Det er med at slå ørerne ud, når Lykke Friis fortæller. Der er substans bag ordene, og hun kan tilmed tale mindst lige så hurtigt, som de fleste af os kan tænke.

Gyldendal bad hende i anledning af 25-året for Berlinmurens fald om at skrive en bog om Tyskland, og hun har alle forudsætninger for det. Lykke Friis er datter af en mor fra Hannoversch Münden og en far fra Aabenraa, har gået på den dansk-tyske Skt. Petri-Schule i København, er cand.scient.pol., bruger sin fritid på Bayern München og sine ferier på så eksotiske rejsemål som Templin i Uckermark - hvor forbundskansler Angela Merkel er født.

Hund efter Tyskland er et crashkursus i Tysklands vilde historie fra Bismarck til det, som Lykke Friis kalder for »Mutti-Mysteriet«, den store overraskelse som Angela Merkel er.

Bogens sigte er at gøre danskerne klogere på Tyskland og måske endda ægte interesseret i tysk historie, politik og kultur. Den danske interesse for landet har jo i virkeligheden den samme dybde som et tweet eller en trivialnovelle. Der bruges smarte tyske navne på caféer i København, men de færreste danskere taler tysk. Danskernes Tysklands-rejser går måske til Berlin, men højst usandsynligt til Usedom, Bamberg eller Nürnberg.

Fortrængt af engelsk
Lykke Friis gentager da også en sandhed: at det engelske fuldstændig har fortrængt det tyske i det danske samfund. Og hun leverer selv - formentlig ufrivilligt - eksemplerne. I begyndelsen af bogen er der engelske udtryk både her og der for noget, der kunne siges på dansk.

Men den tidligere danske klima- og energiminister og nuværende prorektor på Københavns Universitet kan fortælle og gøre anskueligt. Det er imponerende, hvor mange anekdoter og historier, men også citater fra seriøse tidsskrifter, Lykke Friis kan hoste op med. Anekdoter, som sætter tingene i relief.

Mon hun skriver dem ned og gemmer dem under hovedpuden?

Hunden som følgesvend
Lykke Friis er lykkelig hundeejer, og dermed deler hun skæbne med millioner af tyskere. Mange tyskere er så hundeglade, at de skrottede Danmark som ferieland, da den stramme danske hundelov blev indført.

Så det er ganske fiffigt at lade det firbenede dyr gå igennem bogen som en rød snor. Vi hører om Bismarcks forhandlinger med Rusland, der gik i hårdknude, da jernkanslerens hund, Tyra, reagerede på den russiske udenrigsministers febrilske kropssprog og bed en ordentligt luns af hans gallabukser af. Hitler lod jøder gasse og børn og forældre på Østfronten likvidere på klos hold, men pylrede om sin schæfer Blondie. Erich Honecker spærrede 16 millioner DDR-borgere inde bag en dødelig grænse og udstedte »Schießbefehl« til DDR-grænsevagterne, men kunne ikke engang opdrage sin cocker spaniel Flex, der i arrigskab bed statschefen i benet.

Nej, Vesttysklands første forbundskansler Konrad Adenauer sagde det i sjov, men mente det alvorligt: Han skulle ikke have noget af at lægge sig ud med Tysklands hundeejere. Så risikerede han blot at blive sat fra bestillingen.

En bizar fortælling fra den tyske hundeverden er den om de to landes schæferhunde. Efter delingen endte schæferhundeforbundets hovedkontor i Augsburg, og her nægtede man at anerkende DDR-schæfere som racerene. Det var ikke de rigtige schæfere.

Og da så endelig muren faldt, vidste man ikke, hvad man skulle stille de tusinder af DDR-schæferhunde, der kun kendte til patruljering af dødeligt bevogtede DDR-grænse. Hundene var blevet opdraget til at gå lige direkte efter halsen, når de så et menneske. Og de havde aldrig set børn.

Der er dog én af Lykke Friis’ hovedpersoner, der bestemt ikke bryder sig om hunde. Angela Merkel har direkte fobi over for dem. Det ved den russiske præsident, Vladimir Putin, ganske udmærket, og derfor fik han labradoren Konin lukket ind i sommerpaladset ved Sortehavet, da Merkel i 2007 var til forhandlinger om gas og Ukraine.

Nu handler det ikke om hunde det hele, men anekdoterne bruger Lykke Friis på elegant vis til at formidle historie, så vi knap bemærker, at det er dét, der er hendes ærinde.

Bredt anlagt
Bogen er bredt anlagt, når man skal sige det på den positive måde. Over mange sider henvender den sig da også kun til den gennemsnitligt Tysklands-interesserede dansker - eller den, der har lidt eller overfladisk kendskab til landet. Den er underholdende og vil klæde den helt nøgne læser godt på. Et plus er desuden, at der efter hvert kapitel er en overskuelig liste med forslag til videre læsning.

Der er perioder, Lykke Friis går mere i dybden med end andre. Hun skildrer for eksempel meget fornemt magtspillet mellem Ruslands daværende præsident Gorbatjov og tidligere forbundskansler Helmuth Kohl op til genforeningen. Omvendt flyver hun noget hurtigt hen over Versaillestraktatens konsekvenser for Tyskland efter Første Verdenskrig - blandt andet at tyskerne måtte afstå Vestpreussen og Memelland og ikke mindst, at Rhinlandet blev demilitariseret. Samt betale enorme krigsskadeserstatninger.

Læseren havde også godt kunnet ønske, at Lykke Friis havde boret lidt mere i Tysklands ejendommelige forhold til Rusland. Hun rammer jo selv godt med et citat af Vladimir Kaminer, den russisk-fødte forfatter, der i dag bor i Berlin: »For tyskerne er USA den sure far, som egentlig skal have en på snotten. For tyskerne er Rusland derimod lillebroderen, der skal aes på kinden... Tyskere og russere sidder i det samme køkken. Vi har en fælles historie, og vi har ofte dummet os sammen«. Og så vidt er det kommet, at Polen - der i 1939 blev overfaldet af Nazityskland - i dag ønsker en mere konsekvent og aktivistisk tysk udenrigspolitik. Især over for Rusland. Grækenland ser det anderledes.

Tyskland er blevet den hund i flokken, som får skældud, når den ikke er alfahund, og skældud, når den er alfahund.