Forlaget Anis har gang i en herlig serie, nemlig Antikken og Kristendommen, der siden 2004 har spyttet 11 bind på gaden om forholdet mellem de to anførte størrelser. Kristendommens udspring i antikken med al dens pluralitet gør det oplagt at undersøge fænomenernes gensidige påvirkning. Nyeste bind er historikeren, Eusebs, beretning om kejser Konstantins liv – oversat, kommenteret og indledt ved Jørgen Ledet Christiansen. Euseb er videst kendt for sin kirkehistorie, der tilmed er kommet i nævnte serie i 2011. Han blev født omkring 260 i Casærea i Palæstina, hvor han i 313 blev biskop, et job han varetog indtil sin død i 339. Euseb er som historiker kendt for en ret pålidelig og grundig brug af kilder, som man også støder på i nærværende værk. Der citeres fra breve og protokoller, som underbygger tolkninger og udlægninger.

Eusebs forhold til kejser Konstantin har været kompliceret. Vi ved, at Konstantin forhindrede Euseb i at få det meget prestigefyldte bispedømme i Antiokia, men bevæggrunden kender vi ikke. Christiansen foreslår, at Konstantins glæde over Eusebs historiografiske evner var så stor, at han ville have ham til at blive ved biblioteket i Casærea (som bl.a. indeholdt betydelige værker af koryfæet Origenes). Konstantins liv er naturligvis en slags biografi, men den sætter sig lidt mellem to stole. Den er både en hyldende, næsten panegyrisk ophøjelse af kejseren, og en mere afdæmpet bogholderagtig registrering af historiske hændelser. Dette dog en bevidst strategi for Euseb: “hensigten med det foreliggende værk alene er at sætte ord på og skrive det ned, der vedrører det af Gud elskede liv” (s. 41). En totalfremstilling er det altså ikke, men derimod en religiøs fortolkning og udvælgelse af historien.

Konstantin er en megafigur i Vestens historie. Under hans ledelse bliver kristendommen tilladt ved Milano-ediktet i 313, og kristendommen bliver statsreligion i 325 på det berømte kirkemøde i Nikæa. Kristendommens marginaltiværelse skiftes dermed ud med en central position i samfundet, med intim tilknytning til magten. Et dobbeltforhold der stadig udtrykkes i mange lande i dag, og om hvilken der er stor debat. Det ses fx i antologien National kristendom til debat, som udkom sidste år, hvor der tages livtag med det “konstantiske fangenskab”, som kirken påstås at have været i siden år 325.

Omvendelsesøjeblikket for Konstantin bliver en åbenbaring, hvor han ser korsets tegn på himlen med den tilhørende tekst: “ved dette skal du sejre” (s. 53). Konstantin bliver derefter overbevist om, at han er udvalgt af Gud til at sejre over sine fjender (særligt Licinius) og til at sprede kristendommen til alle afkroge af Romerriget. Denne kamp fylder det meste af den første halvdel af bogen. Magten skal sikres, afgudsdyrkelsen skal udryddes, ideologien grundlægges, osv. Euseb er jo en partisk beskriver her, men det er en medrivende skildring at læse, selvom sprogdragten jo er lidt bedaget – hvilket parentetisk bemærket ikke kan tillægges Christiansen, der har gjort et forbilledligt arbejdet med oversættelsen.

Som sagt er kirkemødet i Nikæa i 325 den mest epokegørende begivenhed, som Konstantin står bag. Det centrale teologiske spørgsmål, der diskuteres på mødet, er kristologien (læren om Jesus Kristus). Var han guddommelig? Hvilken rolle har han i forhold til Gud fader? Det kaldes også “den arianske strid”, for ansporende for debatten var biskop Arius og dennes påstand om, at Jesus var skabt af faderen, og dermed ikke evig ligesom faderen. Koncilet endte med at kætterdømme Arius, selvom Euseb påstår, at alle deltagende skrev under på den nikænske trosbekendelse (s. 122). Måske fordi Konstantin igen og igen citeres for, at striden egentlig ikke var af afgørende betydning, hvilket de tilstedeværende teologer altså ikke var enige i.

Konstantin hyldes gennem bogen for sine profetiske evner, sit gudfrygtige væsen, sit store vid, sine ypperlige lederevner og rosen vil næsten ingen ende tage. Euseb gentager gang på gang, at verden aldrig har set så prægtigt et menneske som han. Nuvel, det kan måske være rigtig nok, men mon ikke Euseb på trods af jobmæssige fravalg alligevel har været glad for en kejser, der af flere omgange roser ham offentligt? (fx s. 151).

Kirkens historie er afgørende for Vestens og Danmarks historie, så det er godt, at vi får kilderne tilgængelige på vores modersmål, så flere måske giver sig i kast med at studere vores ophav. Med Jørgen Ledet Christiansens fremragende og præcise noter behøver læsningen af skriftet i hvert fald ikke være begrænset til de flittige teologistuderende eller andre nichegrupper. Et godt bud på en nørdbog med perspektiv!