Byen, myten og fænomenet Hellerup er en evig kilde til forargelse, fascination og undren. Ikke mindst i filmen Rich Kids (2007) og tv-serien 2900 Happiness (2007-2009) bliver vi mindet om de fordomme og forventninger, vi har til denne forjættede by, nord for København. Her bor kun de allerrigeste gamle direktører og fruer, her kører de Rolls-Royce til og fra Operaen, alt imens de spiser kaviar og svigter deres børn – eller hvad?

I Pernille Stensgaard og Markus Bernsens bog Hellerup – Historier fra reservatet afkræftes en række fordomme samtidigt med, at flere fordomme bliver forstærket. For eksempel er en sejlivet fordom (flere gange oplevet på egen krop af denne anmelder fra Gentofte), at folk i Whiskybæltet har for travlt med deres karrierer til at opdrage og elske deres børn tilstrækkeligt, men i bogen hævdes det, at kvinder med en lang uddannelse bruger 5½ time mere om ugen på ”børneomsorg” end kvinder med ingen eller kort uddannelse.

Omvendt lægges der ekstra brænde på det bål der omhandler myten om 2900 Hapinness. Bogen bruger meget tid og mange sider på at beskrive epicentret for myten Hellerup, nemlig vejen med Danmarks dyreste adresser – Hambros Allé, en sidevej til Strandvejen med nærmest mytologisk betydning. Hambros Alle er også motivet på bogens bagside og bogen beskæftiger sig meget med kampen mellem de nyrige tilflyttere (for eksempel kendis-milliardærparret Anni og Erik Damgaard) og de indfødte arvinger, der forsøge at værne om den privilegerede tilværelse og overklassekultur og –normer, som de nyrige ikke forstår og værdsætter.

Netop denne særegne kultur og livsstil bliver grundigt beskrevet og kortlagt. Danmarks udskældte overklasses hang til luksus og helt specielle take på janteloven beskrives som ”Bobo’s” (Bourgeois-Bohemes), et amerikansk opfundet udtryk, der dækker over den måde overklassen forsøger at adskille sig fra de nyriges forkærlighed for alt der ser dyrt ud: En indfødt kvinde fra Hellerup kunne aldrig finde på at gå med Louis Vuitton-tasker af den slags, piger fra Ishøj får i konfirmationsgave. Alt der glimter er ikke guld, og t-shirts med alt for stort Calvin Klein-logo er dårlig stil. En Bobo behøver ikke skilte med sine penge, men har et mere afslappet og selvfølgeligt forhold til velstand.

Man skal hellere gå op i kvalitet og speltbrød end røde Ferrarier. Bobo’s er overskudsmennesker, der tager aktiv del i lokalsamfundet, for eksempel ved at melde sig ind i Hellerup Roklub, bestyrelsen af børnenes fodboldklub eller man kan være blandt de højtuddannede borgere, der med vanlig modvilje mod autoriteter fik omstødt Københavns Kommunes store planer om en udvidelse af Nordhavn, så Hellerup ville have mistet sin havudsigt til en ny, innovativ bydel på vandet.

Denne antropologiske lækkerbisken har udseende og touch som en coffee table book, hvilket klæder en bog om Hellerup rigtigt godt. Fotografierne i bogen er både interessante og flotte og viser Hellerups seværdigheder i sommerlys, flotte farver og en let stemning, der går i fin tråd med emnet. Allerede på forsiden for vi en appetizer for resten af bogen: En tennisbane ved Hellerup Havn, en stor villa med sortglaseret tegl og en næsten uhyggelig grøn hæk. Desuden en mand der enten er ved at begynde eller slutte dagen på tennisbanen med en smash.

Gennem en række interviews, undersøgelser og gamle skrivninger kommer Stensgaard og Bernsen godt ud i kanterne af Hellerup. Ingen historie eller anekdote er i sig selv uinteressant, men ofte sjove, skægge eller forbløffende, om dog der er en ting som ”for meget af det gode”, hvilken en indfødt Bobo fra Hellerup vil vide alt om. Desuden kommer beboerne i byen til at fremstå meget homogene, og som tidligere nævnt har forfatterne en uheldig tendens til at fokusere lidt for meget på den allerrigeste del af befolkningen, og hvad det måtte føre med sig af selvmord, snobber, konkursskandaler og pengebeløb med mange nuller på. En sådan fascination for sensationer og Ekstrablads-forargelse burde forfatterne have været hævet over. Det er man i hvert fald i Hellerup.