Da muren mellem de to Tysklande rent fysisk blev brudt ned i 1989, var der mange, der advarede mod at lade den forsvinde helt. Men Tyskland var også delt i netop dette spørgsmål. På den ene side var der dem, der ikke mente, at det specielle stykke DDR-arkitektur skulle have lov til at ødelægge tyskernes humør længere, og at det derfor skulle helt væk. På den anden side var der dem, der fremhævede, at en stor del af muren, vagttårnene og pigtråden skulle blive stående som mindesmærker over den deling, der i over 40 år var Tysklands skæbne.

Diskussionerne var i og for sig ikke nye. Tyskland har af mange gode grunde slettet fysiske spor fra fortiden, og hvis man ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med sporene, har man forbigået dem i tavshed – indtil de af en eller anden grund atter kommer på dagsordenen i den offentlige debat.

Det er forståeligt, at der ikke er og formentlig ikke bliver adgang til Hitlers underjordiske verden i Berlin. Nürnberg har heller aldrig skiltet med Reichsparteigelände som en seværdighed. Og hvad med Ørnereden i Berchtesgaden, Hitlers repræsentationssted i alpernes idyl? Man frygter, at stederne kunne tiltrække de forkerte typer.

Pionerarbejde
Da det genforenede Tyskland i begyndelsen af 1990erne havde travlt med at få den forhadte mur væk, var der dog heldigvis mange, der sagde stop en halv. Og man kan i dag besøge adskillige mindesmærker og grænsemuseer fra Østersøen til Erzgebirge. Kunsthistorikeren Maren Ullrich fra Oldenburg i Niedersachsen har i denne forbindelse udført et stykke pionerarbejde, der er udkommet i bogform i Geteilte Ansichten - Erinnerungslandschaft deutsch-deutsche Grenzei.

Maren Ullrich har udforsket den næsten 1.400 kilometer lange tidligere tysk-tyske grænse, herunder cirka 300 mindesmærker, men frem for alt de små rester, der her og der gemmer sig i landskaberne. Derudover beskriver forfatteren i bogen indgående grænsen i de mange år, den var en uhyrlig realitet. Den dokumentariske facon munder ud i spørgsmålene: Hvordan blev grænsen opfattet dengang, og hvordan bliver den opfattet i dag?

Konklusion
Maren Ullrich konkluderer blandt andet, at perspektivet i den offentlige erindringskultur i vid udstrækning er det vesttyske, mens det østtyske perspektiv er forsvundet. Der var jo vitterligt nogen – et mindretal, ja – der gerne ville have muren. Hvad syntes de om muren og grænsen fra 1961 til 1989, og hvordan opfatter de den retrospektivt?

Det er tydeligt, at forfatteren er kunsthistoriker. Skulpturer, museer og mindesmærker og det, man kalder "den materielle erindringskultur" får en grundig behandling. Maren Ullrich beklager, at så forholdsvis stor en del af sporene efter den forsvundne grænse og Berlin-mur er forsvundet ofte bevidstløst. Hun tolker det som en blanding af manglende respekt og interesse for historien, men også som den interne DDR-modstands og vindernes – det vil sige Vestens – bevidste tilintetgørelse af et forhadt symbol. Muren var set fra vestlig side et symbol på et autoritært regimes undertrykkelse af friheds- og menneskerettigheder og skulle derfor skaffes bort som en Saddam Hussein-statue i Bagdad.

Billeder og afbildninger af demarkationslinjen mellem Øst- og Vestzonen var ikke objektive fremstillinger, men værdiladede og af ideologisk betydning. Disse symbolladede billeder analyseres med kunsthistorikerens redskaber. Maren Ullrich undersøger disse billeders indflydelse på diskursen i begge Tysklande. Mens DDR eksisterede, var det kun muligt at fotografere muren og grænsen fra vestlig side, og dette faktum har efterfølgende spillet en stor rolle i historiefortolkningen.

Langs den tidligere grænse findes i dag et væld af private museer og mindesmærker, der som oftest ikke har nogen historisk-videnskabelig indgang til temaet. Det gør fremstillingen af »den tysk-tyske grænse« skæv og tilfældig, konkluderer Maren Ullrich. Ofte mangler den østtyske indgang til emnet helt. Hun opfordrer derfor direkte til, at erindringskulturen ikke blot overlades til amatører og tidligere ideologer, mennesker der har haft deres helt personlige aktier i historien eller lokale borgmestre, der mangler en seværdighed til deres glemte landsby ved det tidligere jerntæppe. Erindringskulturen skal løftes op på et højere niveau, og det kræver en stærkere offentlig ageren, understreger hun.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog og er fyldt med sigende illustrationer. Maren Ullrich magter at balancere med et emne, så alle kan læse det i et land, hvor der fortsat er et væld af fortolkninger og opfattelser af denne grænse, en af de mest symbolske og ideologiske, der fandtes.