Landet Congo har haft en noget turbulent historie, hvilket også afspejler sig i dets mange navne igennem tiden – fra Congo Free State (1885-1908), til Belgisk Congo (1908-1960), Zaire og nu Den Demokratiske Republik Congo. Congo er et land, de fleste kun har hørt om i forbindelse med krig. Landet har været hærget af en altødelæggende krig igennem snart to årtier, og for under to måneder siden blev der igen sat fokus på børnesoldater i Congo. Men hvad er historien i Congo? Hvad har ført til den nuværende situation? Og hvilken rolle har koloniseringen spillet i Congo? Alt dette og meget mere belyser David van Reybrouck, der er belgisk kulturhistoriker, arkæolog og forfatter, i sin anmelderroste og prisbelønnede bog Congo – Historien om Afrikas hjerte.

Da belgierne indtog Congo
Reybrouck begynder sin historie om Congo i slutningen af 1800-tallet, da belgierne kom til landet. Bogen tager udgangspunkt i de mere end 500 interviews, han foretog med congolesere under hans 10 rejser til landet i kombination med historiske bøger og artikler om de forskellige tidsperioder. Han formår endda at finde personer, der er så gamle, at de kan huske dengang kolonialisterne kom til Congo i 1800-tallet. F.eks. snakker han med Etienne Nkasi, der hævder at være født i 1882 og altså derfor kan huske hele koloniseringstiden! Historier om koloniseringen er udbredte, men sjældent i den subjektive form, som de fremkommer i denne bog.

Congo var fra 1500-tallet til 1800-tallet centrum for den slavehandel, der førte slaver til USA. Da Belgien tog magten over Congo i slutningen af 1800-tallet, var kong Leopold imod slavehandlen, men indførte i realiteten et system, der på mange måder var ligeså slemt eller værre. Landet blev udsat for massiv plyndring af naturressourcer (der på sin vis stadig foregår) og congoleserne blev udsat for inhumane arbejdsforhold, der førte til mange sygdomme og dødsfald. Derudover blev racepolitikken overført til det congolesiske folk, der hidtil ikke havde været opmærksomme på dette. Disse raceopdelinger blev indført på baggrund af europæiske etnologers analyser og har siden ført til flere etniske udrensninger, f.eks. i Rwanda og Congo.

Kristendommen blev indført og mange missionærer kom også til landet i denne periode, hvor lokale religioner blev undertrykte og medlemmerne forfulgte. Congoleserne blev undertrykt af dets hvide koloniherrer, og der var en stigende utilfredshed i landet, hvilket førte til, at flere frihedsbevægelser opstod, men ingen kunne forudse, at landet en dag ville blive frit.

Selvstændighed og diktatur
Lige så hurtigt som landet blev koloniseret, ligeså pludseligt kom selvstændigheden. Congo blev selvstændig den 30. juni 1960. Tiden, der fulgte, var meget turbulent, hvor flere præsidenter blev dræbt. Belgien forlod landet så pludseligt, at det congolesiske folk ikke var parate til at varetage den nye stat – og dette har sat sine spor helt indtil i dag.

Den 25. november 1965 kom Mobuto på magten og var diktator i landet indtil 1997. Mobutos styre var brutalt og korrupt. Mobuto blev rigere og rigere på congolosernes bekostning. I 1971 omdøbte Mobuto Congo til Zaire og han indførte strenge love, hvor det ikke længere var tilladt at klæde sig ”vestligt” – kun lokale navne, tøjstile og musik var tilladt. Der var løbende protester, men disse blev slået ned med hård hånd. Inflationen steg kraftigt (helt op til 9,8% i 1994), og Zaire kom i dyb gæld.

Centralafrika i kaos
I 1994 blev over 800.000 tutsier slået ihjel i nabolandet Rwanda. Mange kender til historien fra filmen Hotel Rwanda. Over to millioner hutuer flygtede og størstedelen af dem kom til Congo. Man regner med, at over 300.000 af hutu-flygtningene blev dræbt i Congo af en tutsiledet milits med guerillalederen Kabila i spidsen. Det lykkedes Kabila at vælte diktatoren Mobuto og selv indtage positionen som landets leder og landet hed nu ikke længere Zaire, men igen Congo.

