I 1998 udsendte den tidligere sygeplejerske Carla Christensen sine middelmådige erindringer i bogen Med søster Carla til fronten. Nu foreligger hendes beretning om, hvordan hun aflagde troskabsed over for Adolf Hitler og som dansk sygeplejerske tjente Tysk Røde Kors under Anden Verdenskrig i en ny udgivelse: En verdenskrig kom på tværs. Skæbner fra Anden Verdenskrig forfattet af journalisten Henrik Nørgaard.

Carla Christensen voksede op i Fårhus ved Padborg og fik som 14-årig en plads i huset hos lederen af det danske nazi-parti, Frits Clausen (ikke Fritz med »z«, som bogen hævder). I 1942 meldte Carla Christensen sig til sygeplejeuddannelsen i det tyske Røde Kors. Efter kort tid kom hun videre til fronttjeneste og blev underlagt Andet SS-Panserkorps på østfronten.

Hvorfor valgte hun bevidst den tyske side? Det reflekterer hun ikke dybere over i En verdenskrig kom på tværs. Vi får at vide, at da hun i første omgang meldte sig i 1941 meldte sig til en frivillig landsarbejdstjeneste gennem det danske naziparti for at kunne komme tættere på sin kæreste, Walther. Carla Christensen var på det tidspunkt omkring de 20 år, og hendes valg synes at være klart betinget af hendes små, private genvordigheder end overvejelser, der kan kaldes politiske.

Kæresten Walther stammede fra det tyske mindretal i?Sønderjyllands, men faldt under Operation Barbarossa på østfronten i 1941. Da hun året efter valgte sygeplejeuddannelsen i Nazityskland, leder man igen som læser efter årsagen. Det nærmeste, man kommer en begrundelse, er på side 30 i bogen. Hun havde hele tiden haft i baghovedet, at hun ville finde den afdøde kærestes grav i nærheden af Dnepropetrovsk. Det lykkedes hende kun delvist: På en kirkegård blandt 2000 lå han begravet.

Frontsøster: Alle vidste det
Carla Christensen blev kastet ud i østfrontens rædsler i de ukrainske byer Kharkow og Dnepropetrovsk. Hun var med til at hive soldater med hele uniformen brændt ind i kroppen ud af kampvognene. Det skete efter, at russerne havde bundet en håndfuld håndgranater sammen, taget sikringerne af og sendt dem ned gennem hullet til hele mandskabet.

Hvilke ugerninger de tyske SS-soldater begik netop disse steder, virker hun ikke til at have tynget hende synderligt. Hun beskriver dem ikke med et ord.?Har forfatteren overhovedet stillet hende spørgsmålet? Hvis ja - så burde spørgsmålet have været fremhævet. Hvis nej - så er håndværket ikke i orden.

Der Spiegel bragte i 2010 et interview med en tidligere tysk frontsøster, der også var udsendt for Tysk Røde Kors på Østfronten. Ifølge hende kendte alle frontsøstre til masse­drab på jøder. Frontsøsteren skrev blandt andet: »Alle bag ved frontlinjerne, og specielt dem, der havde været der et stykke tid, kendte til det... En dag kørte jeg med en lastbil, hvor chaufføren begyndte at fortælle mig om landsbyen Kasatin. Der havde de ladet jøderne sulte i to dage, før de skød dem, fordi afdelingen, der skulle skyde, havde travlt andre steder... Det tog ikke lang tid for mig at regne ud, at jeg var blandt kriminelle«.

Det tanke strejfer ikke Carla Christensen nogen steder i bogen. Et sted bemærker forfatteren Henrik Nørgaard derimod: »Walthers liv havde hun ikke kunnet redde. I stedet havde hun viet sit liv til at redde andre soldaters liv« (Walther var som sagt navnet på hendes kæreste). Forfatteren havde også kunnet tilføje, at hun havde valgt side.

Carla Christensen var på de afsnit af østfronten, hvor de tyske SSere begik nogle af de værste krigsforbrydelser. Så hun dem??Hørte hun om dem? Vi ved det ikke - for forfatteren spørger ikke til dem. Og det er ikke i orden. Carla Christensen døde sidste år i en alder af 90 år.

Manglende refleksion
I det hele taget glimrer denne bog ikke ved refleksion og kritiske spørgsmål. Henrik Nørgaard har samlet syv vidt forskellige skæbner fra krigen. Det er også beretningen om den jødiske københavnerdreng Salle Fischermann, der sammen med sin mor og sine tre yngste søskende blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet uden kendskab til resten af familiens skæbne. Der er en historie om den danske pige Inge, der blev forelsket i en tysk officer, blev gravid og levede i uvished om sin elskedes skæbne ved fronten. Hun fortalte først datteren, hvem hendes far var, da datteren var voksen.

Og der er en ejendommelig beretning om en tysk familie Hensgen, der kom til Danmark i 1937. Ruth Hensgen blev i 1943 indkaldt til rigsarbejdstjeneste, som alle ugifte tyske kvinder under 25 år blev pålagt af naziregimet. I 1944 blev hun sendt til Magdeburg, hvor hun var ansvarlig for en gruppe kvinder, der passede en lyskaster i luftværnet. Lyskasteren var et værn mod de allieredes bombefly.

Fraværende diskussion
I hendes erindringer sporer man ingen irritation over at være blevet indkaldt for at skulle gøre tjeneste på Nazitysklands side. Diskussionen er totalt fraværende: Hvordan var det fra et eksil i Danmark at blive beordret sydpå lige lukt ned i Hitler-Tyskland for at forlænge forbryderregimets dage? Vi får det aldrig at vide. Spørgsmålet virker ikke til at være blevet stillet.

Stærkest står beretningen om jødedrengen Salle, der oplevede at synke i en robåd på?Øresund, blive fundet og sendt til Theresienstadt. Beretningen trækker gennemsnittet gevaldigt op i denne bog. For mange af de andre beretninger er en sang fra de varme lande, som fordrer, at man tager de kritiske briller på.