At Karl Ove Knausgård er en fremragende essayist ved enhver, som har læst Min kamp. I alle 6 bind, dog mest i de to første og det sidste, er der korte, længere og lange (endog meget lange) essay-afsnit, hvor forfatteren reflekterer over alverdens fænomener – fra hukommelsens natur til Hitlers bog af samme navn som Knausgårds. Han har også sideløbende med det autobiografiske projekt skrevet essays til aviser, tidsskrifter, andres bøger – ofte begyndt som foredrag eller kortere udkast, der senere er blevet udvidet eller skrevet færdige. Bogen her samler 17 af den slags tekster – plus det indledende mini-essay, og af disse har en tredjedel ikke været trykt før.

Emnerne er mangfoldige, med ’det onde’ (Breivik, Hitler, Bjørneboe), fantasien (forestillingsevnen, kreativiteten), billedkunsten (fra maleren Rembrandt til fotograferne Cindy Sherman, Sally Mann og Francesca Woodman), og selvfølgelig sproget og litteraturen (fra Homer, Bibelen og Dante over Flaubert og Dostojevskij til Kundera og ikke mindst Hamsun, hvis to essays fra 1890’erne – ”Fra det ubevidste sjæleliv” og ”Fra det moderne Amerikas Aandsliv” – har leveret brikker til essaysamlingens titel) som røde tråde, der fletter sig ind og ud af hinanden gennem teksterne. Et vigtigt gennemgående tema er menneskekroppen, dens mange funktioner og fremtrædelsesformer, dens forhold til bevidstheden og det sociale. Det allerede berømte essay om ’at skide’ (”Den brune hale”) samler en hel del af trådene med kroppen som det overordnede og samtidig basale.

Andre gennemgående temaer er forholdet mellem det universelle og det lokale, det abstrakte og det konkrete, spændingsforhold hvori det menneskelige udspiler sig, jf. dette kostelige citat: ”Mellem det kosmiske og det komiske befinder det menneskelige sig, og den gud som menneskene engang var forbundet med, var vævet ind i dette. Han repræsenterede de universelle magter, men når han viste sig, var det i det lokale.” (s. 332)

Der er mange direkte og indirekte referencer til Min kamp undervejs (og også et enkelt eller to, der lige så godt kunne have stået der), men det er bestemt ikke nogen forudsætning for at få glæde af essaysamlingen, at man har læst mammutværket. Derimod er det ofte en fordel at have internetadgang under læsningen, så man fx kan se, hvordan Lars Hertevigs malede fantasilandskaber ser ud i al deres romantiske pragt, hvordan de tre kvindelige amerikanske fotografer gestalter foruroligende verdener, hvordan bjerget Sandhornet ved Bodø egentlig ser ud, osv. Det føjer en ekstra dimension til oplevelsen, selvom Knausgårds ord såmænd ofte kan stå alene, selv over for visuelle fænomener, for hver eneste tekst er en nydelse i sig selv. Knausgård har både et suverænt greb om teksten som helhed – der er en stilistisk sikkerhed helt ned i de mindste detaljer – og så er han i næsten hvert eneste essay leveringsdygtig i mindeværdige formuleringer, som række ud over den konkrete sammenhæng. De kan være onelinere eller længere sætningskæder, ofte formuleret som paradokser. Et par eksempler:

”Det er ikke realiteten i historien, der berører os, men realiteten i de følelser den vækker” (s. 152)

”I livet med familien er wc’et det eneste rum hvor individet er helt alene.” (s. 182)

”Overfladen er mit liv, dybet min længsel. (…) Jo mere livet er truet, desto større bliver meningen i det, og den er størst der hvor der død.” (s. 311 – eller i den 7-årige datters ”rå” version s. 312): ”Spise, sove, dø. Sådan er livet.”

”Mennesket forstår mere eller mindre, men aldrig særlig meget. Alle slags følelser kommer og går, og alle slags plager, stor og små, bumser og hæmorider og splinter i fingrene, kræft og pest og hjerteinfarkt.” (s. 332)

”…litteratur er noget der bliver, noget der er i sin vorden, mens alle dens former er noget der er, fordi formerne findes på forhånd. Og eftersom kunsten er at trænge forbi dem og ind i det der bliver – som er det levende, og som man ikke egentlig ved hvor er før man er der – er det kun dem der ikke kan skrive en roman der kan skrive en roman.” (s. 382)

Det er umuligt at komme ind på mere end nogle få af teksterne, så jeg vil nøjes med et par af dem, jeg selv fik mest ud af. Den tilsyneladende meget nøgterne beskrivelse af en bestigelse af bjerget Sandhornet ved Bodø – bestilt af fylket/kommunen! – åbner sig til en tekst om hvordan vi forholder os til steder og verdener, vi ikke har set (endnu), og hvordan både vores virkelighedsbilleder og fantasibilleder er uhjælpeligt påvirket af historien. Fra essayet er her et lidt længere citat om ”forestillingskraften”, som på storartet vis illustrerer dybde og vingefang i Knausgårds essayistik, hvor fortid og nutid perspektiverer hinanden, og hvor forskellige livsområder optræder i overraskende analogier:

”Denne måde at se fjeldet på [c: at vi ved at komme tættere på naturen kommer tættere på os selv], så typisk for os og vores tid, tydeliggør bedre end noget andet de forandringer forestillingskraften har gennemgået i de sidste generationer. Ved århundredeskiftets begyndelse var fjeldet et billede på det der var uden for vores rækkevidde – naturkraften, det overmenneskelige, det ideale, det ukendte – mens det nu, ved dette århundredes begyndelse, er et billede på det modsatte: det nære og det ægte. En lignende forvandling har politikken gennemgået, også den har mistet hele sin overbygning, og religionen, der heller ikke har modstået presset, men lagt alt fremmed til side i et forsøg på at tilpasse sig verden som den er. For sådan er virkeligheden nu: alt er som det er!!” (s.74)

