I anledningen af den massive fejring af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel i 2013 valgte Gyldendal at genudgive Georg Brandes’ energiske biografi om fødselaren. Efter endt læsning opleves det som en klog beslutning.

Ved en hastig tour de force gennem Kierkegaards liv belyses utallige aspekter af dennes forfatterskab, hele tiden vurderet kritisk af Brandes’ personlige idiosynkrasier. Brandes er spændt ud i mellem beundring og foragt - derfor er hans bog også, hvad Frederik Stjernfelt i sin eminente indledning kalder “en ødelæggende hyldest”. Stjernfelt har gravet et af Brandes’ breve op, som er adresseret ingen ringere end Friedrich Nietzsche. Her fortæller Brandes, at et af hovedformålene med bogen er at begrænse Kierkegaards indflydelse. Deraf den til tider sønderlemmende kritik.

Brandes’ problem var naturligvis, at Kierkegaard, efter hans mening, sad uhjælpeligt fast i en pietistisk kristendom, der ikke tog alvorligt, at naturvidenskaben havde gjort afgørende fremskridt. I det lys var Kierkegaards aktualitet pist væk, og det ville Brandes have folk til at indse. Omvendt var der også så mange formidable træk i Kierkegaards forfatterskab, som ikke måtte lade livet, så dem værner Brandes om som små guldstykker. Der er talrige eksempler, men Brandes kan fx formulere spændingen således: “Han er, som jeg engang har sagt det, vor Filosofis Tycho Brahe; han fejlede i sin Opfattelse af Verdenssystemets Midtpunkt; han var paa mange Punkter hildet i sin Samtids Overtro, men han har beriget vort Aandsliv med en rigdom af selvstændige iagttagelser og Ideer”.

Enten-Eller
I følge Brandes er Kierkegaards hovedværk Enten-Eller. De vigtige temaer i denne bog kan spores allerede i afhandlingen Om Begrebet Ironi, men får altså først fuld udfoldelse i dobbeltudgivelsen fra 1843. Det er særligt beskrivelsen af det erotiske og af ægteskabet, som fanger Brandes’ opmærksomhed. Her kombineres et sjældent set forfattertalent, med filosofisk vid, bidende ironi og klarsynet realisme. For Brandes’ er dette den ultimative kombination, og det finder ikke sit lige, hverken i dansk litteratur eller i resten af Kierkegaards forfatterskab.

Brandes analyserer Kierkegaards forfatterskab gennem en konsekvent psykologisering. Det ligger i den naturalistiske tradition, han repræsenterede, så det er ikke så overraskende. Hos Kierkegaard finder han to begivenheder, der konstituerer to biografiske fikspunkter for Kierkegaard: forlovelsen med Regine og ophævelsen af denne, samt karikaturstriden med satirebladet “Corsaren”. Begge dele kastede Kierkegaard ud i et arbejdsraseri, som han faktisk aldrig blev færdig med.

Den første begivenhed får Kierkegaard til at arbejde sig igennem sin egen psykologi, og gør, at han finder “den store Selvstændigheds Amerika”, eller subjektiviteten, som senere er blevet det mest kendte træk i Kierkegaards filosofi. Det ser Brandes som et afgørende skel i dansk åndshistorie, men han er alligevel kritisk. For Kierkegaard kommer ikke videre end det. Han sidder stadig fast i sin tro, og han nægter at lade sine refleksioner være springbræt til en lysere virkelighedsforståelse med individet i centrum. Det skyldes, i følge Brandes, både den strenge opdragelse af faderen, samt Kierkegaards kværnende evne til at vende og dreje den samme begivenhed mange gange. Enhver, der har læst et værk af Kierkegaard, vil vide, hvad Brandes taler om!

Paradoks og passion
Brandes kan ikke acceptere Kierkegaards kristendom, men han udpeger alligevel det afgørende skel i Kierkegaards religiøse forfatterskab. Da han begynder at blive hængt ud i “Corsaren”, ændrer hans kristendomsopfattelse sig fra at være spekulativ, centreret omkring “paradokset”, til at være praktisk, centreret omkring “passionen”. Kierkegaard opfatter nu sig selv som en martyr, der må lide for sandheden over for den korrupte kirke og den profane presse. Dette træk er væsentligt at få med, for det forklarer hvordan den sammen forfatter kan have skrevet det spekulative og komplekse værk Philosophiske Smuler og den karske og ligefremme discipelvejledning Kjerlighedens Gjerninger. Samtidig er det også med til at skabe en bro mellem Brandes og Kierkegaard, for Brandes skriver sin Kierkegaard-bog fra Berlin, hvortil han er emigreret efter en mislykket ansøgning om et professorat i København. Brandes ser dermed en slags forbundsfælde i den udhængte Kierkegaard.

Brandes lægger ikke fingre i mellem hverken i sin ros eller i sin kritik. Det er befriende. Man ved, hvad man får. Jeg har selv været trættet af de mange læsninger af Kierkegaard, som forsøger at fratage ham hans kristendom. Den er helt central for Kierkegaard og ikke et røgslør for en dybere filosofi, der egentlig vil emanciperes fra kristendommens lænker. Det er bedre at anerkende dette, og så være uenig, som fx Brandes, end at forsøge at omkalfatre forfatterskabet og gøre det ugenkendeligt. Her viser Brandes vejen. En polemisk, men redelig gennemgang af en modstander og forbillede.