I anledning af renæssanceåret 2006 udgav Aarhus Universitetsforlag Renæssancens verden, hvor en lang række forskere fra Aarhus Universitet bidrog med hver deres vinkel på renæssancen og dens betydning. Den er nu blevet fulgt op med Oplysningens verden, der ud fra samme princip - og i samme imponerende format - sætter sig for at give et bredt billede af oplysningen.

Oplysning er et begreb, der er omdiskuteret i disse år. Oplysningen bliver i visse kredse set som baggrunden for sekulariseringen af den vestlige verden; og sekulariseringen bliver på sin side set som årsag til, at Vesten i dag står svagt over for andre kulturer med et stærkt religiøst fundament (og her tænkes naturligvis primært på Islam). Det er oplysningen, der har givet os begreber som tolerance og menneskerettigheder; og som byder os at være tolerante over for kulturer, der ikke selv viser tolerance. Vi tilstår rettigheder til mennesker, der ikke selv respekterer andres rettigheder, hvilket svækker os i den "kamp mellem civilisationer", der efter nogles opfattelse udkæmpes i disse år. På den anden side hævdes det også, at det er selve manglen på en oplysningstid, der er Islams problem.

Der kan således være god grund til at sætte fokus på begrebet oplysning og på oplysningstiden. I bogens prolog "Drømmen om enhed - oplysningstidens akademiske verden" redegør Peter C. Kjærgaard og Jens Erik Kristensen glimrende for, hvordan de moderne universiteter og den moderne videnskab udspringer af oplysningen. Ambitionen var "menneskets udgang af den selvforskyldte umyndighed", som det hedder i Kants berømte definition af begrebet oplysning. Oplysningen skulle samle og systematisere den menneskelige viden; en viden, der var erhvervet ved fornuftens brug og med videnskabelige metoder, og ikke erhvervet gennem guddommeligt indblik eller åbenbaring.

Det nok mest berømte oplysningsprojekt - Den Franske Encyklopædi - skulle netop være et sted, hvor al viden var samlet. Men det var naturligvis for ambitiøst et projekt til, at det kunne realiseres af et enkelt eller blot en lille gruppe mennesker. Bestræbelsen på at samle viden betød paradoksalt nok samtidigt en spredning af viden på en lang række specialområder. Universiteterne blev inddelt i fakulteter, der specialiserede sig på hvert deres område.

Det afspejler sig naturligvis også i Oplysningens verden, der er inddelt i en indledende idéhistorisk del og derpå tre hoveddele, der tager sig af oplysningen, som den tog sig ud i naturvidenskab, samfundsteori og -praksis og i kunst og dannelse. Dermed kommer bogen også til at afspejle oplysningsprojektets styrke og svagheder. Bogen har sin styrke i, at der bliver redegjort for oplysningens betydning på et meget stort antal områder og discipliner, hvis eksistens vi tager for givet i dag. Dermed understreges oplysningens historiske rolle og mission forbilledligt.

Samtidigt udstilles også oplysningsprojektets svaghed. Ved at der bliver tale om en lang række specialområder, har disse forskellige discipliner også en tilbøjelighed til at udvikle deres egne sprog og diskurser. I stedet for at samle al menneskelig viden, så er resultatet snarere en udparcellering af viden, hvor de enkelte områder ikke rigtig formår at tale sammen længere. Det får også den betydning for bogen, at den kommer til at fremstå noget uhomogen. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men man kunne måske også have ønsket sig, at man redaktionelt havde bestræbt sig på netop at sætte sig ud over den oplagte svaghed. Den bedste hyldest af oplysningen ville være en homogen fremstilling af dens spraglede mangfoldighed.

Bogen er fornemt illustreret, og fremstår i det hele taget fornemt i layout og format. Desværre følger indholdet ikke i alle henseender op til denne standard. At teksterne bliver uhomogene kan delvis forklares med de forhold, der er skitseret ovenfor. Men det virker også som om, man fra redaktionens side ikke har haft samme klare målsætning for indholdet, som man haft for formatet. Af og til får man en fornemmelse af, at det er gået for hurtigt. Når fx en Hans-Jørgen Schanz afslutter en ellers glimrende artikel med: "I dag synes det, som om Oplysningen har vundet styrke i kraft af selvindskrænkning. Vi taler her om Vesten.", så virker det som om, forfatteren er blevet afbrudt midt i teksten. Fortsættelse følger ikke.

Der er skrevet en del om oplysning de senere år. Thomas Bredsdorffs Den brogede oplysning (2003) og antologien Mere lys! Indblik i oplysningstiden i dansk litteratur og kultur (2002) for at nævne et par stykker. Oplysningens verden føjer sig oplagt til, og er i kraft af sit format og sin bredde mere vidtfavnende. Alligevel sidder man lidt forbeholden tilbage efter endt læsning. Det virker som om, man har haft lidt for travlt med at følge op på Renæssancens verden, hvilket er en skam. Oplysning er et emne, der nok kan fortjene sit eget pragtværk.