I sin fremragende bog Hvad er historie? skriver Bernard Eric Jensen: ”Vi har at gøre med historie, så snart en person eller gruppe personer interesserer sig for noget fortidigt og gør brug af deres viden herom til et eller andet formål.” Et aldeles markant udsagn fra en historiker, da det legitimerer, at historie kan tolkes og bruges på et utal af måder. Der vil naturligvis altid være uomtvistelige fakta. Men ingen kan – i et demokratisk samfund – tillade sig at hævde ejerskab til historien. Det er vigtigt at erindre sig, når man giver sig i kast med professor Gunhild Aggers fantastiske bog Mord til tiden med den supplerende undertitel: Forbrydelse, historie og mediekultur.

Tv-serier og historieformidling
Bogen belyser den historiske genfortælling så mangefacetteret, at man næsten sidder ganske forpustet tilbage efter endt læsning. Med et umådelig skarpt blik for mediekulturens brug af historien – dens blanding af fiktion og fakta – præsenterer forfatteren blandt andet læseren for to skelsættende nordiske tv-produktioner. Henholdsvis som prolog og epilog. Som en slags præsentation og som en afsluttende analyse. Prologen leveres med Edderkoppen – den danske tv-serie i 6 afsnit fra år 2000. Her konstaterer Agger, at ”Den er en moderne genre- og stilbevidst mediekulturs bud på en fortolkning af såvel begivenheder som stemning og atmosfære i efterkrigstidens Danmark…” Og yderligere: ”Netop relationen mellem det faktiske og det fiktive påkalder sig en stadig interesse og forskellige fortolkninger…”

”Edderkoppen” er vel ikke helt folkeeje. Men dog så almen kendt, at Agger (også) gennem dette eksempel på fornem pædagogisk vis får sat nogle markante og relevante markører.

Perspektiveringen inddrager yderligere den meget problematiske Flammen og Citronen, der for anmelderen at se, er en slags lommefilosofisk ramasjang – men nok nødvendig at inddrage. Og så Anne-Grethe Bjarup Riis’ stilfærdige, fine og filosofiske forsøg på at genskabe en helt speciel vinkel i modstandskampen.

Udspillet er så elegant og pædagogisk udformet, at læseren ikke får de helt store vanskeligheder med at følge den særdeles belæste professor videre rundt i bogen. Omend man undervejs får gevaldige tilskud til vokabulariet.

Frit spil eller fredhelligt?
Udgangsanalysen er det stærkt omdiskuterede dokudrama om Jane Horney, der blev vist i dansk tv i 1985. Også her går Gunhild Agger særdeles grundigt frem – takket være et fornemt researcharbejde – så læseren virkelig får indblik i den myriade af problemstillinger, der knytter sig til en sådan historiefortælling.

Den historiske korrekthed medfører af og til krumme tæer under udsendelserne. Det sker jo ganske ofte. Men der er langt mere grund til at krumme tæer over MF Per Stig Møllers klage over serien. Hvad der resulterede i, at DR’s programudvalg – efter en behandling af denne – udtalte, at ”Horney-serien hverken kunstnerisk eller researchmæssigt havde en standard, der gør beslutningen om at sende serien acceptabel.” Her satte programudvalget sig med et øredøvende brag mellem stolene i dets smagløse forsøg på at hævde ejerskab til historien. Lige så usmageligt som da fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen pludselig hævdede at have eneret til sandheden om samarbejdspolitikken.

Det er fremragende sat op på denne måde, da læseren i realiteten får mulighed for at afprøve de begreber og teorier, som bogen indtil da har beskæftiget sig med.

10 fornemme kapitler og analyser
Bogen er i sin helhed delt i 10 dele – for nu at være lidt klassisk. Kapitel 1 og 9 er omtalt ovenfor. De øvrige 8 kapitler omhandler: 2: mediekulturens metoder og tilegnelse af historie, 3: signalement af de centrale positioner og begreber i det tværfaglige forskningsfelt mediekultur og historiebrug (fremragende beskrevet), 4: forskningsoversigt vedrørende de dominerende synsvinkler i teorien om den historiske krimi.

I kapitel 5 analyseres den historiske periodekrimi. I dette – ligeledes fornemme – afsnit kommer Agger ind på ”hvilke funktioner de historiske perioder udfylder”. Her er der – igen – mange herlige krydsninger i illustreringen af, hvorledes periodekrimiens fortællinger suger til sig – af såvel fortid som samtid!

