Dansk film er inde i en årelang optur. Den internationale anerkendelse har stået på i en længere årrække, og instruktører som Lars von Trier, Susanne Bier, Per Fly og Thomas Vinterberg høster priser og berømmelse. Danske skuespillere er stjerner i amerikanske tv-serier, og vores egne tv-dramaserier er berømmet for sit “skandinaviske touch”. Hvad er baggrunden for denne succes? Kan man trække nogen filmhistoriske linjer, så det ikke kun tilskrives talent og hårdt arbejde (som det jo selvsagt også er)?

Det ville nok kræve et længere essay at redegøre for, men når man læser Lars Movins moppedreng om Jørgen Leths film Alt er i billedet, så får man klart indtrykket af, at Leths virke som instruktør gentagne gange har skabt nybrud i dansk film, og dermed ansporet kvalitet og originalitet i dansk film. Fra debuten med den avantgardistiske portrætkortfilm “Stopforbud” (1963) om den amerikanske jazzpianist Bud Powell til sidste års kunstnerportræt af den sprælske maler John Kørner (“Jeg taler til jer”) er Jørgen Leths instruktørarbejde kendetegnet ved opfindsomhed, genrefornyelse og poetisk finesse. Og netop den treklang var ikke karakteristiske for filmbrancen, da Leth i 60‘erne kastede sig over filmene. Dansk film var præget af mangel på vision og talent, og der blev kun produceret de klassiske lystspil uden ambitioner om fornyelse.

Leths rolle
Det er klart, at Leth ikke har begået disse nybrud alene; men selvfølgelig handler en bog om Jørgen Leths film primært om Jørgen Leth! Det er derfor ikke så underligt, at Leths genialitet og poetiske sans gang på gang beskrives som det, der virkelig fuldender filmene. Godt nok har Ole John, Dan Holmberg, Henning Camre, Camilla Skousen, Per Kirkeby, Ebbe Traberg osv. nogle helt afgørende roller i filmenes tilblivelse - men det er Leths blik for detaljen, der sublimerer filmen fra det jævne til det fremragende. Ganske enkelt. Men det er sjovt at følge de forskellige medarbejderes syn på særligt de tidlige film: Ole John har en klar erindring om, at flere ideer kom direkte fra ham, selvom de tilskrives Leth (Henning Camre ligeså), mens fx Dan Holmberg er overbevist om, at Leth stod bag de fleste ideer i produktionen. Det er nok ikke stof til overskrifter i de kulørte blade, men det er da en interessant diskussion, om Movin har ret i, at Jørgen Leth var så afgørende for filmenes udformning, som det påstås. Movin lægger kortene frem, og så kan man selv engagere sig i undersøgelsen alt efter temperament.

Leth har været virksom med det filmiske arbejde i 40 år, men det har aldrig været en isoleret beskæftigelse. Gennem hele karrieren har han på én gang virket som instruktør, digter, journalist og kommentator. Selvom det er forskellige jobs, så er grænserne mellem dem flydende. Et interview med en cykelrytter under Tour de France kaster senere et digt af sig. Digtet inspirerer til flere refleksioner over cykelløbets æstetik og mystik, og pludselig kommer der en idé til en film. Og så ruller vognen pludselig med mange forskellige kreative impulser. Movin kommer fint omkring det hele, og selvom filmene er i fokus, så er han også en kender af resten af Leths produktion, hvorfor han ubesværet kan henvise til Leths digte og artikler, når det belyser forskellige forhold af filmene.

Manglende billeder
En stor irritation ved bogen er de manglende billeder. Det er uforståeligt, hvorfor de er udeladt. Movin har så mange spændende analyser af Leths evne til at indramme et billede, og de mange interviews med Leth, Holmberg og John ville give endnu mere mening, hvis man fik nogle billeder, som kunne give syn for sagn. Det er sikkert et udtryk for “mere vil ha’ mere”, men det ville fuldende nogle elegante og inspirerende analyser, hvis man fik det visualiseret.

Når det er sagt, så skal Lars Movin ellers have stor ros for pædagogisk at lede læseren gennem stoffet. Materialet, der skal overskues, er stort og fragmenteret, men man føler sig hele tiden vejledt i vildnisset. Det er også nødvendigt, fordi Movin har fravalgt den klassiske kronologiske tilgang til stoffet, og i stedet inddelt filmene i tre temaer. Det gør, at man kunne miste overblikket for, hvornår Leth var påvirket af hvilke impulser, og hvilke film han lavede samtidig, men her er Movin som sagt en kyndig guide. Det er også godt hjulpet på vej af de mange spændende interviews, som bogen er fyldt af. Særligt interessante er selvfølgelig Leth-interviewene, hvor Movin får lov til at komme tæt på. Leth fortæller ikke noget nyt, som ikke kan læses i hans film-poetikker eller selvbiografier, men der skabes et intimt rum, hvor man som læser inkluderes i bogens tilblivelse.

Man skulle tro at en bog som Alt er i billedet var en bog for de indviede. Jeg mener: over 500 siders litteratur om en smal filminstruktør, som nok er folkekær sportskommentator, men som har få fans, når det kommer til poesi og film! Det virker sikkert afskrækkende på mange. Men det ville være synd at lade sig slå ud af størrelse eller emnevalg, for bogen er en frisk og opkvikkende sag, der inviterer læseren med ind i kringelkrogene, uden at det bliver elitært. Eller bedre: man kan læse bogen uden de store forudsætninger, og det har den simple påvirkning på een, at man får lyst til at (gen)se Jørgen Leths film. En større cadeau kan vel næsten ikke gives til Movin?