Da jeg første gang så David Lynchs Lost Highway, følte jeg mig intellektuelt mobbet. Jeg forstod den bare ikke, og som nyudsprungen, ærke-seriøs teenager var det ydmygende at se en nyklassiker, som bare fløj henover hovedet på en. Med Andreas Halskovs veloplagte og velskrevne indføring i Lynchs ouvre, har jeg fået en superb håndsrækning til at reetablere mit intellektuelle selvbillede. Her lærer jeg nemlig, at forståelse, i smal forstand som en afkodning af værket, sjældent er pointen med Lynchs film. De er tværtimod bevidst paradoksale, ja, de ”fcker med min hjrne”, som man siger nu om dage.

Der er ikke nogen grund til at lægge skjul på, at Halskovs bog virker til at være den perfekte introduktion og guide til Dr. Lynch. Udover korte biografiske notitser og en velskrevet kronologisk gennemgang, får man nemlig bunker af gennemtænkte og velargumenterede analyser af filmene. Halskov er Fan, men skinner samtidig igennem som en sober analytiker. Den kombination virker oplagt i mødet med Lynch. Han er et ikon, hvorfor man ikke kan forholde sig neutralt til ham; men vi må jo alligevel prøve! Fin mestring af en svær kunst.

Som titlen lægger op til, er paradokset narvet i Halskovs analytiske hjul. Det folder han overbevisende ud i bogens anden del, som gennem seks paradokser viser Lynchs tvetydighed. De seks paradokser, æstetiserings-, genre-, register-, fortælle-, virkeligheds- og forståelsesparadokset, er med til at underbygge Halskovs gennemgående pointe, nemlig at en intellektuel læsning, som den jeg forsøgte mig med for år tilbage, er fejlslået fra starten, da Lynch bevidst tilstræber en sanselig oplevelse på bekostning af rationaliteten. Det medfører, at en stram, intellektuel læsning, altid vil reducere værket til noget mindre, end det er. Ikke nødvendigvis noget forkert, bare noget begrænset.

Og det duer i følge Halskov ikke, for det er netop denne polyfoniske karakter, der er styrken ved Lynch og hans film. Som han selv skriver: ”Måske er denne metafor faktisk ganske sigende, for mens vi ofte taler om læsninger af film - som var der tale om billedlige tekster - så kunne man måske lige så godt betragte film som audiovisuelle kompositioner af en næsten musikalsk karakter” (s. 159) og et andet sted: ”Herved har man ofte, for mit at se, stirret sig blind på plotmæssige forviklinger og naragtige ledetråde, mens man i skyndingen har overset eller underbetonet værkernes mere umiddelbare, sanselige og stemningsbårne karakter” (s.125).

Bogen er nørderi på den fede måde, og det flyder mest tekniske udtryk fra film- og tv-videnskaben. Langt de fleste fagtermer står dog uformidlet, hvilket måske er OK, men enkelte gange savner jeg en forklaring, særligt når udtrykkene ikke er gennemskuelige. Fx bliver det strukturalistiske begreb ”diegese” brugt i flæng (også ikke negationsudgaven ”non-diegese”), hvilket vil være nonsens for de fleste. Hvordan skal man fx forstå det, når en børnesang eller en trompet har en non-diegetisk struktur? Et andet flueknepperi - nu vi er ved det - er begrebet ”semiotiske tegn” (s. 156) så ikke en pleonasme? Svarer det ikke lidt til, at man i mit fag, teologien, kaldte noget et ”teologisk bibelvers”? Nuvel, det er småting. Retfærdigvis skal det siges, at enkelte begreber er forklaret stramt og pædagogisk, fx de formalistiske begreber ”fabula” og ”syuzhet”, så det er ikke fordi, Halskov ikke kan. Jeg savner bare denne pædagogiske støtte i det meste af bogen! Alligevel: det er ikke noget, der fjerner den generelle begejstring ved bogen.

Paradoksets kunst er en lærd og levende bog om en stor filmskaber. En bog, der er den perfekte håndsrækning til alle os, der så gerne vil Lynch, men som hurtigt taber modet. Må bogen blive læst vidt og bredt - det fortjener den. Og som et lille decembertip - den vil være den perfekte jule(bog)gave til mange af Kulturkapellets læsere - og medarbejdere!