I dag bemærkes det oftest som et kuriosum, men den er god nok: i begyndelsen af det 20. århundrede var en af de største bevægelser i Danmark ”Kirkelig forening for den Indre Mission” (IM). Tallene er muligvis slørede, men op mod en fjerdedel af befolkningen havde en form for kontakt med den kristne missionsbevægelse.

Inden bevægelsens indflydelse svækkedes havde IM igennem en lang årrække (1934-1959) en bemærkelsesværdig formand i Christian Bartholdy. Han ragede op i dansk kirkeliv, både med sit store korpus og sit utrættelige engagement. Nu har Danmarks førende IM-ekspert, kirkehistorikeren Kurt E. Larsen, skrevet en mursten af en doktorafhandling om Christian Bartholdy. Afhandlingen dækker perioden (ca.) 1930-1960 med udblik i begge ender af den kronologiske skala. Overordnet set vidner afhandlingen om et encyklopædisk overblik over et smalt - men vigtigt! - område af kirkens historie. Et område, der nu er belyst meget grundigere og som kan tjene som afsæt for videre kirkehistorisk arbejde i dansk kirkeliv i mellemkrigstiden, under besættelsen og årene derefter.

Vækkelseskristendom
Afhandlingens tese er, at Bartholdys kristendom var centreret omkring begrebet ”vækkelse” (eng. revival). Begrebet vækkelse har været centralt i kristendommen siden pietismen i 1700-tallet, men begrebet har mange facetter og kan være svært at forstå til fulde. Larsen definerer det derfor ved en treklang: En teologisk definition, som anser vækkelse som første led på frelsens vej (den såkaldte ordo salutis); en sociologisk definition, som ser vækkelse som det, at mange mennesker bliver kristne ca. samtidig; en psykologisk definition, hvor der sker en intensivering af den kristnes egen tro (s. 53).

Der hersker en stor diskussion om, hvorledes man skal forstå dette begreb, - både i forskningen og dansk kirkeliv generelt - men Larsen påviser gennem mange henvisninger til Bartholdys værker, at det primært er den sociologiske forståelse, der har præget Bartholdy, selvom de to andre vinkler ikke har været helt fraværende.

I de år, Bartholdy virkede som formand for IM, var der et stort opbrud i dansk kirkeliv. Oftest taler man om tre store, dominerende grupperinger: Tidehverv, grundtvigianerne og så IM. Tidehverv satte sig solidt på debatten med sin polemiske stil og akademiske kølighed. Grundtvigianismen havde stort tag i folkekirken og skolelivet, herunder højskolerne. IM fyldte også godt i folkekirken og desuden i foreningslivet, hvor mange aktive medlemmer satte sit præg på et væld af organisationer. Bartholdy var den frontfigur, som skulle navigere en konservativ bevægelse ind i denne nye tid. Ser man på Bartholdy isoleret, mener jeg, at det lykkedes. IM fik berøring med langt flere mennesker, og Bartholdy var god til at komme i dialog med folk af andre opfattelser.

Selvom han internt i IM var vellidt, var der også kritiske ryster, som beklagede hans samarbejde med folk, der havde et andet syn på Bibelen end IM. Kurt E. Larsen viser glimrende, at Bartholdy ikke anså det for noget problem, at forskerne ved universitetet rejste tvivl om Bibelens historiske gyldighed. Så længe man læste Bibelen med troens øjne og tilegnede sig det, der stod, var det knapt så væsentligt, om teksten var sandfærdig i alle udsagn. Det vakte furore, men ikke mere end at Bartholdy i næsten tredive år virkede ret uanfægtet som leder.

Blinde vinkler
Selvom afhandlingens fokus er på Bartholdys vækkelsesbegreb, så begrænser den sig ikke til det ene emne, men bruger det som en prisme til at se, hvordan Bartholdy arbejdede med og opfattede en bred vifte af teologiske emner. Således kommer Larsen omkring Bartholdys syn på Bibelen, dåben, nadveren, præsteembedet, kirkebegrebet og økumenien (forholdet til andre kirkesamfund).

Det kan være en svær kunst at skrive kirkehistorie, for ingen skriver om historien fra et neutralt standpunkt. Kurt E. Larsen er selv engageret i bevægelsen IM, men han lader det ikke skygge for en saglig gennemgang af Bartholdys liv og virke. Tonen er holdt sober og deskriptiv og kun på naturlige steder kommer Larsens eget synspunkt eksplicit til udtryk. Her ser man en tydelig stilistisk udvikling siden P.G. Lindhardts velmagtsdage.

Den eneste blinde vinkel, jeg har overvejet gennem min læsning, er, om Larsen overdriver Bartholdys betydning for dansk kirkeliv. Selvfølgelig var han en stor skikkelse, men var han dominerende? Det kunne jo være i Larsens interesse at skrive Bartholdys betydning op. Jeg tror det nu ikke, da dokumentationen virker for overbevisende. Samtidig må man også overveje, hvordan vi på historisk afstand kan vurdere betydning og indflydelse. For den slags har jo ikke altid et materielt udtryk, og tilmed kan det være svært at gennemskue, hvad der ville have været anderledes, hvis ikke den gældende person havde virket.

Alt i alt er det tydeligt, at Larsens ekspertise kommer til sin ret i denne afhandling. Den emmer af overskud, når han uproblematisk henviser han til mangfoldige kilder i samtiden, som konstant dokumenterer udsagn og pointer. Disputatsen er derfor meget grundig. Det skal den i sagens natur også være, men for en almindelig læser er over 2800 noter måske lidt omstændeligt. Det kan virke ’langhåret’ for nogle, men det er min anbefaling at gøre forsøget alligevel. I forhold til genren er bogen nemlig skrevet i et lettilgængeligt sprog, der faktisk gør afhandlingen helt læseværdig. En ret sjælden begivenhed.

Disputatsforsvaret finder sted på Aarhus Universitet d. 30/01-2015 kl. 13.00.