Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




"Stalin. Diktaturets anatomi" og "Unge Stalin" / Hhv. Niels Erik Rosenfeldt og Simon Sebag Montefiore / 419 og 463 sider
Hhv. Høst & Søn og Borgens forlag. ISBN
Anmeldt 11/8 2008, 18:06 af Torben Haugaard Jensen

Den vidunderlige georgier – diktatoren Stalin


Den vidunderlige georgier – diktatoren Stalin

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mindre end 400 km øst for Danmark på den anden side af Østersøen lå indtil udgangen af 1991 verdens største diktaturstat, Sovjetunionen. Det kommunistiske regimes militære isenkram var rettet mod den kapitalistiske fjende vest for jerntæppet, og vice versa, som et led i den psykologiske terrorbalance, der eksisterede mellem de ideologisk forskellige lejre. Netop forholdet til det borgerligt-kapitalistiske Vesten havde gennem hele Sovjetunionens historie afgørende indflydelse på landets indenrigs- og udenrigspolitik. Det gjaldt ikke mindst fra slutningen af 1920’erne og frem til 1953, hvor det enorme rige regeredes stort set enevældigt af én mand: Iosif Vissarionovitj Dzjugasjvili alias Stalin (ca. 1879-1953).

Det lå ikke ligefrem i kortene, at denne ”vidunderlige georgier”, som Lenin benævnte Stalin, skulle blive Sovjetstatens leder. Som historikeren Niels Erik Rosenfeldt påpeger i biografien Stalin. Diktaturets anatomi, studerede Stalin i sin ungdom teologi i Georgiens hovedstad Tbilisi og var endog kendt for at have en god sangstemme. Desværre for ganske mange mennesker blev han dog hverken præst eller nogen stor tenor. Hans sind var opfyldt af oprørstrang, georgisk helte-litteratur og Marx’ og Lenins skrifter, og snart blev han bortvist fra præsteseminariet og slog ind på den revolutionære løbebane.

Stalin havde revolutionslederen Lenins tillid, og for sin loyalitet og flid fik han efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 en ministerpost i den første Sovjetregering. Nok så vigtigt havde han altid adgang til Lenin og dermed til magtens centrum. Han engagerede sig i flere vigtige råd og udvalg i det komplekse magtapparat, og da han blev valgt som Det Sovjetiske Kommunistpartis generalsekretær, bestred han som den eneste topbolsjevik en post i alle afgørende ledelsesorganer. Tilmed styrede han kommunikationsprocessen mellem disse magtorganer. Det betød unægteligt stor indflydelse for den store politiske taktiker og manipulator. Efter Lenins død gik Stalin med bureaukratisk behændighed og taktik for alvor i gang med at udmanøvrere de andre potentielle arvtagere til magten i partitoppen. Det lykkedes ham da også med tiden at få dem alle ryddet af vejen ved bl.a. skueprocesserne i 1930’erne. Den vigtigste modstander, Trotskij, som længe havde været en torn i øjet på ham, blev i 1940 taget af dage i sit eksil i Mexico af en sovjetisk agent. Så lange var diktaturets arme. Dermed var vejen banet mod det tyranniske enmandsvælde.

Allerede i borgerkrigstiden fra 1918-1920 handlede Stalin meget egenrådigt og imod ordre fra toppen. Til gengæld var hans indsats effektiv. Formålet med de hensynsløse udrensninger og den uberegnelige og ofte vilkårlige terror, han satte i værk, var at skabe respekt omkring bolsjevikkerne, herunder ikke mindst sig selv.

Brutaliteten blev ikke mindre, da han havde sat sig suverænt på magten i Sovjetunionen. Millioner af sovjetborgere fra alle samfundsklasser blev udsat for vold, terror og udrensninger i et omfang, som langt oversteg undertrykkelsen under det omstyrtede tsarregime. Også i Stalins egne rækker blev der luget ud. Nære kampfællers koner blev sendt i arbejdslejre, i et enkelt tilfælde blev én endog henrettet, mens mændene sandsynligvis af ren frygt arbejdede videre for diktatoren og lovpriste hans gerninger.

I den brede befolkning ramte terroren eksempelvis landbrugssektoren, som reelt blev omdannet til én gigantisk tvangsarbejdslejr under tvangskollektivisering; et nådesløst indgreb fra magthavernes side, der ingenlunde kan sammenlignes med den danske andelsbevægelse, som fx forfatteren og kunsthistorikeren Rudolf Broby-Johansen har gjort (se her Bent Jensens Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle). Stalin tvangsinddrev størstedelen af bøndernes afgrøder, som dels skulle eksporteres til udlandet, dels brødføde de sovjetiske storbyers proletariat, der voksede i takt med den hæsblæsende omlægning af det tilbagestående bondesamfund til et industrisamfund.

Ét af resultaterne heraf var en omfattende menneskeskabt hungersnød i bl.a. Ukraine, som havde uhyre store menneskelige omkostninger. Selve grundlaget for industrialiseringen, fx anlæggelse af nye jernbanelinjer, kanaler, dæmninger, veje, stålværker og byer, blev i høj grad skabt af tvangsarbejdere fra det enorme lejrsystem i Sovjetunionens mest uvejsomme egne, GULAG. Folk blev rask væk deporteret til disse lejre for selv lommetyveri og på baggrund af den blotte mistanke om kontrarevolutionær aktivitet. Staten var i realiteten i krig mod sin egen befolkning, og den stadigt mere paranoide Stalin så fjender fra den kapitalistiske lejr over alt, ikke mindst i perioden omkring 2. Verdenskrig.

