamister til at tænke efter” (s. 91). Hm, fristes man til at stønne.

Tredje tese: Ytringsfrihed er til for at kunne kritisere magten. Som det præcist formuleres: "Ytringsfriheden handler først og fremmest om at forhindre magthaverne i at gøre nogle bestemte ting" (s. 84). Det er særligt dette punkt, som Hansen er blevet kritiseret for, da det jo er en meget smal forståelse af ytringsfrihedens demokratiske funktion. Fri Debat har fx på deres hjemmeside listet Hansens bog op på deres tidslinje over presset mod ytringsfriheden (13.01.2016) med følgende ledsagende tekst: “Her argumenterer han for, at ytringsfrihed kun er ment som en kritik af magthavere og at dets værdi for demokratiet er mindretalsbeskyttelse” (http://www.fridebat.nu/index.php/tidslinje), hvilket jo ikke skyldes, at Hansen i direkte forstand angriber ytringsfriheden, men fordi han mangler sans for, at den enkelte borgers stemme netop sikres gennem den frie ytring.

Ejvind Hansen fastholder dog, at ytringsfriheden primært skal levere magtkritik, og da vi ikke ved på forhånd, hvem der kan kritisere magten mest relevant eller præcist, må alle derfor kunne høres. Når det ikke går ud over mennesket, vil Hansen dog ikke have begrænsninger. Derfor må blasfemiparagraffen afskaffes, da den jo ikke går ud over mennesker, men diverse guddomme. Det gør racisme tværtimod, derfor skal den forbydes.

Den fjerde tese er, at frihed er et kompleks begreb. Ytringen er intet værd uden frihed, men hvad er frihed? For at kunne definere det, må vi vide, hvad der er godt. For frihed er, at kunne vælge det gode. Problemet er så, ifølge Ejvind Hansen, at vi ikke kan vælge det entydigt gode i alles øjne. Min frihed kan være dit åg. Friheden bliver tiljublet som et entydigt gode, men det er alt for simpelt at tænke frihed således (hvilket allerede marxisterne (fx Lenin) og senere sociologerne (fx Bauman) var/er klar over).

Den femte og sidste tese er, at tilgivelsen kan åbne nye veje. I Hansens egne ord: ”Hvis vi derimod kan gøre tilgivelsen til et grundparadigme på, hvordan vi forholder os til hinandens forskelligheder, så åbner vi for en ny strategi til at håndtere vores interne kulturelle forskelle" (s. 19). Hvad betyder det? Jo, at du kan – og skal – se mennesket i din fjende. Det menneske, som engang var barn. Som engang selv tegnede og var nysgerrig. Din fjende, den morderiske islamist, deler menneskelivets grundvilkår med dig selv, hvilket du må indse, inden du fordømmer. Hansen hævder derfor, at konfrontation er ikke nødvendigvis det bedste svar på en konfrontation. At vejen ud af en kulturel krise ikke er optrapning, men afvæbning i form af tilgivelse. Problemet med denne dristige tese er selvfølgelig, at den kun kan fordres på mellemmenneskeligt plan, men ikke kan institutionaliseres på retsligt plan. Det ville skabe anarkisk kaos. Hansens pointe er dog interessant, såfremt man ikke tror på en løsning gennem årtiers koldkrigsførelse med islamister. Måske kan vi, ved at tilgive, få dem til at reflektere over deres vanvittige handlinger?

Kugleregn møder kuglepen er en vovet, lille sag, som bestemt har noget på hjerte. Sproget i bogen er dog noget docerende og fyldt med mange fyldord, der trætter læsningen. Desuden er talesprog og abstrakt filosofsprog blandet på en uhensigtsmæssig måde. En strammere redigering i sprogdragten havde derfor været en fordel.

Indholdsmæssigt kan man være uenig med Hansen, men han har en konsistent pointe, han skriver frem med klarhed. Dog en enkelt hage: Selvom Ejvind Hasen selv skriver, at "dette kommer der ikke noget 'men' på i det følgende" (s. 83), så virker det som en lidt smart, retorisk strategi, for Hansens opponenter i den offentlige debat hører i hvert fald et “men” i både kursiv og med versaler. Ytringsfrihed-men-positionen er udskældt, og det er ikke klart, hvorfor Hansen mener, han kan undsige sig den efter at have skrevet nærværende essay.

Bogen vil noget, lykkeligvist. Det er altid en fornøjelse at læse den slags debatbøger. For selvom Hansen øjensynligt ikke får gennemslagskraft med bogens tese – måske mest på grund af automatafvisninger fra ytringsfundamentalisterne – så bør man dog give ham den ære, at læse ham grundigt, inden han afvises. Som han selv skriver om islamisterne med følgende lille perle: "Vi er nødt til at forsøge, i det mindste i første omgang, at forstå, hvorfor de da ikke bare uden videre lader sig overbevise af vores værdier – værdier der jo simpelthen bare er så åbenlyst rigtige" (s. 101). Amen til den, Hansen.