I kapitel 6 demonstreres blandt andet, hvordan der i krimien finder en lang række revisioner sted – mest påfaldende i relation til Anden verdenskrig. Her er det blandt andet Camilla Läckbergs Tyskerungen og Gretelise Holms Under fuld bedøvelse. (2005). Sidstnævnte er særlig interessant, da forfatteren i prologen skriver: ”Det har nemlig ikke været god tone at tale om, at tyskerne også var ofre, og at de allierede også begik krigsforbrydelser mod civile.” Det passer ganske enkelt ikke. Tre år tidligere havde tyskeren Jürg Friedrich i den grad sat gang i diskussionen om tyskerne som ofre. Det skete med de særdeles centrale bøger Das Brand og Bombenkrieg über Deutschland. Og allerede i 1960 havde man i Tyskland produceret spillefilmen Nacht fiel über Gotenhafen. Her fik man vist de fuldstændigt meningsløse og umenneskelige angreb på tyske flygtninge, der søgte over Østersøen for at undgå overgreb – og det der var værre. Holms referencer til Henrik Havreheds disputats om de tyske flygtninge i Danmark støtter absolut ikke offertanken – tværtom. Og at anvende Kirsten Lyloffs ”redegørelser” som dokumentation har ganske enkelt ingen gang på jord. Men det er altså Holm – ikke Agger.

Dog må jeg løfte pegefingeren mod Gunhild Agger: ”De allierede udviste under de civile tyskeres flugt fra russerne i Østpreussen foråret 1945 unødvendig brutalitet og menneskeforagt.” Faghistorikere knytter nu engang de allierede til angrebene i vest – russerne til angrebene i øst. Jævnfør bl.a. de allieredes landgang i Normandiet. Og netop i øst var rædslerne båret af helt særlige forhold. De tyske krigsforbrydelser på østfronten havde været umådelige i antal. Holocaust var intet mod dette. Det er en af baggrundene for rædselsgerningerne i øst.

Naturligvis er det fascinerende, at Gretelise Holm og andre gør op med fortiden. Den bør konstant være under revision. Men. Der kan aldrig gives carte blanche for bøjning af fakta.

I kapitel 7 analyseres, hvorledes krimigenren ud fra den historiske erkendelsesinteresse kan ”vrides, vendes og kommenteres.” Her gentager jeg gerne: man skal altid være på vagt, så snart der er nogen, der læner sig op ad Kirsten Lylloffs såkaldte ”fakta”.

I det spændende og udfordrende kapitel 8 er det forholdet mellem fakta og fiktion i tv-mediet, der sættes under lup. Fornemt og kompetent suppleret med kapitel 9 med den tidligere omtalte tv-serie om Jane Horney. Afsluttende (kapitel 10) samler Gunhild Agger ”op på analyseresultaterne og sætter dem i perspektiv ud fra den fortsatte dialog mellem mediekultur og historiebrug.” Agger konstaterer, at der ”er mange faldgruber i mediekulturens historiebrug.” Men konstaterer også afsluttende – givet med et lille smil – at det ”enkelte gange er lykkedes for mediekulturens produkter at formulere alternative spørgsmål til og synsvinkler på historien og dermed også bidrage på det kognitive niveau.” En særdeles velanbragt salut som afslutning på en fremragende og udfordrende bog.

Hvem tilhører DR egentlig?
Og nu kan jeg ikke dy mig. Den må med. Et mord og et selvmord inden for få minutter. Vi er tilbage i1942. Den 5. september. Kriminaloverbetjent Holger Østergård-Nielsen blev under forsøg på at anholde den danske SOE faldskærmsagent, Paul Johannesen, skudt af denne. Paul Johannesen tog derefter sin cyanidpille og døde næsten omgående. På Politigården i København er der en mindeplade, der fortæller, at Holger Østergård-Nielsen faldt under Danmarks frihedskamp. Det gjorde Paul Johannesen også. Hvordan løser man lige det dilemma?

Desværre – og det er virkelig en skam – er bogen ikke illustreret. Men ved en efterfølgende undersøgelse viser det sig, at DR vogter strengere over sin copyright end Den kongelige Livgarde over kronjuvelerne. Det er ganske enkelt skandaløst. DR er en public service organisation under staten. Når der forskes – netop med DR som en af hovedkilderne – ja, så skal der altså ikke være umådelige forhindringer og fuldstændig ublu honorarkrav. Det er ganske enkelt uanstændigt. Og skulle du, kære Marianne Jelved, læse dette, så bør du i folkeoplysningens ånd gribe ind.

Bogen slutter med en fornem litteraturliste – såvel med fag- som med skønlitteratur. Hertil kommer et glimrende og særdeles anvendeligt register. Jeg tillader mig at supplere med en henvisning til Filmstriben, der har adskillige vedkommende film – til gratis afbenyttelse.

Som nævnt flere gange undervejs er der tale om en ypperlig bog – en fornem formidling af en lige så fornem forskning. Stor, stor tak til Gunhild Agger.