»Krig betød for os unge, at vi måtte realisere vore idealer. At man kunne falde og lide heltedøden, tænkte de færreste af os på«.

Sådan skriver Walter Deckert (1896-1981) i sine erindringer. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var han blot 17 år og gik i gymnasiet. Han meldte sig som frivillig til den tyske hær og blev smidt ud i det ved Rouvres på vestfronten:?»Brølende af begejstring« med kurs »mod massegraven«, som han tilføjer.

Walter Deckerts datter, Kirstin Deckert, har oversat og redigeret et udvalg af hans 700 sider lange erindringer og udsendt dem i en kommenteret bog. Vidnet hedder bogen, der udkommer her i 100-året for starten på Første Verdenskrig. Walter Deckert blev senere dansk gift og slog sig ned i Danmark. Han boede de sidste 25 år af sit liv i?Strib på Fyn. Bogen handler først og fremmest om Walter Deckerts deltagelse i Første Verdenskrig. Erindringerne er både snævert private, men også vedkommende for en bred kreds.

Hans skildringer fra skyttegravene er velkendte, men ikke mindre vedkommende af den grund. Deckert blev sendt til fronter, der ikke hører til de områder, der primært er beskrevet i erindringslitteraturen.?Det var blandt andet i Serbien og Palæstina, hvor Deckert var født. Han kom til verden i Haifa, da hans far var præst på en tysk missionsstation i Palæstina. Hans beskrivelser fra Mellemøsten og ikke mindst hans fotos er særdeles vedkommende – selv om fotografierne i trykket havde fortjent en bedre gengivelser med flere kontraster.

Fra idealisme til sammenbrud
Walter Deckert havde hele livet mareridt om døde soldater, der marcherede med spader over skuldrene og hjelmene hængende dybt nede over øjnene og uniformerne oversprøjtet med mudder og blod. Hans tætte og nuancerede beskrivelser, ja nærmest reportage fra slagmarken, bringer mindelserne frem om Remarques antikrigsroman Intet nyt fra vestfronten. Det starter med begejstring og idealisme og ender med det totale nederlag.

Fortællingen fortsætter frem til Anden Verdenskrig. I 1939 bliver Walter Deckert indkaldt til veteran, og fra Ukraine fortælles en rørende historie om, hvordan han var med til at redde en jødisk kvinde under en modbydelig massakre. Det virker som om, det kun er de gode, der har nedfældet deres erindringer. De værnemagtssoldater, der var involveret i drab og henrettelser af civile, herunder især jøder, har åbenbart valgt at tie.

A men ikke B
Det er bestemt ræson i at medtage Anden Verdenskrig, når man beskæftiger sig med Første Verdenskrig. De to krige hænger sammen. Det er blot en skam, at vi i denne bog ikke kommer mere i dybden med perioden helt frem til 1945. Her siges A, men ikke B. Vi hører ikke særlig meget om Walter Deckerts position i forhold til regimet – og med position også ment den indre. Hvor var Walter Deckert selv i Nazityskland?

Kirsten Deckert formår dog, når alt kommer til alt, at få en vedkommende historie ud af de fragmentariske notater, hvor man dog ikke altid ved, hvad der er efterrationaliseringer. Nogle kort, der henviser til teksten, ville ikke have været nogen dårlig ide. De findes desværre ikke i bogen.

Kirsten Deckert er opvokset i?Sydslesvig og bor i Danmark. Hun udgav sidste år erindringsbogen Børnene dernedefra om sin opvækst i det danske mindretal syd for grænsen.