Igennem de sidste to årtier har Slavoj Zizek, som få andre, sat dagsordenen for den politiske diskussion i Europa. Også herhjemme er hans betydning vokset, og flere forskere og debattører trækker på Zizeks refleksioner og skrifter i den politiske debat. Derfor er det på sin plads med en grundlæggende introduktion til Zizeks samfundsteori.

Egentlig er ordvalget “samfundsteori” en smule upræcist. Jøker Bjerre og Bagge Laustsen understreger nemlig gentagne gange, at Zizek ikke kommer med en teori om, hvordan samfundet burde eller kunne indrettes, men i stedet analyserer og kritiserer vores samfunds struktur, for at gøre os klogere på den virkelighed vi er en del af. Derfor ville “samfundskritik” nok have været mere passende. Zizeks skrifter fungerer som en slags politisk seismograf, der udpeger de rystelser, som er under os, men som vi ikke umiddelbart kan identificere.

Da Zizeks biografi er meget omfangsrig og stadigt vildtvoksende, har forfatterne valgt at koncentrere sig om ét aspekt af Zizeks univers. Det er klogt, og virker på ingen måde fattigt, da Jøker Bjerre og Bagge Laustsen er dygtige Zizek-læsere, og derfor kan lave afstikkere til andre dele af Zizeks tænkning, men samtidig holde konceptet om det samfundsteoretiske stramt. Jøker Bjerre og Bagge Laustsen er desuden formidable formidlere, der ubesværet jonglerer med abstrakte begreber og lavpraktiske eksempler, og det danner tilsammen en sød cocktail, der stimulerer tænkningen hos læseren. At Jøker Bjerre og Bagge Laustsen er glade for Zizek, skinner klart igennem, men man forstår godt hvorfor. Deres tænkning minder nemlig så meget om hinanden, og deres måde at formidle filosofiske indsigter på er komplementære. Det resulterer i en fremragende introduktionsbog, der nok tenderer mod det hagiografiske, men ligeså vel kan læses som en blanding af en apologi og en hyldest til Zizek og hans projekt.

Selve bogens struktur er bygget op over udvalgte temaer fra Zizeks forfatterskab. Således berøres psykoanalysen; de politiske styreformer og Lacans diskursinddelinger; Zizeks tordnende kapitalismekritik; opgøret med postpolitik og multikulturalisme; den revolutionære tænkning og til slut en gennemgang af Zizeks centrale kritikere (Ernesto Laclau og Simon Critchley) og en vurdering af deres argumenter (som selvfølgelig falder ud til Zizeks fordel!).

Gennemgående for Zizeks tænkning er en generel afhængighed af Jacques Lacans psykoanalyse, Hegels historiefilosofi og Lenins revolutionære ideologikritik. De tre elementer kan blendes og parres med snart sagt enhver begivenhed, og ingen film, demonstrationer, filosofiske skrifter, politiske taler, etc. etc. er for fin til at ryge gennem den Zizek’ske refleksionsmaskine.

Bogens store styrke er ikke den generelle introduktion til Zizeks temaer, formidable som de ellers er. Det er heller ikke den sprudlende formidling, eller de mange gennemtænkte og pædagogiske eksempler. Nej, det, som virkelig er styrken ved bogen, er redegørelsen og eksemplificeringen af Zizeks “vilde analyse”. Den vilde analyse består i en aktualisering af Lacans psykoanalyse. Zizek tager en aktuel begivenhed eller et samfundsforhold, og beskriver så hvilken politisk eller ideologisk mekanisme, der ligger til grund for handlingen eller begivenheden. Psykoanalysens arbejde består i at fremprovokere en viden i analysanden, som analytikeren ikke kender. På samme måde vil Zizek bruge sine analyser til at fremprovokere en viden om vores samfund, som så at sige findes bag om ryggen på os (s. 24).

Et konkret eksempel er verdens fattighed. Vi ser at en masse mennesker dør af sult i den tredje verden, men vi i den første verden forholder os temmeligt passive til det, fordi vi ser det som et hændeligt forhold, vi ikke har magt over. Men Zizek forsøger at afsløre, at vores kapitalistiske logik determinerer uretfærdigheden, omend det sker gennem objektiv vold (dvs. at der ikke er et tydeligt subjekt bag handlingen). Vi kan ikke direkte gøre noget ved at folk dør af sult, men ved at opretholde det kapitalistiske system, er vi faktisk alligevel direkte årsag til den objektive vold i den tredje verden. Det stressende ved den analyse er jo, at mens man læser bogen oplever man, at den tredje verden lider pga. mig! Det er bl.a. det, der gør Zizeks analyse vild, fordi konklusionen rammer læseren, som en syngende lussing, i det øjeblik pointen går op for een.

Den ene af bogens forfattere, Jøker Bjerre, er en del af det kollektive filosofiske jeg, Center for Vild Analyse, der arbejder med at introducere Zizeks analyser i Danmark. De har haft et program på Radio 24syv og en klumme i Dagbladet Information. For mit eget vedkommende er jeg glad for indsatsen. Zizek er det, som en anden Zizek-elsker, kulturredaktør ved Politiken, Rune Lykkeberg, har kaldt en “partisan-type”. Han skriver vildt og voldsomt om alt og mere til, og derfor har vi brug for intellektuelle, der kan hjælpe os med at gennemtænke analyserne.

Jeg læste Den nyttige idiot i sidste uge af 2013. Og hvilken afslutning! Faktisk vil jeg uden skrupler kunne kåre bogen, som den bedste jeg har læst i 2013. Må den blive læst vidt og bredt.