Efter af have læst om hustruen Linda Bostrøm Knausgård i flere bind af Min kamp, har jeg læst og (her i Kulturkapellet) anmeldt hendes roman Helioskatastrofen. Derfor er det helt rørende, at Lindas arbejde med denne roman dukker op i et af de mest selvbiografiske essays – ”På bunden af universet” – hvor ægtemanden skriver: ”Hun skriver så utroligt godt, men på en for mig mærkelig måde, for det er umuligt at forbinde de fantastiske sætninger med hende, hun skriver dem fra et sted jeg ikke kender.” (s. 139) Det er interessant, at man kan skrive på egne livserfaringer på to så vidt forskellige måde som ægteparret Knausgård gør det. Essayet væver i øvrigt det personlige sammen med refleksioner over subjektiviteten i Dantes Guddommelige komedie på en måde, så man bliver klogere både på Dante, Knausgård – og sig selv.

Mit yndlings-essay er nok det om ”Nåde” (s. 265-75). Det bevæger sig fuldstændig ubesværet mellem forskelligt stof, som forbindes på overraskende og dybt relevant vis. Knausgård begynder essayet med at karakterisere sit forhold til musik (yndlingsrepertoire: rock fra senhalvfjerdserne og firserne) som eksempel på sit ”usofistikerede” forhold til stort set alt undtagen litteratur. Han springer så til erindringer fra et PEN-oplæsningsarrangement i Malmö, hvor han oplevede at de oplæste tekster skrevet af mishandlede og fængslede forfattere – med nogle få undtagelser – var svage, ja elendige. Det fører til nogle spændende betragtninger om forholdet mellem det etiske og det æstetiske i litteraturen, det onde og tilgivelsen, og Knausgård relaterer disse til sit eget forfatterskab og sin egen historie hvor ”frygten for at gøre noget forkert” er et markant ledemotiv.

Herfra går det videre til spørgsmålet om samvittighed og skam i en tid uden Gud, hvor vi jo egentlig bare kan gøre som vi lyster. Men alligevel: vi er ikke bare hedonister, fordi vi så risikerer at blive isoleret fra det sociale fællesskab og dets attraktive steder – den pris, alle fredløse betalte i middelalderen. Knausgård korrigerer Sartre: Helvede er ikke de andre, ”Helvede er når du er ingen”, altså når de andre ikke vil dig – ikke være sammen med dig, ikke anerkende dig osv. Med eksempler, som vi kender fra Min kamp, viser Knausgård, hvordan afvisningen samtidig skaber en stærk psykologisk binding til den der afviser. Det oplevede han i forhold til sin far, som selv havde oplevet det i forhold til sin mor. I disse bindinger er undertrykkeren et særligt menneske, der ikke kan opleves uden for relationen, og som man derfor ikke kan gøre sig fri fra.

Nåden er så den sociale og følelsesmæssige bindings modsætning. Knausgård oplevede det ved faderens begravelse, hvor faderen pludselig blev set udefra. ”Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige”. Jesus gjorde ikke forskel på mennesker, hvad gør vi selv? Er Breivik ”lige så meget værd som de unge mennesker han myrdede?” Essayet slutter med nogle betragtninger over Dostojevskijs Idioten, ”måske den bedste roman der nogensinde er skrevet”. For det gode menneske – model Fyrst Mysjkin – vil vi slet ikke have, for det skaber kaos og konflikt, hvis alle de sociale forskelssystemer pludselig ingen rolle spiller.

Bogen – de enkelt essays og helheden – fremhæver litteraturen (og kunsten i det hele taget) som et frihedens sted, hvor alle menneskelige erfaringer, følelser og tanker kan bevæge sig, også de besynderlige, grimme, onde, ubehagelige, vanskelige. Knausgård mener, at læserens indlevelse kun er mulig, hvis det enkelte menneske (fiktivt eller ej) i kunstværket træder levende frem for os – ikke som repræsentant for en ideologi, en idé eller et system, men som et sammensat, komplekst, måske endda modsigelsesfyldt væsen. Hvis det møde finder sted, kan der ske enorme bevidsthedsskred i læseren – men mindre kan også gøre det. Med Knausgårds egne ord: ”[Rilke] skriver et sted at musikken løfter ham op og sætter ham ned igen et andet sted. Det er dette, at sætte en ned et andet sted kunsten gør…” (s. 355).

Charlotte Jørgensens oversættelse er meget fin, og bogen er smukt layoutet og en nydelse at læse i (om end lidt tung at sidde med). Jeg bemærkede kun er par småproblemer: der mangler et ’er’ i fjerdesidste linje på s. 382, og jeg mener ordet ”udbyttelig” i syvende linje på s. 411 skulle have været i anførselstegn. Der er et par besynderligheder i præsentationen: Bogens undertitel sætter tidsrammen for teksterne til 1996-2013, men den tidligste tekst er ifølge oplysningerne bag i bogen fra 2000. Den allerførste, meget korte tekst er uden årstalsangivelse, blot angivet som ”Ikke publiceret før”. Og dog var min oplevelse af at have læst den før meget stærk. Den er nemlig som taget ud af Min kamp (bd. 3). Jeg har dog ikke kunnet (gen)finde teksten – så måske er dette et udkast fra 1996, til det som senere blev en af de berømteste udgivelser i nordisk litteraturs historie? Hvis der er en anden tekst fra 1996, hvad er det så for én? Det må forlaget gerne opklare ifm. med næste oplag. Der måtte også gerne være et stikordsregister, så det ville være nemmere at (gen)finde de mange overraskende forbindelser mellem disse smukt lysende tekster.