ADHD (Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder) er den psykiatriske betegnelse for en forstyrrelse af udviklingen, der omfatter kernesymptomerne uopmærksomhed, herunder hukommelsesvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. Diagnosen klassificeres i de medicinske klassifikationer som en neuro-psykiatrisk forstyrrelse, der menes at påvirke 2-5 % af danske børn og unge. For en stor del af gruppen, er der tale om vanskeligheder, der følger barnet/den unge ind i voksenalderen. Det er en diagnose, der jævnligt i den populære presse såvel som blandt fagfolk står for skud, og der er heftige diskussioner af, hvorvidt diagnosen er valid eller ej.

Et kritisk blik på ADHD med viden i højsædet
Det er med afsæt i diagnosens status i den danske debat, at man som fagperson, der arbejder indenfor ADHD området, holder vejret, når man ser, at en bog med titlen ADHD - bidrag til en kritisk psykologisk forståelse lander på boghylderne. Er der tale om en bog, der under titlen ”kritisk bidrag” egentlig har et antipsykiatrisk sigte, eller er der virkelig tale om et kritisk bidrag, der ikke anfægter at ADHD er et egentligt fænomen, der påvirker en lang række af danskerne, men på samme tid har noget sagligt og fagligt at fortælle.

Men når man har haft fat i det nyeste værk af Carsten René Jørgensen, kan man roligt trække vejret igen, og nyde en velskrevet bog, der på et solidt fagligt grundlag, redegør for status quo viden om fænomenet ADHD, men også bringer et velfunderet kritisk blik på, hvordan han mener, vi skal tilgå udredning og behandling af mennesker med ADHD og lignende vanskeligheder fremadrettet.

Rundt om ADHD
Bogen er inddelt i flere dele. Bogens første del gennemgår den akkumulerede viden om ADHD, komorbiditet og differential diagnostik og stiller en række væsentlige spørgsmål: Kan vi lave egentlige afgrænsninger mellem de neuro-psykiatriske diagnoser og forstyrrelser af personligheden som f.eks. emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse? Har vores videnskabsteoretiske baggrund som behandlere en tendens til at afgøre, om en patient diagnosticeres som enten det ene eller det andet? Disse spørgsmål er ikke ment som en kritik af fagpersoner som sådan, men er en berettiget påmindelse om, at selvom vores diagnosesystem har udviklet sig, er der stadig betydelige svagheder ved validiteten og reliabiliteten af diagnostisk praksis og vores definition af psykisk sygdom og lidelse. Her pointerer Carsten René Jørgensen særligt, at disse vanskeligheder ikke er blevet mindre af de udvidelser, der til stadighed tilføres de diagnostiske systemer, der skaber betydelige overlap mellem diagnoser, men også gør det vanskeligere at skille det ene fra det andet.

Humanismen tilbage i psykiatrien
I bogens anden hoveddel præsenteres det egentlige kritiske bidrag til forståelsen af ADHD. Her plæderer Carsten René Jørgensen for, at de humanistiske perspektiver på mennesket med psykisk sygdom over de seneste mange år er blevet mere og mere kvalt af de naturvidenskabelige forklaringer. Han argumenterer for det hensigtsmæssige i, at vi ikke glemmer, at bag diagnoserne og de hjernedele, hvori den naturvidenskabelige forståelse ligger årsagen til ADHD, er der et menneske med sin egen historie, egne motiver og følelser. Endvidere fremhæver han vigtigheden af, at vi forstår, at afgrænsningen mellem det normale og unormale, nødvendigvis er kulturel og historisk betinget – tanken om det selvregulerende, selvstændige individ er ikke naturgivet, og dermed, er lidelser som ADHD det ej heller.

Han fremhæver behovet for at få oprettet en bedre balance mellem på den ene side naturalismens fokus på biologi og humanismens fokus på psykologi. Ikke kun for at forbedre behandlingstiltag, men også for ikke at reducere patientens oplevelse af sig selv til hjernekemi. Mennesket er selvsagt mere end blot en reaktiv biologisk organisme, men er et tænkende individ, som kan forme sin egen historie indenfor den ramme som de fysiologiske rammer sætter. Carsten René Jørgensen synes således at ønske at minde os om, at behandling af ADHD er mere end blot dopaminregulering.

Selvom perspektivet ikke som sådan er nyt, er det dog en god reminder, når man arbejder indenfor et felt som ADHD, der er stærkt domineret af de biologiske forklaringsmodeller. Det særligt gode ved værket er, at Carsten René Jørgensen med sine diskussioner om betydningen af opvækst, psykodynamiske forklaringsmodeller, det enkelte menneskes tanke- og følelsesliv mv. ikke laver bombastiske og overilede konklusioner ift., hvad ADHD er for en størrelse. Han fremhæver til stor tilfredsstillelse for os med hang til og behov for evidens, at der er tale om teorier og perspektiver, men ikke egentlig bevis.

Til de fagligt interesserede
Værket er forfattet på et relativt højt fagligt niveau, og derfor må man også tænke, at bogen primært er rettet til fagfolk. Han diskuterer og refererer til en bred vifte af filosofiske, psykologiske og videnskabsteoretiske værker og teorier, og man kan tænke at en vis indsigt i denne litteratur er en forudsætning for at kunne følge Carsten René Jørgensen hele vejen. Det er trods bogens høje faglighed et spændende og tankevækkende værk, man med fordel kan hive ned fra hylden og genlæse et par kapitler fra, når man har brug for en reminder om, at vi i Danmark hævder at have en psykiatri, der anligger et bio-psyko-socialt perspektiv. Værket behandler de fagfolk, der arbejder med ADHD med stor respekt, men anerkender også, at vi over de seneste mange år i psykiatrien har givet ”bio” forrang over det ”psyko-sociale”. Dette med store omkostninger for dels patienterne, dels samfundet og dels vores egen faglige forståelse af de mennesker, vi ønsker at hjælpe til en mindre problemfyldt hverdag.