Den kendte professor i Ny Testamente (NT) ved Københavns Universitet, Niels Hyldahl, døde sidste år. Bogen Jødedom og kristustro er altså et posthumt udgivet skrift, som virker til at være sat i verden af Hyldahls fans. I hvert fald minder bogens knappe stil mest af alt om nogle forelæsningsnoter, der er skrevet sammen til en sammenhængende tekst. Bogen flyder ikke specielt godt, selvom den tematiske tese står klart nok frem. Tesen er at vise, at at jøden Paulus efter sin omvendelse til kristendommen endegyldigt siger farvel til jødedommen og tilegner sig en teologi, der intet har med sin tidligere trosretnings dogmatik at gøre.

For nogle lyder det måske tilforladeligt, men i akademiske kredse er diskussionen om dette spørgsmål intens. Siden E.P. Sanders udgav Paul and Palestinian Judaism i 1977 har diskussionen om Paulus’ syn på og forhold til jødedommen været heftigt debatteret. Spændet går mellem et radikalt skel – et før og et efter – som altså Hyldahl repræsenterer, og til en integreret forståelse, hvor Paulus faktisk aldrig forlader jødedommen. At de to forståelser ikke begge kan være korrekte er selvindlysende, men argumenterne er altså ikke tvingende på nogen af siderne. Min egen holdning er dog, at Hyldahl kommer tæt på den mest sandsynlige forståelse, hvis man skal tage Paulus egne ord for pålydende i denne sag – og hvorfor skulle man ikke det? Kritikere af Paulus syn på jødedommen, som fx Sanders eller Heikki Räisänen, glemmer ofte, at Paulus selv var uddannet farisær, dvs. skolet i ortodoks jødedom og derfor kendte religionen indefra. At han så senere helt skulle have misforstået denne jødedom forekommer næsten bizart (se s. 10).

Bogens lapidariske næsten telegrammatiske stil giver bogens tre kapitler en lidt tung omend præcis meddelelsesform. Egentlig hylder jeg (teologiske) forfattere, der kan fatte sig i korthed, men dette bliver næsten for meget. Kapitlerne er dog også meddelsomme på en god måde, og kapitlerne giver et godt overblik over nogle centrale tematikker. Bogens første kapitel er en indledning til Galaterbrevet (Gal). Det betyder i teologisk sammenhæng, at Hyldahl kommer med sit bud på forfatter, adressat, datering, lokation, osv. Kapitler rummer en række “formodninger”, som viser, hvor vanskeligt det er at lægge hovedet endegyldigt på blokken i disse spørgsmål. Den mest opsigtsvækkende påstand i første kapitel er, at det såkaldte Apostelmøde, der er beskrevet i Gal 2, er identisk med mødet beskrevet i Apostelenes Gerninger (ApG) kap. 15. Som Hyldahl selv indrømmer, så fastholder han denne tolkning for at undsige sig de konservatives tolkning (hvor Gal 2 er lig med ApG 11), og for at kunne datere ApG så sent som 140 e.kr. (s. 12). Hyldahl remser dog også fem mere vægtige grunde op for sin tolkning, hvoraf den vigtigste i min optik er den første. Hyldahl skriver således: “Det betyder, at dette apostelmøde først kan have fundet sted efter grundlæggelsen af de galatiske meninger. For havde det allerede fundet sted, før de galatiske menigheder var blevet til, ved begyndelsen af Paulus’ virksomhed som hedningeapostel (hvad ApG 15 fejlagtigt forudsætter), ville Paulus meget naturligt have fortalt galaterne om mødet, da han var som dem og gjorde dem til kristne, og så ville det være overflødigt, at Paulus skrev derom i brevet – højst kunne han i så fald minde om, hvad han tidligere havde fortalt derom” (s. 19-20). Denne længere passus viser, at Hyldahl er en opmærksom ekseget, der læser teksterne, hvilket er forbilledligt. Konklusionerne kan man derefter være mere eller mindre enige i, men arbejdet bliver grundigt gjort.

Bogens andet kapitel viser gennem tre Paulus-tekster, at Paulus helt forlader sin tidligere jødedom. Kristustroen har udelukket mulighed for fortsat fællesskab med jødetroende. Her går Hyldahl videre ud end Galaterbrevet og inkluderer 1 Thessalonikerbrev og Filipperbrevet i sin tolkning. Kronologisk ligger de i Hyldahls datering meget tæt, og derfor giver det god mening at inddrage disse tekster. Den centrale tese i kapitlet er, at Paulus forstod sin nyvundne kristendom som “den sande jødedom”, men vidste også godt, at hvis han ikke markerede skellet til den traditionelle jødedom – og de facto brød med denne – så ville jødedommen bryde med ham (s. 51). Det er jeg enig i. Paulus ser evangeliet som opfyldelse af loven, dvs. at mennesker ved tro på Jesus gøres retfærdige. Gud tilgiver mennesket, når det tror på Jesus. Det er et novum i historien, men dette novum springer ud af jødedommen og erstatter den. Kapitlet er teknisk, og det vil være svært tilgængeligt for lægfolk. Opsummeringen i kapitlets afslutning, hvor der også samles op på debatten med kollegaen Troels Engberg-Pedersen, er dog pædagogisk og præcis.

Bogen afsluttes med et meget kort kapitel (fem sider!) om Paulus’ brug af udtrykket “Guds Israel”. Argumentet er her, at “det kristne gudsfolk” uanset etnicitet fremstår som “Guds Israel” i Paulus’ teologi (s. 74). Hedningene, der var udelukket fra den traditionelle jødedom, er altså inviteret indenfor i den paulinske kristustro.

Jødedom og Kristustro rummer tre korte indspark til væsentlige debatter om Paulus, men som bredere introduktion fejler den lidt. Det er uklart om bogen vil indføre læseren i debatten, være lærebogsnoter, disputere med kolleger eller noget helt fjerde. Tekstens klarhed er dens styrke, samt de meget anvendelige litteraturlister, hvor man let guides videre til nærmere studier af de emner, man nu engang er mest optaget af. Bogen er en fin hyldest til Hyldahl, men noget bærende monument i dansk NT-forskning er det ikke.