I lærebogen Fiktionalitet introduceres det relativt nye begreb, der har lånt bogen dens titel. Forfatterne bag er Louise Brix Jacobsen, Stefan Kjerkegaard, Rikke Andersen Kraglund, Henrik Skov Nielsen, Camilla Møhring Reestorff og Carsten Stage, og deres arbejde med begrebet har sikret dem Lærebogsprisen.

Med udgangspunkt i en pointe om, at den mangeårige skarpe skelnen mellem fiktion og sagprosa er forældet, og at ’det fiktive’ ikke kun hører hjemme i romaner, noveller og lignende, søger de seks forfattere her at indkredse, hvad begrebet fiktionalitet dækker over. Ifølge dem er dette både en kommunikativ egenskab og en kommunikativ handling. Så langt, så godt. Men hvad vil det så egentlig sige at fiktionalisere? Og hvilke effekter har det, når man gør det? Ja, lidt firkantet sagt vil ’det at fiktionalisere’ sige, at man udtrykker sig på en sådan måde, at man appellerer til modtagerens forestillingsevne. Det er endvidere alfa og omega, at modtageren for kommunikationen forstår, at der hverken er tale om virkelighed eller løgn, men slet og ret et stykke fiktion, som manes frem. Ofte vil den tøven, som denne sammenblanding af fakta og fiktion medfører hos modtageren, dermed resultere i en højere grad af modtageraktivering. Vi fiktionaliserer alle sammen mere eller mindre bevidst, pointerer forfatterne. Eksempelvis når vi skriver statusopdateringer på Facebook, eller når vi sammen forestiller os fremtiden i et kærlighedsforhold. Men fiktionalitet kan også benyttes mere bevidst og som en konkret retorisk strategi med ønsket om en bestemt effekt – og det i alt fra politisk kommunikation til viral markedsføring.

Via en grundig gennemgang af flere konkrete cases fra mange forskellige genrer anskueliggøres fiktionalitet som strategi, både når den lykkes, og når den ikke lykkes. Som et eksempel på et såkaldt fiktionstvetydigt værk analyseres den danske tv-serie Klovn, ligesom Obamas relativt kendte ’Lion King-tale’ fra 2011 gennemgås som et skoleeksempel på, hvordan man kan underholde og informere, samtidig med at man rent politisk udraderer sin modstander. Andre cases er de virale YouTube-videoer ’Danish Mother Seeking’ og ’Mukhtars fødselsdag’ fra henholdsvis Visit Denmark og Arriva. Desuden nævnes blandt andet fænomenet Claus Beck-Nielsen, Michael Moores mockumentaries og nyhedssitet Rokokoposten.

Bogen henvender sig hovedsageligt til studerende eller undervisere på de videregående uddannelser, hvor dansk, litteratur, medier eller kommunikation indgår, hvilket navnlig mængden af teori og citater på både engelsk og svensk i bogen vidner om. For elever på gymnasieniveau er den simpelthen for svært tilgængelig, med mindre en underviser plukker dele derfra og selv formidler det. Bogen indledes med en historisk gennemgang af teoretiske tilgange til emnet, ligesom der opstilles ti teser omkring begrebet fiktionalitet. Alt afhængig af læserens interesse for teori og akademisk diskussion vil det sandsynligvis være bogens midterdel, hvor konkrete materialer analyseres, der fremstår mest interessant og håndgribelig for de fleste. For den rette målgruppe er denne bog således et interessant indspark i studiet af det store, foranderlige spændingsfelt mellem fakta og fiktion.