Den 10. juli 1920 red den danske Kong Christian den Tiende over den tidligere landegrænse nord for Christiansfeld. Nordslesvig havde stemt sig tilbage til Danmark. Dagen efter gik befolkningen til afstemning et andet sted i det slagne Tyskland – i Masuren i det tidligere Østpreussen. Ved forhandlingerne om Versailles-traktaten i 1919 havde den polske delegation krævet en afståelse i Masuren uden afstemnin, men Polen måtte nøjes med løftet om en afstemning som den, der foregik i Nord- og Mellemslesvig, Saarland, Oberschlesien og Eupen-Malmedy.

Historien om afstemningen er interessant – også set fra en dansk-tysk synsvinkel. I sin bog Masuren – Ostpreussens vergessener Süden fortæller den unge tyske historiker og slavist Andreas Kossert om den særprægede region Masuren, hvis blandingsbefolkning led en trist skæbne efter 1945.

Historieforfalskning
I litteraturen er historien næppe fortalt bedre end i Siegfried Lenz’ Heimatmuseum (på dansk: Forhistorien), hvor en masurer kæmper mod de officielle forbund af hjemstavnsfordrevne, der forsøger at få patent på Masurens historie.

Masureren – der efter krigen er flygtet til Sydslesvig – ender i bogen med at sætte ild til alle de effekter, han har samlet fra sin tabte hjemstavn, Masuren. Simpelthen for at der ikke skal laves historieforvrængning – et fænomen, som masurerne kendte alt for godt til. Blandt andet gennem en systematisk, men ulogisk fortyskning af ældgamle slaviske stednavne i området.

Gidsler i en kamp
På samme måde blev masurerne gidsler i den nationale kamp mellem Polen og Tyskland – og de endte med at tabe den. Og det til trods for at afstemningsresultatet i 1920 var så entydigt, det kunne være – mere end 98 procent stemte for Tyskland.

Kampen op til afstemningen var dog mere mudret end resultatet. Den oprindelige masuriske befolkning talte en polsk dialekt med mange tyske låneord. Den overvejende del af masurerne var protestanter i modsætning til det katolske Polen – en af årsagerne til, at masurerne følte sig hjemme i det hovedsageligt protestantiske Østpreussen.

Resten af Tyskland var gennem historien temmelig ligeglad med det tilbagestående Masuren – først i mellemkrigstidens nationale grænsekamp begyndte højrenationale kræfter i Berlin – og senere nazisterne – at bruge og misbruge det masurisk talende mindretal.

Andreas Kossert fremhæver i sin bog flere groteske episoder fra en afstemningskamp, der både lignede og ikke lignede den i Nordslesvig (Sønderjylland). Propagandaen for Tyskland var stærk, men en stor del af den foregik på polsk. Det officielle Tyskland havde op til afstemningen svært ved at tyde masurerne, og derfor blev der transporteret flere hundrede tusinde liter snaps ud i landsbykroerne i Masuren.

Skulle tale over sig
Målet var at masurerne skulle tale over sig i en brandert, og kroværterne havde derfor at rapportere, hvem der var Tyskland tro eller utro.

Regningen for de mange liter betalte provinsregeringen i Königsberg i Østpreussen. Det var dog de immaterielle værdier, som det krigstrætte og forarmede Tyskland brugte over for masurerne i den officielle propaganda i 1920 – talen om fædrelandskærlighed og så videre.

Rigtig fortyskede blev masurerne dog først under Adolf Hitler, da flertallet sagde tak til nazisternes modernisering af området. Det gav arbejde og en velstand, som befolkningen i området aldrig havde oplevet tidligere. Men sympatien for NSDAP kom til at koste i 1945, da det store flertal af masurerne blev fordrevet til Vesttyskland, hvor de kulturelt ikke hørte hjemme.

Masuren – Ostpreussens vergessener Süden bør ikke blot være af interesse for Tysklands-interesserede, historikere og alment historisk interesserede læsere. Bogen dokumenterer på fremragende vis et mindretalsområde med blandingskultur, der er forsvundet fra Europa-kortet. Disse områder findes endnu flere steder rundt om i Europa, i Sydtyrol i Italien, i Nord- og Sydslesvig i det danske-tyske grænseland, i Kärnten i det sydlige Østrig, hvor slovenere og tysktalende befolker området – og flere andre steder. Det interessante i disse områder er, at menneskene til trods for den nationalstatslige udvikling ofte føler sig som både-og ikke som enten-eller.