Nogle bøger er mere aktuelle end andre. Og nogle bøger er mere behagelige end andre. Loretta Napoleonis lille, slanke bog Islamisk Stat om fænomenet af samme navn er meget aktuel og meget ubehagelig – med andre ord helt nødvendig læsning.

Med en baggrund som ekspert inden for terrorfinansiering går Napoleoni til sagen med stor grundighed og et væld af dokumenterede kilder. Bogen er langt fra så letlæst, som dens ringe størrelse ellers kunne give indtryk af, og man skal som læser holde tungen lige i munden for ikke at fare vild i mængden af detaljer omkring stammegrupperinger, arabiske rigmænd og historiske krigshandlinger. Billedmateriale er der intet af; til gengæld er ordene stærke i sig selv.

Bogen, der i øvrigt allerede er under udgivelse i flere lande, bygger på den præmis, at Vesten har fejlet, både hvad angår bekæmpelsen af terror på verdensplan, og hvad angår forståelsen af den ekstremistiske organisation Islamisk Stat og dennes projekt. De vigtigste spørgsmål, som forfatteren søger at besvare, er således: Hvem er Islamisk Stat? Hvad vil de? Og hvad er det forførende ved dem? Især sidstnævnte er det ifølge Napoleoni tvingende nødvendigt, at Vesten begynder at interessere sig for, for det er netop en af grundene til organisationens enorme succes og brede appel.

Denne bog rummer flere væsentlige pointer og nuancer, som man – trods den massive dækning – aldrig støder på i nyhedsstrømmen omkring Islamisk Stat, og man bliver klogere for hvert kapitel. En af de første pointer er, at Islamisk Stat ikke ser sig selv som en organisation, men som en stat. Skræmmende nok er store territorier i Irak og Syrien allerede under denne sunnimuslimske skinstats kontrol. Forestillingen om at skabe en muslimsk stat ¬– et kalifat – kan rent historisk føres tilbage til islams guldalder og kan ifølge Napoleoni defineres som ”den ultimative muslimske utopi”. Netop på grund af denne næsten mytiske forestilling står Islamisk Stats projekt så stærk, især når den kobles med den meget håndgribelige forværring af livsvilkårene, som mange muslimer aktuelt oplever rundt omkring i et uroplaget Mellemøsten. (En uro, som Vesten ikke har spillet nogen ubetydelig rolle i, pointerer Napoleoni).

Så hvorfor har Islamisk Stat foreløbig haft så stor succes med sit projekt og med at tiltrække medlemmer – også sammenlignet med andre terrororganisationer? Ifølge Napoleoni er der ikke noget enkelt svar på det spørgsmål, men hun fremhæver gruppens meget bevidste brug af medierne, især de sociale medier. Modsat det billede, som vestlige statsledere gerne vil tegne af Islamisk Stat, er de nemlig langt fra primitive eller tilbagestående. Til forskel fra mere ufleksible og religiøst rigide grupper som Taleban og al-Qaeda har Islamisk Stat forstået at være pragmatiske og gribe de moderne muligheder, der eksisterer for at få et budskab ud på globalt plan. Især de sociale mediers hurtighed og det faktum, at de efterhånden betragtes som pålidelige kilder i nyhedsdækningen, har gruppen udnyttet gentagne gange til egen fordel. Napoleoni har flere eksempler på dette og på anden brug af det, der vel bedst kan beskrives som politisk og religiøst spin via medierne.

Brugen af ekstrem vold er endnu en måde, som Islamisk Stat har formået at slå igennem på. Vold skaber opmærksomhed, og jo mere bestialsk desto mere spektakulær. Kobler man volden med de moderne medier og den stærkt visuelle kultur, vi lever i, har man en nyskabende og dødbringende cocktail. Det er dermed en vigtig pointe, at brugen af vold ikke er tilfældig eller slet og ret primitiv; det er et nøje gennemtænkt redskab, der endvidere indgår i organisationens propagandamaskineri. Som eksempel nævner Napoleoni, at Islamisk Stat mål er at ligne med en ”multinational voldsvirksomhed”, navnlig fordi de hvert år udsender en officiel årsrapport med detaljerede oversigter over indtægter, udgifter, antal selvmordsmissioner etc.

Et tredje middel til succes er at søge legitimitet hos lokalbefolkningen i de besatte områder i Irak og Syrien. Her står organisationen faktisk bag flere nødhjælpslignende projekter. Formentlig også fordi, at Islamisk Stat har brug for kvinder. Forfatteren har en interessant pointe i, at hvis organisationens projekt om at gå fra mandsdomineret hærstyrke til decideret nation skal lykkes, må kvinder bidrage. Det er på mange måder et bizart paradoks, at mens kvinden på den ene side spiller en afgørende rolle i realiseringen af kalifatet, så er hun på ingen måde tiltænkt nogen offentlig rolle i den nye, muslimske nation, men skal i stedet dække sig til og hellige sig hjemmet og børnene.

Denne lille bog rummer mange informationer. Måske også lidt for mange, hvis man ikke er interesseret i hele historikken bag den verserende uro i Mellemøsten. Men den kan ikke undgå at åbne ens øjne for nogle interessante og skræmmende aspekter. Napoleoni udstiller nådesløst ikke bare Vestens men også de rige, mellemøstlige magthaveres naivitet i forhold til Islamisk Stat, og man sidder tilbage med følelsen af, at en effektiv bekæmpelse af organisationen beror på en mere nytænkende og nysgerrig tilgang end hidtil set. Som forfatteren selv formulerer det: ”’Kend din fjende’ forbliver stadig det vigtigste mundheld i kampen mod terror.”