Danmarks madguru nummer et Claus Meyer har efterhånden kyndigt vejledt os i enhver afkrog af det danske køkken. Særligt det monstrøse værk Almanak (2011) var en magtdemonstration i formidling, viden og PR-mæssig timing. Almakkens succes har uden tvivl pirret ved forretningsmanden Meyers hjerte, der nu udgiver en Naturalmanak, som ligger sig i forlængelse af den nævnte Almanak. Denne gang er naturen og ikke køkkenet i fokus - selvom de selvfølgelig er uadskillelige i Meyers forståelse.

Naturalmanakken er skrevet i samarbejde med naturvejlederen Søren Espersen, der i mange år har arbejdet sammen med Meyer på sidstnævntes madskole (Meyers Madhus). De har fordelt opgaverne således, at Espersen skriver nogle leksikonopslag om de enkelte planter, bær, svampe etc., mens Meyer skriver om anvendelsen af disse. Desuden er hver genstand formidlet gennem en flot tegning af A. Ekblom (i enkelte tilfælde er illustrationerne taget andre steder fra). Arbejdsfordelingen er naturlig, men det giver også en dum spaltet læsning. Espersen skriveform knap og nøgtern, mens Meyers er spraglet og passioneret. Det er klart sjovest at læse Meyers, hvilket er lidt ærgerligt, da det føles som en kamp af læse Espersens leksikon. Det oplevede jeg som utilfredstillende, da det faktisk er Espersens viden, man i første omgang skal bruge, når man selv går på rov i naturen.

Bogen er delt op efter årstiderne startende med foråret. De forskellige årstider er inddelt alfabetisk, så det er let at orientere sig i bogen. Efter at årstiderne er gennemgået samles kvartalets opskrifter, så man også har disse samlet. Bogens omfang og stil gør den lidt uoverskuelig at gå til, men det er svært at bevare anvendeligheden, hvis ikke det hele tages med. Så ville man alt for ofte finde ting i naturen, som bogen ikke gav svar på. Det er heldigvis ikke tilfældet. Desuden har forlaget været så betænksomme at udsende bogen i en letvægtsversion, så de 300 sider ikke vejer meget mere end en digtsamling. Det er oplagt og gør den brugervenlig, når den skal bæres rundt i skove, enge eller strande.

I min læsning sammenlignende jeg bogen med Anette Eckmanns fine bog Naturens spisekammer fra Politikens Forlag (2012). Eckmanns bog er mindre omfangsrig, men sjovere at læse, fordi de enkelte opslag løbende kombineres med “funfacts” og personlige historier. I forhold hertil er Meyers udgave mere tør og akademisk. Det er dog også Meyers nørdede tilgang til emnet, som vil begejstre nogen, samt dens lækkert og indbydende design. Eckmanns bog er mere tøset end Meyers med sin gennemgående lyserøde farve, hvorimod Meyers grønne farve er mere neutral og lækker.

Meyer udvider løbende sit madimperium, men selvom det også kommercielt er en glimrende forretning, så oplever jeg umiddelbart ikke, at passionen for madformidling og madglæde er smuttet i svinget. Naturalmanakken er seneste skud på stammen i en flot serie af madbøger fra Meyers hånd, og den vil komme mange entusiaster og nybegyndere til hjælp i naturen. God jagt!