Den efterfølgende periode var karakteriseret af, at nabolandene Rwanda og Uganda indtog landet og plyndrede det for dets rigdomme. Over seks millioner congolesere er døde som resultater af disse krige – de fleste pga. sygdomme og sult. Kabila blev dræbt i 2001 og blev efterfulgt af sin søn. I 2003 blev en fredsaftale underskrevet, men landet er stadig præget af dyb kaos, krig, massevoldtægter og massakrer samt en fortsat plyndring af landets jord, hvor goderne ikke tildeles det congolesiske folk.

Kolonialiseringen er ovre eller er den?
Officielt blev Congo selvstændigt i 1960, men det er langt fra sandheden. Landet er siden blev invaderet af nabolandene, der på samme måde som belgierne har frastjålet congoleserne deres lands naturlige rigdomme. Det nye synes at være kinesernes ankomst til Congo, hvor der opkøbes flere og flere ressourcer. Alle vil have en bid af kagen, men tilbyder ikke congoleserne et stykke. Van Reybrouck rejser endda til Kina for at snakke med den congolesiske befolkning, der i håb om at få en bid af kagen, har bosat sig i Kina, hvor de opkøber varer og tjener kassen på at sælge dem i Congo. Diskrepansen mellem at være verdens rigeste land, hvad angår naturressourcer, og samtidig være et af verdens fattigste lande ift. BNP samt det femteværste land at bo i i verden ifølge FN er intet mindre end katastrofalt, uretfærdigt og uforståeligt. Congo står altså på mange måder i samme situation som under koloniseringen – måske endda værre! Dets naturrigdomme frastjæles den almindelige befolkning og landet står konstant på randen til udbrud af nye krige og nye invasioner fra nabolande.

Fremragende kildearbejde
Van Reybrouck leverer med denne bog en kilde, der er uundværlig i historien om Congo, Centralafrika, kolonisering og Afrikas placering i en globaliseret verden. De mange subjektive interviews kombineres med historiske kilder i form af bøger og artikler. Antallet af kilder er omfattende og inddrages løbende igennem hele bogen og der er en god kildeliste bagerst i bogen. Derudover giver hans hundredvis af interviews med almindelige congolesere bogen en dybde, idet historiske fakta kombineres med subjektive vurderinger og oplevelser. Bogen bliver således mere personlig og giver en stemme til de almindelige borger, der alt for længe har været ofre for gribbes brutale tyveri af deres jord.

Bogen giver et skræmmende billede af et af Afrikas vigtigste lande ift. politik, naturrigdomme og økonomi, og man fornemmer tydeligt, at van Reybrouck har sympati for congolesernes situation. Hans holdning kommer indirekte til udtryk igennem hans beskrivelser af de mange lidelser, congoleserne har måttet udstå både i koloniseringen og de efterfølgende krige, og som læser sad jeg også tilbage med en klump i halsen over den uretfærdighed, den congolesiske folk har måttet udstå. At bo i landet med verdens rigeste jord har på alle måder været congolesernes forbandelse.

Bogen kan læst i helhed med sine 635 sider blive en anelse lang, hvilket kan afholde læsere, der blot vil have en kort indføring i Congos historie at vælge den fra. Men det er en skam, idet den giver et meget dybdegående billede af landets historie i sammenhæng med den nuværende situation i landet. Bogen er opdelt i kapitler alt efter tidsperioder og politiske omvæltninger, så læseren kan vælge at hoppe over tidsperioder, såfremt man ikke er interesseret i at få hele historien med.

Jeg giver bogen mine dybdefølte anbefalinger og håber, at alle, der interesserer sig for Afrikas historie – både i form af koloniseringsperioden og i et nutidigt globaliseret perspektiv – vil læse denne bog og få en forståelse for, hvordan denne politik har været skyld i så meget ødelæggelse, uretfærdighed og fattigdom.