Stalin havde længe indset, at en krig mod den kapitalistiske verden ville komme, ikke mindst i lyset af Hitlers aggressive udenrigspolitik. Derfor var Sovjetunionen nærmest i en konstant undtagelsestilstand, hvor der blev oprustet til den kommende konflikt. Staten beredte sig uophørligt på at skulle udkæmpe en overlevelseskamp, og der blev brugt enorme ressourcer på interne fordrivelser og folkeflytninger, så baglandet var loyalt, når krigen kom. Stalin håbede dog, ligesom Lenin før ham, at de kapitalistiske lande ville ryge i totterne på hinanden først. Ræsonnementet var nemlig, at landenes befolkninger i en sådan situation ville gøre oprør og dermed skabe grobunden for en kommunistisk verdensrevolution. Denne revolution udeblev som bekendt, om end Sovjetunionen satte sig på næsten hele Østeuropa efter krigen og påtvang regionen sit ideologiske samfundssystem.

I Rosenfeldts optik var diktatoren Stalin i sin ledelse af Sovjetunionen drevet af både et umætteligt personligt magtstræb og ideologiske motiver. Ligesom Lenin havde han i sin egen og det ufejlbarlige Sovjetiske Kommunistpartis selvforståelse indsigt i ”de objektive udviklingslove” for det menneskelige samfunds udviklingslove; et forhold, som befolkningen blev grundigt mindet om i en massiv strøm af politisk propaganda. Han var simpelthen af den faste overbevisning, at fremtiden tilhørte kommunismen, og han var villig til at gå til blodige ekstremer mod sine medmennesker for at hjælpe udviklingen mod denne utopi på vej.

Stalin. Diktaturets anatomi er et gedigent stykke velskrevet historieskrivning, som varmt kan anbefales til alle med interesse for Rusland, 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig. Der er ikke tale om en biografi i traditionel forstand, idet den ikke skildrer Stalins liv og færden kronologisk i detaljer, krydret med anekdoter om ”stålmanden”. Det er selve det stalinistiske regimes natur, personificeret af Stalin, og diktaturets udvikling på baggrund af forskellige indenrigs- og udenrigspolitiske faktorer, der er i centrum.

Fokus hos Rosenfeldt er især rettet mod indgående beskrivelser af magtens vilkår og magtens mekanismer. Særligt interessant er Rosenfeldts analyse af Stalins overvejelser og beslutninger før, under og efter 2. Verdenskrig, hvor forfatteren afvejer andre historikeres argumenter i forhold til eksisterende kildemateriale. Rosenfeldt understreger netop vigtigheden i princippet om, at læseren har kendskab til kildegrundlaget, når der skrives historiebøger. Biografien indeholder derfor en længere litteraturliste, hvor værdien af en række værker om Stalin og hans system vurderes. Alt i alt er bogen glimrende læsestof, hvis man ønsker et indblik i, hvordan det politiske klaver spillede bag Kremls mure i første halvdel af det 20. århundrede.

Skulle man være en af dem, som ganske enkelt ikke kan få nok af at læse om den paranoide tyran Stalin, er Simon Sebag Montefiores Unge Stalin, der skildrer diktatorens opvækst og liv indtil revolutionsåret 1917, derfor også en kærkommen udgivelse.

Stalins visitkort fra tidspunktet for hans udnævnelse til minister i Lenins første regering talte mange titler, fx præsteelev, romantisk digter, skørtejæger, bankrøver, pengeafpresser, brandstifter, pirat, slagsbror, gangster, morder, terrorist og professionel revolutionær. Han voksede op i et brutalt bandemiljø i det klanprægede Georgien som søn af en drikfældig og voldelig skomager, og allerede som barn demonstrerede han en fast vilje og troen på, at han havde ret.

Livet i landets kriminelle, konspiratoriske underverden var med til at modne ham til revolutionen. Som troende marxist og ekspert i gangstervæsen og bankrøverier blev han ad åre en af Lenins vigtigste ”fundraisers” i Kaukasus, og hans finansiering af revolutionen sendte ham flere gange i ufrivilligt eksil af tsaren. De færdigheder, han opnåede som kriminel, kombineret med den klassiske uddannelse fra præsteseminariet, var med til at ruste ham til en ledende post i Sovjetunionen. Lenins tillid til Stalin blev vundet gennem netop bankrøverierne og senere på slagmarkerne i borgerkrigen.

Montefiores værk handler om den unge Stalin, men den er også en form for krønike om de revolutionæres miljø i det tsaristiske Rusland og dermed en slags forhistorie til USSR. Der er på ingen måde tale om en tør og faktamættet fremstilling, men snarere en medrivende og fængslende levnedsskildring, som får liv gennem udpræget brug af scenisk fremstilling med replikker, baseret på forskellige impliceredes erindringer og anekdoter. Denne narrative form giver dog bogen et skær af fiktion, fx når et kapitel afsluttes med cliffhangeren ”Jeg skyder”, og læseren i åndeløs spænding må læse videre i næste kapitel for at se, hvad der så hændte. Groft sagt kan man indimellem under læsningen næsten ikke undgå at spørge sig selv, om det er en kriminalroman, man er i gang med, og det er ikke befordrende for seriøs historieskrivning. Det skal dog siges, at værket kaster lys over nogle sider af Stalins meget sammensatte person, som sjældent skildres i de gængse historiebøger.

58
Forrige anmeldelse
« Oplysningens verden - Idé, his... «
Næste anmeldelse
» Leni Riefenstahl – Filmmager ... »